Den lokale ugeavis takkede os – læserne – for året, der er ved at løbe ud for dage, og med festfyrværkeri over folden ønskede den os alle et rigtigt godt nytår. Det håber vi, at det bliver.
Da jeg kiggede op fra avisen forevigede Inge mig – troede jeg. Men i virkeligheden var det for at vise, at det ikke er alle steder sort/hvide fotografier er interessante: Mad duer ikke i sort/hvid. Er der feks. mælk eller appelsinsaft i glasset til højre, og hvad er der mon i skålen i forgrunden og hvilken dunkel drik er der i de små glas til venstre? 
Det var altså ikke i begejstring over, at alle morgenmadsforberedelser var på plads, da hun kom til morgenbordet: vitaminshots bestilt, brød skåret, vand til rejsepulveret og frugtsaften skænket. Kun manglede bestillingen af den varme æggeret – men på dette tidspunkt var der måske allerede disponeret
Ordet “disponere” hørte vi en aften fra nabobordet i Brasseriet. En af gæsterne spurgte de andre ved bordet, om “de var klar til at disponere”, og hermed mente han “at bestille hos tjeneren”, for alle nikkede og vendte ansigterne mod tjeneren, der stod klar med blokken.
Minsandten om ikke solen var nådig her til morgen! Omkring 09:30 var den så højt oppe på himlen, at den kunne kaste sit lave lys ind over byens tage, dog endnu ikke på den famøse grevelige byggegrund i forgrunden. Vi lærte iøvrigt forleden, da vi spurgte receptionisten om byggegrunden, at de hvide kanter på de røde tegltage kaldes “blonder”. Ja, hvorfor ikke
Inge var allerede ude at gå, da jeg satte afsted. Min agt var at gå op til enden af Buttervej for at se, hvad der er tilbage af det gamle Højen Fyr. På vej dertil, på Hamiltonvej, mødte denne viking mig. Han står lidt på lur inde i en villahave, og selve villaen ligner noget en nordmand har bygget for at komme så tæt på Valhal som muligt – men det er naturligvis bare et gæt, som muligvis er påvirket af den lydbog jeg hører for tiden. Den handler om krigene i det, der senere blev England, mellem sakserne og vikingerne
Inge havde også et mål for sin gåtur. Hendes var urnekirkegården i Skagen, hvor hun ville se, hvordan Knuds grav fremstod her midt i den mørke juletid. Den var omkranset af en “Græsplænepyntning” i form af en granguirlande,
Den passede fint omkring stenen og Knud vill være tilfreds.
Nogenlunde samtidig var jeg oppe i nærheden af Buttervej og kunne herfra se Inges og min gamle arbejdsplads. Mere korrekt, jeg kunne se det af arbejdspladsen, der er over jorden. For det meste opholdt vi os under jordoverfladen – nemlig i den bunker, som radartårnet står på 
10 minutter senere var jeg ved resterne af Højen Fyr. Det lave tårn var her endnu i “i min tid”, men nu er det ikke længere at se. Egentlig synd, syntes jeg med nogen nostalgi i sindet, da jeg stod her.
Jeg besluttede mig at gå tilbage langs stranden. Undervejs gjorde jeg mig umage for også at få et billede af edderfuglene. Lidt svært med en mobiltelefon, og de er kun synlige her, fordi dette billede er et udsnit
Det var en lidt barsk tur, men for det meste gik jeg helt oppe ved klitskrænten. Der var en smule læ for vinden og stranden var relativt hård og bedre at gå på deroppe end på de mange småsten ved vandkanten – hvis man kan kalde det en vandkant, sådan som den rullede frem og tilbage med dønningen.
Min gåtur havde ifølge min app varet halvanden time og bragt mig 7.3 km rundt i omegnen. Inges var naturligvis meget længere, men midt på dagen var vi sammen på hotellet og kunne følge den nye vane med en middags-snack og til mig en Nespresso – og klassisk musik fra TV’et.
…og sådan var udsigten fra Inges stol, hvor hun sad og strikkede og læste og lyttede
Jeg troede, at vi havde været helt pjattede efter den varme chokolade med koldt flødeskum, siden vi efterfølgende lavede denne groufie. Men billedet blev taget for at demonstrere, hvad et rød-filter på cameraet gør, og hvorfor det ofte benyttes til sort hvide portrætter.
Efter aftensmaden, Ruths fiske & skaldyrssuppe med hvidløgscroûton, bemærkede vi at en pianist var aktiv ved pianoet. En ung mand, som spillede udmærket. Så vi satte os med resten af øllet og vinen for at lytte lidt til hans musik. Meget hyggeligt at sidde her, syntes jeg, og undrede mig over, hvordan han kunne huske alle sine numre udenad – og det så godt, at han havde plads til at improvisere over de forskellige temaer.
Han holdt pause og gik lidt rundt i kaminstuen.
Da han kom hen forbi, hvor vi sad, indledte vi en samtale med ham. 20 år gammel var han, stadig i gymnasiet, og meget optaget af musik. Blandt andet var han interesseret i “fusions-musik”! Det havde jeg aldrig hørt om.
Så jeg måtte lede efter en forklaring på nettet. Wikipedia forklarer:
“Fusionsmusik er en musikstil, hvor elementer fra flere anerkendte stilarter bliver inddraget. Mest brugt om fusion mellem jazz og rock, en musikstil som havde sin storhedstid fra slutningen af 1960’erne frem til midten af 1990’erne.”
Hvad angik sit klaverspil, var han for tiden optaget af at variere over anslag
Inden vi gik op på værelset, foreslog Inge at vi sendte dette billede af 2 gæs + 1 gase til Whaley Bridge. Her er ikke benyttet rød-filter, så der er ikke nogen hjælp til at forskønne den gamle gase
Inden sengetid var jeg blevet færdig med karusselhest nr. 2. I allersidste fase var hestehalen blevet modificeret, efter at Inge havde påpeget, at den var for tynd i begyndelsen og at den startede for langt nede på bagdelen