05:48 vågnede vi og Elben til en smuk morgen. Smuk på trods af, at den ikke lod til at love godt og stabilt vejr. Flodlandskabet her er forskelligt fra Limfjordslandskabet, som vi er fortrolige med, og det er ikke udelukkende på grund af tidevandsforskellen. Vegetationen og lyset er forskelligt.
Hotellet ønskede os “einen schönen Tag” med overskyet det meste af dagen. Det var OK for os, for vi skulle videre sydpå, og så er overskyet vejr = godt vejr 
Vi kunne også se, at vandstandsforskellen er 2.80 m om morgenen og 3.1 m om aftenen. Et interessant fæno-men, som skyldes høj- og lavvande ude i Nordsøen.
Morgenmad blev spist til et sympatisk Spruch over buffetten: Frühstück – die schönste aller Mahlzeiten. Man ist ausgeruht und jung, hat sich noch nicht geärgert und is voll neuer Hoffnung und Pläne”.
Fra Inges morgengåtur i et vejr, der forekom meget lummert – selv om vejrudsigten sagde 17 gr. Stedet her må være et rent myggeland, men heldigvis har de ikke holdt deres indtog endnu. Hotellet ses i baggrunden og det høje Elb-dige til højre. Det er så højt, fordi vandstanden i Elben kan blive virkelig seriøst truende.
Bare se her: nederst 1962, midt i 1976, øverst 1994. Det er højvands-markeringer, der gør indtryk!
Lige ved siden af hotellet var der færgeforbindelse over Elben – deraf navnet Fährhaus. Ved morgenmaden havde vi snakket om, hvad vi tilsammen havde læst om stedet. Vi blev enige om, at dette sted måtte være det sydligste punkt i det gamle Danmark – dengang hertugdømmerne Schleswig og Holstein hørte under den danske krone. Derfor var der også et toldsted med lagerbygning her – deraf navnet Zollenspieker. Så der er en vis historisk logik i at hotellet hedder Zollenspieker Fährhaus
Floden Elben (tjekkisk: Labe, tysk: die Elbe) er 1.091 km lang og udspringer i Den Tjekkiske Republik. Floden flyder gennem Tyskland, forbi Dresden mod nord og passerer Hamburg, før den når Nordsøen nær Cuxhaven.
Og stedet her er 595 km ned ad floden, altså fra Elbens kilde, og dermed ca. halvvejs fra kilden til udmundingen.
Læg mærke til det lille hus til venstre i billedet…
Det ses også på billedet her, som vi fotograferede i går eftermiddags: Altes Zollenspieker Pegelhäuschen.
Das um 1880 erbaute und 1992 abgerissene Pegelhäuschen konnte durch Spenden originalgetreu neu errichtet werden. Heute bietet das kleinste Restaurant der Welt einen einzigartigen Rahmen für ein Essen zu zweit oder zu viert. In einer vollkommen privaten Atmosphäre sitzen Sie über der Elbe und haben einen traumhaften Blick über den Fluss. Sie hören das leise Plätschern des Wassers, genießen unseren exklusiven persönlichen Service und ein fantastisches 4-Gänge-Menü inklusive Apéritif, Wein und Kaffee.
Overfarten tog ca. 10 minutter, og vi havde sparet ca. 35 km kørsel i Hamborgs periferi med broer/tunneller som flaskehalse. Og det havde vi betalt 6.50 EUR for at undgå. Her var også en Schnellimbiss, drevet af hotellet på den anden side. Der var også en på kajen vi sejlede fra, så der er total kontrol over markedet her på dette afsnit af Elben. 
Vi havde planlagt en midt-på-dagen-pause i Göttingen. Turen dertil gik ad A7 og jeg kunne mindes Ole Müller, Hamborg og Arne. Ved en Tankstelle fandt Inge bogen “Den rullende Kanon” frem og hun læste og vi diskuterede det første digt: “Den Fremmede”.
Fik parkeret i et P-Haus i nærheden af Café Cron & Lanz, som holder til i det gule hus bag de røde parasoller. Her ville vi holde kaffepause.
