07:20 var jeg lige ude for at fornemme vejret – der var Frühnebel heroppe i højderne. I stueetagen i bindingsværket overfor er der ifølge…
…nøglekortets punkt (7) das Sonnenland. Nej, det er ikke et solarium, men hotellets butik, hvor der sælges “…Weinen aus aller Welt, zart schmelzende Schokolade, aromatische Gewürze und vieles mehr” 
Inde igen, ved morgenbordet kunne jeg læse hotellets “dagblad” for i dag, torsdag, og herved få en idé om hvilket vejr vi ville køre fra, hvad køkkenet gerne ville tilberede os her til morgen, samt et citat af Albert Schweizer: “Erfolg ist nicht der Schlüssel zum Glück. Glück ist der Schüssel zum Erfolg. Wenn du liebst, was du tust, wirst du erfolgreich sein”.
Den lokale avis beskæftigede sig – over folden – hovedsageligt med den store tilbagegang i friluftbadenes kundetilstrømning i sommerens løb. Hovedårsagen er det dårlige vejr, der har plaget folk denne sommer. Dog kan Frankenbergerne ved læsningen glæde sig over, at netop deres friluftsbad var blandt dem med mindst tilbagegang i antal besøgende 
I aftes sad vi ved bordet forrest til venstre i billedet. Her til morgen ved det bord, jeg havde udset mig til os, men det var reserveret da. Herfra er der blik ind i nabolokalet og helt ind i rummet med morgenmadsbuffetten. Ganske hyggeligt sted og jeg fik i løbet af måltidet et bevis på, at hotellet var relativt godt belagt, for adskillige mappedyr af begge køn, samt turistrejsende som os indfandt sig lidt efter lidt. I aftes var der ikke lys i mange vinduer, da jeg gik en runde inden sengetid.
På hotellet var de generelt ikke så gode til at arrangere billeder på væggene – de kunne godt have brugt Inge som konsulent flere steder. Her har de samlet to billeder af etablissementet og den historiske nabobygning, det 10-tårnede Rathaus. Mon det har givet et par måltider til malerne, eller er de købt i en genbrugsbutik?
Medens jeg pakkede bilen og ordnede formaliteterne (og ved betalingen modtog et glas fedt med fedtegrever i) gik Inge sin morgentur. Hun gik op til die Liebfrauenkirch, det højeste punkt i byen, så det er ikke underligt, at tårnet er diset. Det er simpelt hen ein Wolkenkratzer her til morgen 
Oppe på Burgberg stod denne forvitrede mindesøjle fra 1798, som borgere i Frankenberg havde rejst som tak til og minde for en Oberst Todenwarth, der havde været en hovedkraft i omlægningen af borgruinen heroppe til det flade plateau og park, det nu er.
På den hvide tavle på siden af stenhuset nævnes obersten igen fordi han lod borgruinen jævne med jorden og skabte dette plateau. 101 år senere anlagdes denne “højvandsbeholder” som led i vandforsyningen.
Hun kom forbi dette farveorgie. Blomsterne minder mig om dem af papir, som vi skød af et stykke makaroni i skydeteltene i min barndoms Børnehjælpsdage
…og forbi et mindesmærke for byens mænd døde i den fransk/tyske krig 1870/71. Det er svært at se, men der er ret mange navne på tavlen.
Jeg slutter foto-turen med Inge ved at vise denne vinduesdekoration. Det er en, der er klar i spyttet vedr. sin positivde holdning til indvandring af flygtninge. The Incredible Hulk er lige så grøn nu om dage, som han var da Roland var lille dreng i Toronto
Omtrent halvvejs mod vores næste rejsemål havde vi en planlagt pause ved Maria Laach. Nogle gange tidligere var vi kørt forbi – eller relativt tæt forbi – stedet uden at besøge klosterkirken; men nu skulle det være. Og vejret var aldeles strålende for sådan en septemberdag. Wikipedia skriver bla:
Die Abtei Maria Laach ist eine hochmittelalterliche Klosteranlage. Sie ist an der Südwestseite des Laacher Sees gelegen, vier Kilometer nördlich von Mendig in der Eifel, und gehört zu der Ortsgemeinde Glees. Sie wurde als Abbatia ad Lacum, lat. für „Abtei am See“, später auch Abbatia Lacensis „Die zum See/Laach gehörende Abtei“ zwischen 1093 und 1216 als Stiftung Heinrichs II. von Laach und seiner Frau Adelheid erbaut. Ihren heutigen Namen erhielt sie im Jahre 1863. Die Abtei gehört zur Beuroner Kongregation des Benediktinerordens.
