12. maj 2018

06:16 Frejas fødselsdag – kan kun blive fint vejr 

Vi havde sovet i et værelse uden elektricitet og med en lommelygte til hver, når vi skulle på toilettet eller andet i nattens løb. Det var virkelig et prototypeværelse, der egentlig kun var lavet for sammen med et andet prototypeværelse at blive vist frem i begyndelsen af moderniserings-projektet, for hotel-ledelsen, så den kunne beslutte, hvordan resten af de mange værelser skal moderniseres. Det var sjusket lavet, og den næste overraskelse der skete var i badeværelset, at bruserens varmt/koldt-vands-håndtag faldt af og larmende ramte stengulvet. Fliser flugtede heller ikke ordentligt i badekabinen.

Jeg talte med receptionen om værelset og mindede om, at der var blevet lovet et andet værelse fra og med i dag. Bragte på bane, at det ikke var fair, at vi skulle betale fuld rate for det ufunktionelle værelse. Fik at vide, at prisen kunne man ikke gøre noget ved, men man ville gøre noget andet. Lige nu skulle vi bare pakke vores sager, så ville de blive bragt til det nye værelse, så snart det var parat.

Over morgenmaden på Emmerys hønsepind ved vinduet bemærkede vi en usædvanlig samling Fiat’er. Den, der vakte mest opmærksomhed blandt forbipasserende, var ikke overraskende den gamle hvide parkeret ovre på den anden side af gaden.

Tilbageturen fra morgenmad gik bagom Skuespilhuset og ud på Kvæsthusbroen. Herfra direkte udsigt til majestætens bolig (tv) og Kronsprinsparrets (th). Ingen af dem er imidlertid hjemme, men der flages ovre på Christian VIII’s palæ. Måske er prinsesse Benedikte her som vikar for storesøster 

Efter en indkøbsrunde nåede vi til Royal Smushi…

…hvor vi spiste smushier, 3 til hver, og fik hvilet lidt ud og forkælet os selv med øl og vin. Jeg fik en Wibroe pilsner og det fik mig til at tænke på Jørgen, for den havde han som regel i huset og snakkede meget om den. Hvad han fortalte, husker jeg ikke, men det er vist en nordsjællandsk øl…

Flere indkøb, flere butikker. Her fik jeg nye bukser og ekspedienten mente nådigt, at jeg aldersmæssig ikke skulle have de helt smalle – han var nu vældig flink.

… og det krævede mere stamina. Denne gang i form af en forårskage og en nøddekage og mild kaffe hos La Glace, hvor der var stille og roligt, da vi kom…

Tilbage på hotellet var det nye værelse klart, og vi gik derop. Designet var meget bedre her og virkede mere “færdigt” og lyset duede, så vi behøvede ikke lommelamper. Bagagen var der som lovet og en spand med kold champagne og en bakke med chokolader, samt Gutscheine til baren. Hvad mon jeg har travlt med på min smartphone?

Ifølge Løgismose er deres ristede hasselnødder verdens bedste. Det synes vi også og derfor gik vi op til Toldboden for at købe nogle. Samtidig spiste vi aftensmad på Havnegrillen med et stort krydstogtskib i baggrunden. Vi bryder os ikke om at have sådanne masto-donter ved kajen. Man får næsten klaustrofobi af det og så er udsigten væk.

Vi fik en gang pub-food, som ikke var specielt inspirerende. Her har jeg igen min smart-phone fremme. Hvad mon er så vigtigt, at jeg sidder og kigger ned på den lille skærm i stedet for ind i Inges kønne øjne? 

Jo, denne gang var det legitimt! Vi havde lidt whatsapp-udveksling med Roland. Han har været her før, men jeg indrømmer, at det ikke er helt ligetil at gætte 
Dejligt at følge hans og Katys færd på tværs af Canada.

Tilbage i det “nye” hotelværelse” har jeg både benene og Macbook’en oppe. Mon jeg har travlt med at arrangere juni-ferien og kigger på Google Maps, korresponderer med hoteller og/eller checker regionerne ud for interessante seværdigheder? Nej, Inge havde bemærket, at der stod et skilt i foyeren, hvor der var vist et kort med hvilke gader, der vil være spærret i morgen.

Vi havde bemærket, at der var usædvanligt mange mennesker i byen i dag. En af årsagerne kunne være, at der er arrangeret Copenhagen Marathon i morgen. Veje vil være spærret, og taxier kan ikke køre frit i alle de involverede gader. Det giver os en udfordring i morgen, når vi skal til hovedbanegården. Vi taler allerede om at gå dertil – der er jo 4 hjul på hver kuffert.

Vi pakkede kufferterne, så der i morgen tidlig vil være et minimum at ordne, så vi var parate til at tage afsted tidligt.


 

This entry was posted in København maj 2018. Bookmark the permalink.