Inge kunne på sin vej ned i restauranten berolige sig med, at hun var i den grønne tids-zone, hvor der sjældent vil være kø.
Men først skulle hun ud for at samle skridt til armbåndsuret. Undervejs skridtede hun terrassen af. Jeg er inde bag vinduerne på højre side. Disse støttepiller til venstre imponerede mig fra jeg så dem, for jeg gættede på at de er lavet af støbejern, og ikke beton. De er fra æraen, hvor alt kunne laves i støbejern og stål 
Inge kom rundt om bygningen og så “Titanic” nede fra udkørslen til Great Howard Street. Hun har altså stået med ryggen til den ene Dock Wall og kigget op til den anden. Gad vide, om der var spærre-anordninger til disse udkørsler, hvis det skulle blive alvorligt højvande. Men det var måske ikke så stor en trussel som tyverier…
Og her er Inge ved hovedindgangen. Fint, at hun fik taget dette billede, for ellers havde vi ikke haft et ordentligt af den. Den er egentlig ret undseelig – slet ikke prangende, hvilket er tilfældet ved mange hoteller.
Over hovedindgangen, oppe på taget, holdt en flok måger til. Når de blev forstyrret, lettede de ud over pladsen her, og lettede sig selv – ud over bilerne, der holdt parkeret her. Og det var vores Jaguar, der tog broderparten af guanoregnen. Men det vidste jeg ikke noget om, medens det stod på.
Bilen var, for at sige det direkte, overbeskidt af mågerne. Der var ikke vand og klud med i lejemålet, så vi måtte forlade hotellet i en overbeskidt bil 
Men først skulle der betales for opholdet, dernæst skulle vi have Captain Smith med os hjem til samlingen af små ænder. Ikke fordi han var en helt, fordi…
Smith failed the passengers and crew of Titanic. He failed to heed ice warnings, did not slow his ship when ice was reported directly in his path and allowed lifeboats to leave the sinking ship partially filled, unnecessarily adding at least 500 names to the list of the dead.
…men han er en af de mest interessante ænder, vi har set. Derfor er han velkommen i sam-lingen – også fordi vi med købet støttede et eller andet veldædigt formål for børn
Vi forlod altså hotellet med guano på taget. Men der skulle være en service station lige uden for hotellet, forklarede den unge receptions-prins. Så jeg tænkte på at få en ren bil – og derefter køre i gentleman-stil videre ud til Anglesey.
Men den service station lå ikke lige uden for hotellet, så vi kom på motorvejen med guano på taget. Ikke at det generede os inde i kabinen, for der var knapper nok til at distrahere, og det var prima vejr.
Kørte ind til en service station ved motorvejen, men resultatet var nedslående. Der var ikke nogen vaskehal eller spand med vand og børste. Men vi havde en flaske vand – dog ingen papir. Løsningen blev det papir, der især hænger til dielselbilister og det brugte vi meget af. Det lykkedes nogenlunde at fjerne skidtet. Vi fortsatte.
På Rolands råd svingede vi ind til Waitrose på Anglesey lige efter the Menai Bridge. Her købte vi vin og øl og vand til opholdet her på øen. Vi var tilfredse med udvalget hos Waitrose, hvilket den fyldte indkøbsvogn vidner om. Og en luksus var det at kunne rulle den ud til bilen, åbne for det store bagagerum og bare lægge sagerne ind ved siden af de 2 store kufferter.
Det gode vejr holdt til vi kom ud til the Oystercatcher. Vi havde aftalt at mødes der til en fælles frokost ligesom sidste gang vi var på Anglesey. Og nu begyndte havgusen at gøre sig gældende. Men vi fandt et bord oppe i det gule hus til venstre på balkonen. Her ville vi være beskyttet, hvis havgusen skulle udvikle sig. Vi installerede os lige så stille, for kort tid forinden havde vi fået en sms om at de unge mennesker lige straks ville ankomme.
Roland og Katy og the Grand-Hounds ankom ca. 13:15 i deres nye bil og kunne hilse på Inge allerede på parkeringspladsen, for hun var ude for at samle trin og hente briller i bilen.