Die sechstürmige Klosterkirche, das Laacher Münster, ist eine gewölbte Pfeilerbasilika mit prachtvollem Westeingang, dem sogenannten Paradies (in dieser Art einzigartig nördlich der Alpen) und dem 1859 restaurierten Kreuzgang aus dem Anfang des 13. Jahrhunderts. Sie gilt als eines der schönsten Denkmäler der romanischen Baukunst aus der Salierzeit in Deutschland. 1926 verlieh Papst Pius XI. der Kirche den Ehrentitel einer „Basilica minor“.
Om det lille atrium, vi gik forbi på vej ind i kirken, skriver dens hjemmeside:
Der Kirche vorgelagert ist das Paradies, ein fast quadratisches Atrium aus dem 13. Jahrhundert, aus drei Flügeln mit offenen Arkaden. Es ist das einzige erhaltene Atrium-Paradies nördlich der Alpen. In der Mitte des Innenhofes befindet sich ein kleiner Garten und der 1928 von Br. Radbod Commandeur geschaffene sprudelnde Löwenbrunnen.
Kirkens indre med højalteret henne for enden, om hvilket kirkens hjemmeside skriver…
Beim Eintreten durch das Westportal fällt der Blick auf den östlichen Chorraum, in dem sich noch heute die Mönche zum Gebet und Gottesdienst versammeln. Unterhalb des großen Mosaikbildes des Pantokrator-Christus, ein Werk der Beuroner Kunstschule, in der Ostapsis befindet sich als Hochaltar ein Ziboriumsaltar, ein auf Säulen gestützter Baldachin aus dem Jahre 1256. Der Altartisch dient der täglichen Feier der Eucharistie.
Pantokrator bedeutet All- oder Weltenherrscher.
In der Westapsis ist das Pfalzgrafen-Hochgrab aus der zweiten Hälfte des 13. Jahrhunderts. Hier ruhen in einem Steinsarkophag mit holzgeschnitztem Deckel die sterblichen Reste des Stifters Pfalzgraf Heinrich II.
Denne sarkofag syntes jeg godt om. Der var noget mere folkeligt appellerende og “levende” over dette mindesmærke, end det normalt er tilfældet med billeder og figurer hugget i sten – jeg viser hermed min “folkelighed”
Der Kryptaraum ist durch die erstmalige Feier der Gemeinschaftsmesse in Deutschland in die Geschichte der Liturgischen Erneuerung eingegangen.
Von der Muttergotteskapelle aus steigt man zur Krypta hinab, dem ältesten Teil der Basilika. Sie wurde unter Pfalzgraf Heinrich begonnen und zum Teil fertiggestellt. Die hohen Basen an den Kalksteinsäulen und die klaren Würfelkapitelle erinnern an die Speyerer Domkrypta.
Vi besøgte klosterets cafeteria og fik der igen bekræftet, at vores appetit ikke er på højde med etablissementets målgruppe. Inge fik frisklavet Käsebrot med nok til 2 personer, og…
…jeg Schinkenbrot, som jeg lige kunne klemme ned. Måske ville alt være anderldes, hvis vi var cyklet hertil
14:15 krydsede vi grænsen til Luxembourg. Køreturen gik relativt problemløst, indtil der var 2 km tilbage før vi nåede destinationen! Luxembourg får installeret nye sporvognslinier og med de indskrænkninger det arbejde medførte på infrastrukturen for biltransport, var det som om biler og busser kørte i lim.
Hotellet lå på pladsen af samme navn: Place d’Armes og det kunne man ikke køre til ved at følge sin bilnavigator. En email havde i god tid informeret os om, hvordan vi dog skulle komme frem. Formelen var: Kør ad Avenue Marie-Therèse til De kommer til Rue Philippe II (billedet) og kør ind ad den – selv om det er gågade – og 3 blokke længere fremme drejer De til højre ad Rue Genistre. Så kommer De lige til hotellet på La Place d’Armes.
