Morgen i Winkhausen 
De lyse nætter er også forbi på disse breddegrader. Her lidt over 7 er forberedelserne nede i restauranten allerede igang. Der åbnes kl. 08:00.
Wellness-området derimod åbner allerede klokken 7:00 og serverer en let morgenmad til de wellness-glade gæster.
Det var mandagen efter valget – som ikke var gået helt så godt for CDU. Mutti Merkel ser på dette foto træt og gammel ud. Det gør de fleste andre på billedet også. En valgkamp må være udmattende. Hele tiden på, altid svar på rede hånd uanset hvilket emne, der spørges til eller diskuteres. I en valgkamp skal politikerne være omnipotente og omnipresente. Nådesløst – men de vil jo gerne selv 
Kolumnisten Zippert udgød sin mening om valget – eller rettere: vælgerne, og gjorde det ad en længere omvej bag rattet sammen med landets andre bilister
Af informationsmateriale udgiver hotellet hver uge “Ihre Wochenpost” i A3-format (recto-verso), hvori gæsterne kan læse de kommende 7 dages planlagte aktiviteter. De strækker sig fra Frisørsalon, over Vandgymnastik, Sauna med æteriske olier, rådgivning om smykker, Tai Ji i stillerummet, Yoga, etc. etc…
Hotellet har, som de bedre af slagsen, naturligvis også sin daglige huspost. Her kaldes den “Ihre Tagespost”.
Avisen er trykt på A3 format og foldet 2 gange. Her orienteres (tv) om hotellets program i rubrikken “Ausblick” og i midten om hotellets “butiksstrøg”, muligheder for at leje en Porche for at prøve sådan en bil i Sauerlands bakkede natur og om hotellets andet hotel inde i Schmallenberg.
På den anden side skema over dagens programmerede aktiviteter, inkl. spisetider, forslag til vandretur og reklame for golfbanen. I midten aftenens menu (så alle kan glæde sig på forhånd) og vinforslag. Til højre er er der efteruddannelse i mad, vin og forslag til drinks
Aftenens kulinariske glæder i lidt større format, så det kan læses her på rejsebloggen. Vi skulle ikke beslutte os om morgenen, som det er tilfældet i Hinterzarten, og det var egentlig fint nok.
Ved 10-tiden var Inge allerede i støvlerne og på vej ud i omgivelserne. Her vender hun sig om og fotograferer hotellet – hun er på vej nordpå ud af haven. Jeg sidder inde i værelset, som pilen peger på.
Set lidt fra oven (cirklen med “+” viser, hvor jeg stod, da jeg lavede dette screen-shot senere på dagen).
Jeg kiggede i nogle brochurer og bemærkede denne reklame for Falkes fabriks-butik inde i Schmallenberg – vores naboby 15 bil-minutter herfra. Fotograferede den for at have adressen i det tilfælde, at vi fik lyst til at køre til Schmallenberg. Falke laver vores favorit-strømper og -sokker.
Her et blik mod nordøst op på “Knollen”, nabobjerget på 533 m. Vejret var blevet aldeles dejligt, hvilket passede mig ganske godt, for jeg ville nemlig også ud at gå.
Og her et blik op mod nordvest over Winkhausen og op mod Kiefernhütte i 484 m højde.
Da Inge kom ud af Winkhausen, bemærkede hun dette forslidte skilt. Forhåbentlig har det gjort god nytte i årene, det har stået her
Og oppe ved Kiefernhütte bemærkede hun dette fugleskræmsel – avanceret med LED-lamper. Gad vide, hvad de gør godt for? Fuglene sover jo, når det er mørkt og jeg kan ikke forestille mig natugler på rov i en grøntsagshave, hvis det er det, der er bag hækken…
Ja, gad vide, hvad der på den anden side af hækken, der er så vigtigt at passe så godt på – hamp?
Taken with ViewRanger Skyline – Compass Heading : 187°, Version : 8.0.0(325), Field of View : 58.0, Device : iPhone7,2(10.3.3)
Inge kiggede mod sydvest over mod Wilzenberg og tog et foto med ViewRanger-appen. Kompasset er ikke helt kalibreret, men forestil dig, at navneskiltene er rykket lidt til venstre, så Wilzenberg-pilen er på toppen af bjerget derovre, så passer Winkhausen-pilen også. Det tager en forfærdelig tid at kalibrere telefonens kompas, selv om man står midt på en åben mark uden metalstrukturer i nærheden. Derfor er det normalt for os, at stednavnene ikke er nøjagtigt placeret på fotografierne.
Hotellet betragter Wilzenberg som sit “Hausberg” og netop i dag har jeg tænkt mig at gå rundt om det
Og hvorfor var jeg ikke ude at gå for længe siden? Jo, jeg legede kunstner på vores balkon; men, som jeg skrev, så var der ikke meget fremskridt at spore, siden jeg tegnede hjemmeværnsskibet i Kerteminde Havn 
Inges kom om på den anden side af golfpladsen, hvor mange morsomme tekster vedrørende golf er hængt op i træerne.
11:45 var jeg på banen! Som sagt for at gå rundt om Wilzenberg – ifølge skiltet her en strækning på 5.9 km og jeg skulle følge rute “W1”. Her er jeg i 407 m højde ved turens begyndelse. Hotellet lader til at have sponsoreret skiltningen.
