Inge introducerede mig til et par malerier, jeg ikke specielt havde lagt mærke til i går morges. En Monsieur og en Madame, som havde boet en etage højere i nabohuset, som nu er hotellets Michelinstjerne-restaurant, var blevet foreviget med pensel og oliefarver. Hvis nogen havde fortalt dem, at der her i stueetagen – 200 år senere – ville stå en dansk pensionist og kigge hen på lakserullerne, den friskpressede appelsinsaft, de sprøde croissanter… ville de nok have prikket sig på panden med pegefingeren og tænkt, at fortælleren var blevet forrykt.
Her på denne lørdag beskæftigede “Die Welt” sig med det triste ved at valgkampen istedet for at dreje sig om fremtiden, drejer sig om Mütterrente og PkW-Maut. At den endnu kan nå at blive spændende afhænger af Elend der Groko (Die Grosse Koalition) og den barnlige panik for det sølle AfD (Alternative für Deutschland).
Illustrationen er ellers fin med et maleri fra den dramatiske del af Rhinen. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis der er svinget ved Lorelei-klippen 
Udenfor på Place d’Armes var dagens Brocante (loppemarked) ved at begynde. Der blev stadig hentet ting og sager frem fra kasser og varebiler.
Vi fik også købt os en Jesus på korset til samlingen derhjemme. Denne model var interessant for os, fordi det ved nærmere undersøgelse viste sig, at den med stor sandsynligvis er håndsnittet. Snitteren har også økonomiseret med træet, for armene er snittet separat.
I den anden ende af pladsen bemærkede vi en yngre mand, som sad på den nu forladte hvide taburet (han står til venstre for de 2 damer, der med ryggen til os kigger på hans sager). Hos ham købte vi…
…dette magnetiske stykke souvenir, som den unge mand havde tegnet og derefter fået overført til magnetplader. Nu kan vi så, her efter rejsen, gætte på, hvor på pladsen denne lygtepæl står Den tanke faldt mig ikke ind, medens vi var i byen, men det er vel også underordnet. Han var en dygtig tegner og det var en god ide at få tegningerne omlavet til magneter, som det åbenbart er “in” for turister at købe med hjem til køleskabet…
Ca. 10 minutters gang fra hotellet i vestlig retning ad Ave. Emile Reuter findes Villa Vauban – et af Luxembourgs kunstmuseer.
The Villa Vauban is an art museum in Luxembourg City. Recently renovated and extended, it exhibits 18th- and 19th-century paintings acquired from private collections.
Built in 1873 as a private residence, the villa owes its name to a fort built on the same site by Sébastien Le Prestre de Vauban (1633–1707) as part of the city’s defences. An impressive section of the old fortress wall can be seen in the museum’s basement. The renovation work, completed in 2010, was planned by Philippe Schmit of the Luxembourg architectural firm Diane Heirent & Philippe Schmit. As a result of its innovative perforated copper cladding, the extension received the TECO Architecture Award in 2010. The museum is located in a park laid out by the French architect Édouard André (1840–1911), one of the leading landscape architects of his day.
Designed by city architect Jean-François Eydt, the residence was built by an Alsacian glove manufacturer, Gabriel Mayer, in a classical 19th-century style with a Neoclassical facade. It was located on a large plot which became available after the city’s fortifications were demolished, providing room not only for the residence and its stables but also for an extensive French-style garden. In 1874, it was acquired by steel manufacturer Charles Joseph de Gargan before it came into the hands of the industrialist Norbert Le Gallais in 1912. After acquiring the villa in 1949, the City of Luxembourg adapted it for rental by the ECSC Court Of Justice. In 1959, it was converted once again in order to house the art collections which are still exhibited there today. Grand Duke Jean and Grande Duchess Joséphine Charlotte lived there from 1991 to 1995 while renovation work was being carried out at the Palace.
Ja, det var dengang folk gik med handsker….
Interessant for os var en udstilling af en af fotografiets helt store personligheder, Edward Steichen. Hvorfor netop ham? Jo, han var født i Luxembourg og udvandrede som dreng med sine forældre til USA.