Det viste sig at holde stik.
Vi kom fint frem til Place d’Armes…
…hvor vi checkede ind på det lille hotel af samme navn. Som forventet tog hotellet sig af bilen – den kunne jo ikke holde ret længe på pladsen foran
Klokken var lidt i 4, da de administrative og naturlige formaliteter var ordnet, og vi trådte ud af hotellet for at kigge på byen. Vi gik hen til Rue Philippe II (med den røde løber) og drejede til højre…
…forbi Chanel-butikken, hvor Inge bemærkede, at her havde vi nøjagtigt den model støvler, som Charlotte havde set sig varm på. Dette faktum kom til at spille en lille rolle senere i vores korrrespondance med Charlotte …
…og ind i en lille sidegade med små butikker. Vi ledte efter en Café, men fandt i stedet en 2-dames virksomhed ved navn “Rawdish” der laver grøntsags-smoothies og lignende. Alt det, som Charlotte drømmer om (nu jeg lige nævnede hende).
De havde, hvad vi kunne tænke os lige nu, så 5 minutter efter sad vi her i en tidligere skobutik og sugede Cold Pressed Juice i os. Min var en “Beetbanger-Detox” og mon Inges var en “Pocahontas-Immunity”? Hold kæft, hvor vi bliver checkede med dette nyerhvervede ordforråd
Vi trængte sandelig også til denne styrkning. Dagens rejse havde varet knap 7 timer inklusive opholdet ved Maria Lach (den røde pil) og strakt sig over 353 km.
Maria Lach var nok det laveste punkt på højdekurven – troede jeg, indtil jeg læste, at vulkansøen Laacher See, som klosteret ligger ved, befinder sig i 275 m over havet! Jeg kiggede nærmere efter og kunne konstatere, at det laveste punkt indikerer, hvor vi krydsede Rhinen ved Koblenz. Nemt at tage fejl
På smoothie-baren sad vi i ca. 315 m højde…
Vi kom alligevel lidt rundt. Her krydser vi Place Guillaume II med retning mod rådhuset (tv) og katedralen Notre-Dame med de 2 tvillingetårne. Om pladsen skriver wikipedia:
The square was originally the site of a Franciscan monastery, hence the colloquial name. However, in 1797, during the French Revolutionary Wars, the monastery was dispossessed by occupying French soldiers. In 1804, the visiting Napoleon presented Place Guillaume II to the city as a gift. In 1829, plans were put in place to build a new town hall on the square, based upon the plans of Belgian architect Justin Remont. That same year, the deconstruction of the former monastery was completed, the material from which was used in the new building.
The town hall was completed in 1838, and first used by the city council, chaired by long-time Mayor François Scheffer. However, due to the ongoing Belgian Revolution, the official unveiling could not be held at the time. Instead, the town hall was officially unveiled on 15 July 1844 by Grand Duke William II, as was the statue in his likeness in Place Guillaume II.
Vi gik ind i katedralen, hvor mit første indtryk var, at her er god plads.
Die Kathedrale unserer lieben Frau von Luxemburg (luxemburgisch Kathedral Notre-Dame, französisch Cathédrale Notre-Dame de Luxembourg) ist ein römisch-katholisches Gotteshaus in der Stadt Luxemburg und Kathedralkirche des Erzbistums. Die Luxemburger bezeichnen das Gotteshaus auch als Mariendom.
Sie wurde an der heutigen Stelle als Jesuitenkirche errichtet, die Grundsteinlegung erfolgte 1613. 1794 nahm die Kirche das Gnadenbild der Stadt- und Landespatronin Trösterin der Betrübten auf und wurde Zentrum der Muttergottesoktave. Zuvor verehrte man die Marienfigur in der zerstörten, später wieder aufgebauten Glacis-Kapelle. Rund 50 Jahre nach der endgültigen Übertragung erhielt die Jesuitenkirche den Weihetitel Liebfrauenkirche. Im Jahr 1870 erhob sie Papst Pius IX. zur Kathedrale Unserer Lieben Frau. 1935 kam es zu Umbau- und Erweiterungsmaßnahmen.
Koret var forsynet med prægtige mosaikvinduer, der giver en flot baggrund til den lille gyldne figur på alteret.
