Ja, det går fremad mod lysere tider, men det er ikke til at se om morgenen ved 8-tiden. Små stjerner får vi ikke med på mobilen, men en planet blev det da til. Hvilken mon det er, Inge så der?
Da himlen blev fotograferet, var jeg nede i morgenmadsrestauranten og langt henne i forberedelserne af vores måltid. Der mangledes lige at knipse en avisforside. Det blev så denne med tilvæksten i den danske folkekirke. Jeg tænkte på, hvad der ville ske med fyren her, hvis han en dag vendte tilbage til Mellemøsten. Ville han der være en udstødt religionsforræder, som alle rettroende pligtskyldigt bør dræbe? Ikke en rar tanke på juledag.
Inge havde lidt held med vejret på sin gåtur – i hvertfald, da hun gik hen forbi Solnedgangspladsen. Jeg gætter på, at hun gik østpå gennem sommerhusområdet og måske helt ind i Skagen by 
Imedens begyndte jeg på karusselhest nr. 2 og har her fået skitseret, hvordan jeg forestiller mig manen, øjne og næsebor. Min kunstneriske frihed tillader mig at se bort fra munden og eventuelt seletøj. Billedet viser, at det ikke er fra perfekte manglebrætter, at hesten stammer. Men det var meningen, at sliddet og imperfektionerne skulle ses, så tidens tand også havde sit fingeraftryk på projektet – og har således intet med min medfødte og velplejede dovenskab at gøre 
Først på eftermiddagen kom billeder fra Roland og Katy. På et af dem viste de, hvordan de 2 bind om Limfjorden, som de kaldte Coffee Table Books, passede fint på deres coffee table. Bøgerne var en Lillejuleaftensgave.
At der i dagens afsnit af Livet Undervejs mangler et billede af varm chokolade med koldt flødeskum skyldes ikke, at der manglede dette lækkeri. Naturligvis fik vi den, men det var klokken 3, og nu er klokken blevet 18:10.
I aften, her i Kaminstuen, fejrede jeg julen med en “Klitnisse” fra Skagen Bryghus, og medens jeg drak den og samlede appetit, kiggede jeg på dette maleri i baggrunden. Jeg kan godt lide det. Det er enkelt i sin komposition, men har meget “Skagen” i sig form af de gule huse og linien mellem hav og himmel.
Nu vi er inde på billedkunst i hotellet, så hørte vi forresten – sådan en passant, da en dame passerede forbi i receptionen og halvhøjt spurgte en medarbejder om, hvor det var, at Arnoldis billeder hænger – at de hænger i den gang i stueetagen, som vi går igennem flere gange om dagen. Vi vidste bare ikke, at Per var penselføreren bag.