Ever since 1980, the collection of the Photothèque de la Ville de Luxembourg has housed 44 photographs by Edward Steichen (1879-1973), including 9 original prints. This collection will be featured in the exhibition, alongside a selection of paintings and sculptures by Luxembourg artists who were contemporaries of the renowned American photographer, from the end of the 19th century to the 1940s. The similarities of these works in terms of subject and composition underline the multifaceted relationships between Steichen’s photographic art and the art of painting.
Det første billede i udstillingen, som også er dens ældste, fra 1898, viser den 19-årige Steichen. Bemærk de lodrette linier på fotografiet og væggen. De var ikke synlige med det blotte øje, men kameraer fanger dem. Nem måde at gøre fotografier taget af udstillingsgæster ubrugelige i kommercielt henseende.
The collection features a broad range of Steichen’s work. The oldest photograph, dated 1898, is a self-portrait of Steichen at the age of 19, while the most recent, dated 1959, is a portrait of his third wife, Joanna. Other subjects include portraits of famous people, landscapes, still lifes, sculptural and architectural depictions, advertising, war documentation and nudes. The majority of the images date from Steichen’s most prolific and significant creative period, from the end of the 19th century to the late 1920s.
Interiørbillede fra museet. På afstand ses de mørke lodrette striber ikke 
“1934, tirage au gelatino-bromure d’argent” står der på etiketten. I dette lokale kommer der vandrette linier i stedet for lodrette i det første lokale.
Mellem fotoudstillingen og den næste satte vi os i et hvilerum…
…hvor jeg adspredte mig med at lave et pano-billede af, hvad vi kiggede ud på.
Bemærk, hvor meget babyen til venstre ligner en helt ung Napoleon Bonaparte Vi kigger på maleriet “En Moders Glæde” i udstillingen “The Course of Life”:
The exhibition showcases around 80 paintings, drawings and sculptures from different art periods. The works on display are part of Villa Vauban’s collection and depict the human life cycle from birth and childhood via adolescence and middle age up to old age and death.
Specially designed communication aids allow visitors of all ages to discover and appreciate the works of art (paintings by Adriaen van de Velde and Eugène Delacroix, among others) in an unusual and often playful way.
Her er rummet med malerier og rekvisitstativer.
“En Moders Glæde” lavet i 3D, så blinde også kan gå på museum. Det har jeg ikke oplevet før indendørs i et kunstmuseum. Udendørs, ja, med modeller i bronce af bygninger, f.eks. kirker. En vældig godt initiativ!
Particular emphasis is placed on people with disabilities, with all the stations designed so that everyone can use them.
Efter kulturoplevelsen i Villa Vauban gik vi diagonalt gennem byen til Cité Jucidiaire, hvor elevatoren ned til Grund findes. Den er inde i det lille hus med de mørke glasdøre.
Vi mente at kunne huske at Roland og hans gode venner var her på deres årlige drenge-rejse. De tog også turen ned med elevatoren
Indenfor er der en lille informationstavle til adspredelse, medens man venter på, at elevatoren kommer op.
Og her vises, at elevatoren ved siden af går 4 etager ned i et P-hus. Vi selv skulle på det nærmeste ned i en mineskakt
Den røde pil viser, hvor vi kom ud. Der var et vist leben hernede af, hvad jeg antog var turister allesammen 
Et spektakulært vue fra broen over Alzette.
På vej til kirken henvendte en meget venlig person – med badge, der viste, at han var turistfører – sig til os og spurgte om vi havde behov for hjælp. Han havde set mig stå og studere kortet. Inge sagde straks “Ja” og han forklarede os vej til kirken med den sorte Madonna, så vi var klar over at det var en vigtig ting, vi skulle se. Han fortalte os yderligere, hvad han mente, at vi skulle se, når vi nu var i “Grund”. Taknemmelige hilsener sendes til ham…
Vi fulgte Rue Münster hen til St. Jean du Grund om hvilken den grønne Guide Michelin kortfattet skriver:
Until the French Revolution, this church was part of the Benedictine Abbey of Munster. The current edifice dates from 1705. Inside, notice the three retables in the choir stalls in Flemish Baroque style, a 16th-Century Way of the Cross in Limoges enamel, the 18th Century organ and the Gothic baptism fountains. In one of the chapels (to the left of the nave), a gracious Black Virgin and Child, sculpted in 1360, is greatly venerated.