Det var dejligt at se dem igen. Da jeg gav Roland en krammer bemærkede jeg, som sidste gang, at han er “arm” som Hjalmar ville have sagt. Han har ikke meget sul på kroppen – lidt ligesom the Hounds
Dem blev jeg betroet opsynet med, medens Roland og Katy gik ned i restauranten for at bestille mad og benytte faciliterne. Af billedet fremgår helt klart, at det ikke er mig, deres opmærksomhed er rettet imod. Nærmere deres ejere
Havgusen er stadig lidt ude i det fjerne, men der er blå himmel omkring os.
Inge fik stuffed crab, eller noget i den retning. Den ret ville Roland også gerne have haft, men udfordringen på party-fronten i aftes fik ham til at vælge…
…Fish & Chips. Jeg bestilte det samme som ham. Man er vel i Storbritannien
Katy ønskede som sædvanligt et eller andet vegetarisk, og fik vist nok tomater og feta-salat til sine grønne asparges. Jeg mener at huske, at hun var tilfreds med måltidet.
Efter en sådan lunch var det eneste logiske næste skridt at gå ned på stranden med hundene. Super dejligt var vejret blevet. Det Irske Hav glimtede i solen. Hundene var ivrige.
Hunden løber på forventningen om, at Rolands arm fortsætter sit sving og at bolden vil komme i syne foran sig, lader det til. Det gjorde den så også
Jeg havde desværre den kedelige tendens på vej til og fra stranden at gå bag ved de andre. For at fotografere, men personer bliver så nemt for små. Som en anden drengerøv havde jeg også travlt med at fotografere nogle jetjagere, der larmede over os. De blev også alt for små (Ja, der er grænser for, hvad man kan med en lille mobiltelefon).
I et selverkendende øjeblik ser jeg, at det i begge tilfælde havde det været meget, meget bedre at gå sammen med Roland og Katy og Inge og snakket og leet, og have haft det som et godt minde, i stedet for nogle relativt intetsigende billeder 
Roland og Katy og the Hounds kørte i forvejen. Jeg kører alligevel ikke så hurtigt som Roland. Er for gammel til det, og alt for gammel til at gøre det i “den forkerte side” af vejen. Men vi kom også frem til rejsens endemål. Her lod jeg Roland parkere bilen omme bag huset, for under sidste besøg var jeg ikke så heldig med min parkering. Det gjorde han fint, og jeg stod her ude på gårdspladsen og svingede med armene, som om jeg var tidligere ansat på Storebælts-færgerne tilbage i 1960’erne med ansvar for at dirigere biler ind på dækket
Vejret var stadig helt stille og vi gjorde det naturligste i verden: tog noget at drikke uden-dørs. Det var herligt at opholde sig her, og snakke helt afslappet. Selv hundene er afslappede. De går frit rundt her inde på grundstykket.
Det er simpelthen et dejligt sted, de har fundet herude på vestsiden af Anglesey. The Cottage er veldisponeret med 2 dobbeltværelser med en suite badeværelser og der er masser af plads til the Hounds. Stranden er ikke langt borte, klippekysten er spændende og der er gå-muligheder i 3 retninger og en meget varieret udsigt.
Og udsigten – den er simpelthen fantastisk!
…inden vi gik ned på stranden allesammen. Roland og Katy har alt grejet til at adsprede hundene og sørge for, at de ikke efterlader høm-hømmer på stranden.
Der er simpelthen så fint slebne sten på denne strand, så jeg ikke har set noget lignende noget steds. Jeg gik derfor straks i gang med at samle sten til at male på. Den lille hvide prik i øverste højre sektor af billedet er Inge. Hun kigger vist også efter sten.
Fra mit søgefelt kunne jeg se Katy og Roland lege bold med the Hounds. Stranden her er fantastisk til netop dette. Og for os er den spændende på grund af tidevandet og klippekysten.
Roland lavede aftensmaden med mig som køkkenskriver og derefter ventede solen ikke. Alle mand af huse igen, inklusive de to store hunde, for at komme tidsnok hen på klippen til at have det fulde overblik over solens nedgang.
Det var dejligt igen at være sammen med Katy og Roland herude på vestsiden af Anglesey. Jeg observerede Roland i det stille. Han er 40 år, kun fine rynker ved øjnene. Ingen grå hår. Han er i godt humør, selv om i dag er lidt belastet af et party, han var til i går aftes. Det var vist noget med en cocktail i en køkkenvask Han konverserer let og flydende om alle emner vi kommer ind på – en rigtig gentleman!