Hovedpersonen her er damen i den gyldne brokade: Die Trösterin der Betrübten.
Das etwa 73 cm große Gnadenbild, aus Lindenholz geschnitzt, ist eine Marienstatue, die das Jesuskind auf dem linken Arm trägt. Der rechte Fuß zertritt den Kopf der Schlange, und zu ihren Füßen liegt der sichelförmige Mond. Die Statue stammt wahrscheinlich aus Montaigu in Belgien.
Se, jeg er i tvivl om dette er den berømte restaurerede lindetræsfigur af Maria med lille Jesus på armen, som er iklædt en gylden brokadekappe – eller om figuren står et helt andet sted i katedralen. Husker dog ikke at have set den, og har ikke noget billede af den “upåklædt”. Jeg ville gerne kunne løft en flig af kappen…
I katedralens underetage findes den storhertugelige krypt, som 2 store bronze-løver symbolsk passer godt på. Altså er vi lige nu i Luxembourgs Roskilde Domkirke
Ude i det gode vejr gik vi den korte tur hen til Chemin de la Corniche for at kigge ned over slugten til bydelen Grund. Ude i baggrunden ses de moderne kontorbygninger i bydelen Kirchberg, hvor bankerne holder til.
Vi står i øjeblikket her. Receptionsdamen havde med sin grønne pen malet Chemin de la Corniche. Den var et absolut must, mente hun. Det mente jeg og adskillige – men dog ikke alt for mange – turister også, og sandsynligvis benyttede de et turistkort magen til vores. X’et med en cirkel om oppe i venstre hjørne viser hotellet (når receptionister skal forklare, hvor noget er, så starter de oftest med at sætte et kryds med en cirkel om og siger “Her er vi”. Klogt nok. Katedralen midt i kortet fik også en cirkel. Det samme fik elevatoren (lige under den røde pil) ned i slugten og udsigten fra Place de la Constitution (til venstre midt i kortet). Så der var nok at kigge på!
Lidt længere henne ad Corniche’n fik vi et godt blik ned på kirken St. Jean du Grund bag den store lyse klosterbygning Abbaye de Neumünster i højre side af billedet. Efter den franske revolution i 1796, som også spredte sig til Luxembourg blev klosteret opløst og straks benyttet som fængsel – en funktion stedet desværre har haft af og til siden:
In 1798, the French authorities installed a prison and a gendarmerie barracks in the former convent…
…In 1867, when the Prussian garrison left, the abbey was again converted into a prison. Since 1830, Luxembourg had been short of prison space because the convicts who from 1815 to 1830 had been held at Vilvoorde and Antwerp were returned to Luxembourg after the Belgian revolution. From 1869 to 1985, the men’s prison was housed on these premises. To give the prisoners something useful to do, the Tutesall – now the Robert Krieps Building – was built. Here the men were employed making paper bags and wicker chairs, binding books etc…
…Political prisoners arrested by the Gestapo between 1940 and 1944 were also held here before being transferred to Trier prison, Hinzert concentration camp or other destinations. For some – before they were deported to be executed – , a farewell wave or glance upwards to the Corniche of the old town was their last contact with relatives or friends who, from this vantage point, observed the comings and goings in the prison courtyard. Some 4,000 men and women passed through this prison during World War II, including members of the Luxembourg resistance, Italian anti-fascists and other opponents of the Nazi dictatorship…
I venstre side af billedet ses rester af Luxembourgs fæstningsværker, hvis tidligere betydning alle lader til at være enige om:
The Fortress of Luxembourg refers to the former fortifications of Luxembourg City, the capital of the Grand Duchy of Luxembourg, which were mostly dismantled in 1867. The fortress was of great strategic importance for the control of the Left Bank of the Rhine, the Low Countries, and the border area between France and Germany.
The fortifications were built gradually over nine centuries, from soon after the city’s foundation in the tenth century until 1867. By the end of the Renaissance, Luxembourg was already one of Europe’s strongest fortresses, but it was the period of great construction in the 17th and 18th centuries that gave it its fearsome reputation. Due to its strategic location, it became caught up in Europe-wide conflicts between the major powers such as the Habsburg–Valois Wars, the War of the Reunions or the French Revolutionary Wars, and underwent changes in ownership, sieges, and major alterations, as each new occupier—the Burgundians, French, Austrian and Spanish Hapsburgs, and Prussians—made their own improvements and additions.