…for at hilse på den sorte Madonna, som holder til i et…
…mindre sidealter. Sjældent at se en sort Madonna og turistføreren havde ret. Dette eksemplar lod til at have en ophøjet plads i kirken og hun var smukt udført.
Ellers kan man sige, at kirken er rig på barokt interiør.
Vi fulgte ruten udpeget af den flinke turistfører og kom nu til Neumünster, som jeg introducerede i går, da vi kiggede ned på det tidligere kloster oppe fra le Chemin de la Corniche. Michelin’s grønne rejsefører skriver:
Neumünster cultural centre puts on a series of concerts, meetings and exhibitions. These events offer an opportunity to enter a 17C abbey steeped in history, having served as a prison, a military barracks, an orphanage and a military hospital. Nowadays, the former prison workshop is the Robert Krieps Auditorium (a 300-seat theatre). Permanent exhibition of the work of Luxemburger artist Lucien Wercollier (1908-2002), who created the sculpture The Political Prisoner.
Skulpturen har vi dog ikke set. Måske står den indendøre et sted heromkring?
Vi ville gerne have holdt pause ved restauranten nederst til venstre i billedet, men alt var optaget, så vi gik videre ad den anbefalede rute…
…som ledte os op på kanten af plateau du Rham, hvorfra der var en rigtig udsigt over til byens centrum.
Lidt længere henne blev vi, hvis vi havde læst denne planche, gjort opmærksom på alt det gode byens beplantning gjorde for les luxembourgeois. Det behøvede vi ikke læse, for det vidste vi jo i forvejen
Inden vi begyndte nedstigningen, fik vi dette flotte vue over til Cité Judiciaire (i højre side), hvor vi kørte ned med elevatoren. Midt i billedet kigger vi over på Plateau du Saint Ésprit og i venstre side kigger vi ind i Vallée de la Pétrusse. At byen engang var én stor fæstning anes helt klart herfra.
Vi fandt en passage ned i dalen og gik hen til elevatoren, der førte os op på niveau med den bydel, vi nu var vant til…
…og plads til eftermiddagskaffen fandt vi (igen) hos Oberweis i Grand Rue. Der var stopfuldt, men mirakuløst, bag denne røde ovale struktur (der dækker elevator og trappehus) var der et ledigt bord. Vi havde ikke fundet noget undervejs, så vi var glade for at vi havde lært dette sted at kende, selv om vi i går var blevet overmætte…
Vores bestilling kræver nok ingen introduktion. Det helt rigtige i en lidt lummer atmosfære – og med energi nok til næste hurdle, hvad det så måtte være…
Den viste sig at være et besøg i en herreekviperingsbutik på Grand Rue! Jeg står her og betaler for 2 x 2 amerikanske underbukser størrelse M – ikke et ord
Vi må have været i andre butikker, for igen i dag blev klokken laaangt over 5, ja næsten 6, før vi satte os ud under parasollerne på Place d’Armes. Jeg blev introduceret til en ny øl, der skummede flot, så det er som at være på seriøs studietur.
Vi havde i dagens løb gået godt 10 km og stået meget på museum, samt…
….gået op og ned – ja, det meste var med elevator, men alligevel havde vi fortjent dette hvil inden aftensmad, der (igen, igen) blev til pizzaer samme sted som de foregående aftener.
Fra vores pizza-resto-bord havde vi bemærket, at folk ankom til en eller anden festivitas i Palais Municipal – efter dekorationen her gætter vi på, at der er tale om et jubilæum. Damerne ved nabobordet gik meget op i det!
Vi havde ikke modtaget et carton til festlighederne i Palais Municipal, så vi måtte nøjes med de gratis glæder ude på pladsen. Dem lyttede vi lidt til og trak os derefter tilbage til hotellet…
…hvor vi tændte for fjernsynet og kiggede France 2 – også noget sjældent for os nu om dage.