Fint morgenvejr med meget stille vand i havnen.
Jeg gik i forvejen op til Emmerys for at starte på bestillingen af vores morgenmad. Imedens gik Inge sig en morgentur, som bla. førte hende ud på den nye Kvæsthusbro. Her var der en udstilling af såkaldte “Slumpies”, som hun viste mig da vi efter morgenmaden gik tilbage til hotellet.
07:47 står jeg hos Emmerys med morgenmaden klar og vil fortælle Inge, at hun godt kan vende retningen af sin gåtur mod Store Strandstræde – og da står hun allerede udenfor og knipser mig gennem ruden. Det kan man måske, hvis man er sprognørd, kalde gensidigt velsynkroniseret adfærd 
Grød, müesli, juice, kaffe, matcha-te…
Inge læste Renee Simonsens brevkasse i ugebladet “Femina” – lidt aktuelt, nu vi lige havde læst hendes nye bog “Jeg er f*cking hot” om hendes overgangalder og de medfølgende genvordigheder. En god bog!
Vi diskuterede et ungt kærestepar, der sad udenfor. De lod til at være meget glade for hinanden. Smilede meget og var vist stadig lidt generte. De sad ikke med øjenende på deres mobil. Glædeligt at se!
Undervejs tilbage til Admiralen bemærkede vi cykeltrængslen på den nye bro over inderhavnen, som logisk nok hedder “Inderhavnsbroen”.
Og rundt om Skuespilhuset kunne vi se hele samlingen af “Slumpies” på Kvæsthusbroen. Her ser vi også stilladset foran den højre del af Admiralen – netop foran de renoverede værelser på 4. etage.
Til Magasins åbningstid var vi der og brugte et par timer inden vores frokost-møde med Marie hos Ida Davidsen i St. Kongensgade.
Lige før vi ankom passerede vi en marskandiserbutik, som havde en greyhound porcelænsfigur fra Bing & Grøndal i vinduet. Vi gik ned i butikken (4 trin ned) og forespurgte på den. Indehaveren, som jeg antog var af mellemøstlig oprindelse, nævnede en alt for høj pris, som om det var derfra, at der skulle pruttes om prisen. Det havde vi ikke tid til og forlod ham.
Der var herfra ikke langt hen til restauranten, men endnu en gang fangedes vores opmærksomhed af en butik med strikkevarer. Ikke overraskende hed den “Happyknit” . I det lille udstillingsvindue lå tørklæder og sjaler med en lille seddel, der fortalte, at designet havde en helt speciel historie. Den gik vi ind for at høre (vi var stadig i god tid) og det blev til et interessant møde med indehaveren, som samtidig var designer og producent, norsk og kvinde i overgangsalderen, der ikke kunne fortælle nok om sine designs.
Hvor vi hos Magasin gik forgæves efter bælter til Inge, så det hos Ida Davidsen meget bedre ud. Det var vores første besøg efter ombygningen, så vi var lidt spændte på at se, hvor meget der var bibeholdt. Ret meget, viste det sig, og det gode hjørnebord i den bagerste del af den ene langside var bibeholdt – og der sad Marie og ventede på os. Dejligt at se hende igen og at se frem til en fælles frokost. Spisekortet var ikke længere det alenlange med hundrede variationer, men et mere kundevenligt med færre retter på I-pad. Og naturligvis smagte alt bare godt!
Snakken gik naturligvis godt og det var dejligt at mærke, hvor glad Marie var for sit arbejde. Den 1. omgang afløstes af den 2. omgang og inden vi så os om, var det tid til at overveje om der var plads til en lille dessert – og overtalte hinanden om, at det var der nok. Det blev til en crème brûlée med en lille kugle af husets jordbæris på siden. Meget lækkert! Det skal lige nævnes at Marie og Inge var alkoholfrie, men jeg tog mig en øl. “Fornuftige Mardal piger😇”
Vi skiltes ved 3-tiden. Marie tog tilbage til arbejdet, vi gik til Admiralen for at imødekomme de naturlige behov for et toilet. Nede på Kvæsthusbroen var det helt sommerligt.
Derfra til Arnold Busck for at kigge på psykologi- og kogebøger.
5-o’clock-drinken fik vi i Ruby Bar i Nybodergade. Den var lidt svær at finde, for jeg havde ikke set ordentligt på kortet. Troede den lå i nærheden af Krogs Fiskerestaurant, men den gemte sig i Nybrogade. Jeg skriver “gemte”, fordi baren ikke har noget skilt ude ved gaden, der fortæller, hvor den er
Hos Ruby snakkede vi om, hvad vi ville lave resten af dagen. Jeg foreslog at gå i teatret for at se “Presidentinderne” – det var den eneste forestilling, der gik. Købte billetter i Skuespilhuset og besluttede os til at spise i restauranten der.
Den beslutning var vi ikke kede af, for vi fik en dejlig kartoffelret. Jeg bestilte en øl fra et bryghus på Nørrebro.
Den smagte dejligt og blev serveret i et sjovt glas, designet direkte til Skuespilhuset. Tjeneren fortalte, at disse glas ofte blev stjålet. Jeg spurgte, om jeg kunne købe et par glas. Det var muligt, og derfor står der 2 sådanne glas hjemme i skabet hos os
Jeg havde ikke læst nærmere om, hvad handlingen var – troede det var noget med 3 rengøringskoner, der ordnede verdenssituationen, medens de arbejdede i kælderen.
Istedet drejede det hele sig om fæces, et af mine yndlingstemaer i de yngre år. Fandt den morsom – indtil min dumb-phone pludselig begyndte at ringe. Panik af 2 årsager: (1) den lå i min taske og var svær at få op og (2) jeg vidste ikke hvordan jeg slog den fra på en nem måde. Så den ringede og ringede i en evighed, syntes jeg, medens jeg møjsommeligt gik menuen igennem for at få den til at tie stille. Og for at gøre det værre, så bippede den, hver gang jeg trykkede på en af tasterne. Det lød altsammen rædselsfuldt højt…
…og Inge fik det rædselsfuldt dårligt over alt det postyr jeg lavede. Jeg fik desværre heller ikke sagt undskyld til tilskuerne foran mig.
Alligevel var jeg relativt hurtigt tilbage i den latrinære handling og kunne more mig som før.
…så det blev temaet for resten af aftenen. Jeg tror, nej jeg vil gerne tro, at jeg her sidder og ærger mig over, at det skete og prøver at tale denne ufrivillige teaterscene bort, selv om jeg ved at det kan jeg ikke 