Luxembourg took pride in the flattering historical epithet of the “Gibraltar of the North” as a result of its alleged impregnability. By 1443 it had only been taken by surprise by Phillip the Good. In 1795, the city, expecting imminent defeat and for fear of the following pillages and massacres, surrendered after a 7-month blockade and siege by the French, with most of its walls still unbreached. On this occasion, advocating to extend the revolutionary wars across the French borders, the French politician and engineer Lazare Carnot explained to the French House of Representatives, that in taking Luxembourg, France had deprived its enemies of “….the best fortress in Europe after Gibraltar, and the most dangerous for France”, which had put any French movement across the border at a risk. Thus, the surrender of Luxembourg made it possible for France to take control of the southern parts of the Low Countries and to annex them to her territory.
The city’s great significance for the frontier between the Second French Empire and the German Confederation led to the 1866 Luxembourg Crisis, almost resulting in a war between France and Prussia over possession of the German Confederation’s main western fortress. The 1867 Treaty of London required Luxembourg’s fortress to be torn down and for Luxembourg to be placed in perpetual neutrality, signalling the end of the city’s use as a military site. Since then, the remains of the fortifications have become a major tourist attraction for the city. In 1994, the fortress remains and the city’s old quarter were listed as a UNESCO World Heritage Site.
Men alt det vidste jeg ikke, da jeg stod deroppe på Chemin de la Corniche sammen med Inge
Medens vi stod der og betragtede udsigten blev klokken 5, så vi søgte tilbage mod bymidten. Inge havde bemærket en stor dør og at en eller anden havde åbnet den og var forsvundet. Måske kunne vi gøre det samme – og det kunne vi. Vi kom ind i underetagen på bymuseet, tog elevatoren op til gadeniveau og kom ud her Samtidig bemærkede vi, hvor flot det var blevet restaureret derinde, og noterede os, at her var det værd at komme igen.
Parlamentet var få skridt borte…
…og det samme var en vinbutik med smagemuligheder – også af røde og hvide fra Luxembourg Jeg spurgte bestyreren om, hvorfor netop denne adresse var valgt til en seriøs vinbutik. Var det på grund af de mange jurister og politikere, der huserede i kvarteret. Det vidste han ikke rigtigt, men kunne sige, at ejeren mente, at det nok ville gå her, selv om gaden hed Rue de l’Eau
En time senere var vi tilbage ved vores lille hotel på Place d’Armes (midt i billedet).
Vores lille hotel havde både Brasserie og Stjerne-restaurant, men vi var i underskud med pizzas, så vi gik hen på Brasserie de Cercle, hvis navn var inspireret af kulturcentret, det delte bygning med: Cercle de Cité. Vi var meget tilfredse.
Ved halv-9-tiden var vi tilbage på værelset – mætte og med en lille aftendrink i glasset. Værelset mindede mig lidt om en gammel lade, men jeg skulle nok sige: et gammelt loft
Der var loft (i ordets egentlige betydning ) til kip og bad en suite (faktisk en kubus placeret i rummet).
…og her blev vi bragt ajour med TV-serien “Eastenders” og kunne drikke godt øl til.
Bagefter måtte jeg et smut hen til Chanel-butikken. Og hvorfor det?
Jo, vi havde korresponderet med Charlotte og fortalt, at de støvler hun havde kastet sin kærlighed på, her i byen kunne erhverves for omkring 1400 Euro. Hun skulle i Paris betale 1850 Euro for dem. For nu at være sikker på, at vi ikke havde set forkert, smuttede jeg de 100 m hen ad gaden for at fotografere prisskiltet, der bekræftede de 1400 Euros. Vi blev ikke klar over hvorfor der var den prisforskel…..
Når jeg nu var henne i Rue Philippe II betragtede jeg nærmere det publikum, der var ude at shoppe i eksklusive butikker ved 21:30-tiden. De røde løbere var del af et aftenevent, hvor butikker inviterede på mousserende vin i glas med lang stilk. Om man skulle have et carton, for at komme ind, afprøvede jeg ikke Jeg havde jo også min gode øl henne på hotellet….