Vi gik ind og ovenpå, hvor der var sparsomt med andre gæster, men til gengæld køligt – og det tæller på sådan en varm dag. Den varme dag fik os nok også til at vælge Eis-Kaffee, der overraskende nok blev serveret iskolde i kolde og smukt duggede metalbægre.
Men lige idet kaffen blev serveret, gik jeg hen til P-huset for at overbevise mig om, at bil-døren var låst. Selvfølgelig var den det, men jeg havde ikke klart i erindringen, at den var låst, for jeg skulle hente noget på bagsædet, og der var meget smalt at manøvre migselv på. Jeg var bange for, om hensynet til ikke at ridse døren fik mig distraheret fra at få bilen ordentligt låst? Men selvfølgelig havde jeg fået låst!
På vejen tilbage til bilen var vi inde og se Skt. Jacobi Kirche på Weender Strasse.
Her var information på mange sprog, herunder dansk, så vi kunne forstå alt
Undervejs fik vi læst og diskuteret det næste digt i bogen: “Byen” og diskuterede begrebet berøringsangst. På Hotel Goldener Karpfen checkede vi ind som sidste gang, vi var her – forstået på den måde, at der var forskellige såkaldte tema-værelser ledige, og jeg kunne vælge. Sidste gang valgte jeg temaet Hollywood, og nu valgte jeg temaet Japan.
Dejligt at komme frem efter en køretur, der kun var på 406 km…
…og med et pit-stop i Göttingen (det flade plateau til højre for midten). Vi havde aldrig været inde i Göttingen før, altid suset forbi på motorvejen, så det var helt fint at få et ind-tryk af byens gågade-zone og kigge ind hos et konditori og en kirke.
På vej ud i byen genså Inge på hotellet dette billede, som hun sympatiserer meget med. Vores første ærinde var et smut op til Kaufhaus for at købe hovedpudebetræk i størrelsen 40×40 cm, som er umulig for os at opdrive i Danmark. Der var 28 gr. C i skyggen, så vi var ikke indstillet på at foretage yderligere by- eller parkvandringer, men styrede direkte imod et lille kafferisteri/café vi lærte at kende under sidste besøg i byen. Det ligger forresten mindre end 5 min gang fra hotellet.
Her blev vi mere eller mindre anbefalet en Eiskaffee, hvor kaffen var en blanding af espresso og kaffe, lavet af deres egne ristede bønner. Dertil 2 kugler vaniljeis. Inge sagde: “Den er skidego’!” og jeg gav hende ret. Og så kostede den en bagatel.
Jeg bestilte derudover en espresso, hvor “sukkeret” var en lille makron.
Tilbage på Goldener Karpfen satte vi os udenfor under parasollerne, hvor der var reserve-ret bord til os. Inge med en Riesling serveret i en lille “franken” flaske og jeg et glas Hoch-stift Pils fra fad. Dejligt at sidde herude, hvor en let vind briser hen over bordene. Jeg fik skrevet et kort til Annemie – med hotellet som motiv 
og derefter checket adresser på P-hus og Café til køre-pausen i morgen.
I dette varme vejr er en skyggefuld plads under parasollerne meget at foretrække. Vi har udvalgt et godt placeret bord og langsomt meldte sulten sig. Lige så langsomt begyndte tilstrømningen at tiltage og det endte med, at der var fuldt optaget udenfor!
Der var virkelig rift om spisebordene ude under parasollerne. Men vi sad godt med nye tyske asparges, purløgsmousselinesauce og nye kartofler. Og jeg fik en tallerken med 4 slags skinke til. En klassiker. Dejlig mad i dejligt selskab med min kone og dejligt øl oven i købet. Dette fælles måltid under parasollerne en mild aften i juni blev dagens bedste fælles oplevelse.
Ved halv-10-tiden faldt tusmørket på og den gyldne karpe blev tændt. Et sjovt påfund med at hænge sådan en op i snore, så det ser ud som om den svæver rundt i rummet over terrassen.
Vi fik sat alle vores telefoner til at lade, og jeg fik skrevet til Annedore og forespurgt om hun, ligesom Annemie, havde modtaget kortet med The Fab Four, sendt fra Liverpool – uden frimærke på
Og så var det sengetid…