Det er brillen og ikke det reptile øje, du skal lægge mærke til. Mere præcist de dybe furer i glassets højre side. Billedet er taget for 2 dage siden – efter mit fald oppe på Fælledvej.
Taget i forgårs efter at jeg havde været på skadestuen i Holstebro. Jeg var der ikke på grund af disse skrammer på armen og i ansigtet, men…
…for at få ordnet et prolem med sort skidt, der var presset langt op under neglen. Lægen fandt saksen frem og gik til den med ildhu. Nej, jeg var ikke en helt. Han foreslog at lokalbedøve fingeren, og jeg tog taknemmeligt imod forslaget. Billedet er taget nogle timer senere, da forbindingen skulle skiftes første gang.
2 dage efter uheldet sad jeg så over for Inge på vej til København. Jeg havde en aftale med vores brillemand om at få et synscheck og nye briller. Dem, jeg kigger igennem her, er beskadiget og er, fornemmer jeg her i skrivende stund, også slået skæve.
Men hvordan kunne det komme så vidt. Jo, jeg ville optræde som god samfundsborger og fjerne en rist med ca. 10 cm høje pigge, der lå på vejen med piggene strittende lige i vejret. Den lå i begyndelsen af Fælledvej på Jem & Fix siden og ville punktere ethvert dæk, der kørte over den, og måske få en knallert eller motorcykel til at styrte. Jeg standsede bilen, fik stoppet bilen der kom bagfra inden den kørte over risten. Steg ud og om bagved for at samle den op og lægge den ind til siden. Da er det, at jeg styrter. Heldigvis ikke ned over risten, men ind i rabatten mellem fortov og vej. Der var nogle sten og derfor priser jeg mig lykkelig over, at skaden var så relativt beskeden og begrænsede sig til få kradser i ansigtet og på armen. Det med fingeren bemærkede jeg først da jeg kom hjem. Og særligt næste morgen da den var hævet og pulsen dunkede i den. Jeg oplevede at ringe til Lægevagten, som straks reserverede tid på skadestuen, så jeg oplevede minimal ventetid der.
Vi har mange gange haft stillekupeen for os selv og derfor kunnet snakke stille og roligt sammen. Men denne gang steg en medpassager ind og begyndte at tappe på sin laptop – men han sagde ikke et ord!
På hotellet lykkedes det at få værelse på 4 etage som sædvanligt og denne gang også et af de nyrenoverede værelser. Vi gik derefter direkte til brillemanden, hvor jeg fik synstest og valgt stel til de nye briller. Imedens adspredte Inge sig med Apple-ure i en nærliggende butik.
Så gik vi sammen på apoteket og hen på hotellet.
Klokken var blevet 5 et sted i nærheden af København og vi trængte til et glas hos Nebbiolo i Store Strandstræde. Efter at have vederkvæget os der, spiste vi hos Løgismose på toppen af Illum et helt enkelt måltid, bestående af brød, Brie de Meaux og hvidvin.
Vi var også inde om Arnold Busck for at købe “Hundrede Kærlighedssonetter” af Pablo Nerudas. Vi havde lært om dens eksistens i “At høre hjertet slå” af Jan-Philipp Sendker.
Ved 8-tiden var vi på vej tilbage til hotellet. Ved “Joans Pølser” mindedes vi med vemod “vores” Joan.
Ved hotellets kaj glimrede en 2-mastet skonnert. Det var jo næsten som hjemme i Struer 
Klokken var kun omkring 9, men jeg følte mig lidt træt og klar til at krybe til køjs. Men så nemt gik slutningen af dagen ikke. Det nyrenoverede værelse var et af prototype-værelserne og det var gået stærkt med monteringen af det, for elektrikeren havde ikke trukket kabler korrekt til kontakter, så det var umuligt at slukke lyset i loftet med mindre man afbrød elektricitet fuldstændigt.
Vi forhørt os i receptionen om de ikke kunne bringe det i orden. Conciergen forsøgte forskelligt, og meldte tilbage at den eneste løsning han kunne finde var at vi hver fik en lommelampe og så slukkede lyset i væreslet totalt.
Det brokkede vi os stilfærdigt over og han ville se, hvad han kunne gøre.
Så var der ikke mere vi kunne gøre i aften.