Her er jeg lige kommet over floden Lenne. Tur “W1” går forbi husene deroppe – altså når man går mod uret rundt om bjerget, som jeg har til hensigt.
Deroppe kigger jeg over mod Winkhausen, hvor hotellet ikke er at se, men nabobjerget “Knollen” markerer sig i højre halvdel af billedet.
I mellemtiden var Inge nået op i nærheden af Holthausen.
Das Dorf liegt östlich von Bad Fredeburg. Es wurde als Bundesgolddorf ausgezeichnet, wie viele Dörfer dieser Region, denn im Jahre 1979 wurde der Ort Bundessieger im Wettbewerb „Unser Dorf soll schöner werden“, heute “Unser Dorf hat Zukunft”.
Sehr bekannt ist das Westfälische Schieferbergbau- und Heimatmuseum, welches seit 1975 seine Tore geöffnet hat. Auf rund 2300 m² Fläche informiert das Museum unter anderem über den Schieferbergbau, zu heimat- und naturkundlichen Dingen, über das Wirtschaftsleben (Landwirtschaft, Textilverarbeitung, Druckerei, Buchbinderei usw.), zu Volksfrömmigkeit und Aberglaube und seit 2009 auch über das Thema Kunst in der angegliederten Südwestfälischen Galerie.
…og lidt længere oppe ad vejen bemærkede hun denne golfbold, som var kommet meget langt væk hjemmefra. En eller anden mangler den nok stadig
Hvor Inge mødte Holthausen-Winkhausen-vejen er en kirkegård med et lille kapel, som jeg ikke ved noget om.. Altså indtil videre “det anonyme kapel”.
På nogenlunde samme tid mødte jeg den første fluesvamp
Da jeg vendte min opmærksomhed fra svampen og kiggede ud over landskabet kunne jeg se Ohlberg (681 m) ude i højre side med das Hunauturm bag sig på bjergtoppen Tüsgenegg (799 m).
Sjovt nok fotograferede Inge Wilzenberg (til venstre for midten), som jeg var ved at gå rundt om. Jeg står faktisk, hvor den røde pil peger og kigger op til hende, men for os begge er den anden en så lille prik, at en pixel vil være nok til os – og så vidste vi iøvrigt intet om vores respektive positioner.
Lidt længere henne og ude af et skovstykke fik jeg en god udsigt over Gleidorf, golfbanens vestlige nabo.
Her har Inge “fanget” en golfspiller, der lægger sin golfbold til rette for derefter at slå den med en udvalgt kølle eller jern. Jeg kan forestille mig, at det nogen gange kan virke intimiderende at skulle ramme og skyde langt nok og dog ikke for langt og helst i den rigtige retning
Længere fremme og oppe blev udsigten over Gleidorf mere panoramisk. Jeg tog notesblokken frem fra tasken og udvalgte mig et sted i udsigten (rød ramme), der skulle inspirere mig til en lille tegning.
…og det var, hvad jeg fik kradset ned – stående
Inge var igen kommet ind på en strækning med bon mots vedrørende golf.
Hos mig kom adspredelserne i form af svampe (som her) og blomster og blade…
Her er jeg ved Sellmanns Linde. Det ved jeg, fordi krucifixet er angivet på det udmærkede vandrekort, jeg har købt på hotellet, og som følger mig idag.
Inge er her, tror jeg, kommet tilbage i nærheden af Kiefernhütte og kigger vestpå mod Schmallenberg.
…og her stødte hun på en opbyggelig tekst til hundeluftere. Det må virkelig være en plage for borgerne her i udkanten af Winkhausen – eller også er der en gruppe særligt krakilske iblandt dem
På samme tid var jeg kommet ca. 3/4 omkring Wilzenberg og kunne kigge ned på Kloster Grafschaft. Et stort Anwesen i en lille by, må jeg sige. Ved at læse om det på nettet blev jeg klar over, at det idag er et såkaldt Fachkrankenhaus med hovedvægt på luftvejsproblemer. Det er, ud over lægestaben, hovedsageligt bemandet med Boromännerinnen (nonner, der tilhører denne gruppe) som er sygeplejersker.
Vor mehr als 60 Jahren legten die Schwestern vom Hl. Karl Borromäus nach ihrer Vertreibung aus Schlesien in der ehemaligen Benediktiner-Abtei Grafschaft, gegründet 1072, den Grundstein für das heutige Fachkrankenhaus Kloster Grafschaft. Das schöne barocke Gebäude, errichtet in der ersten Hälfte des 18. Jahrhunderts, befand sich in einem erbarmungswürdigen Zustand. Nach dem zwangsweisen Auszug der Benediktiner-Mönche im Jahre 1804 infolge der Säkularisation hatte das Gebäude den verschiedensten Zwecken gedient und 1945 in den letzten Tagen des Krieges noch zusätzlichen Schaden erlitten.
Im Februar 1948 kamen die ersten drei Schwestern nach Grafschaft. Um sich zunächst eine Unterkunft zu schaffen, packten sie selbst mit an. Nach und nach fanden sich die Schwestern, die durch Vertreibung aus Schlesien im gesamten Bundesgebiet verstreut waren, in dem heutigen Mutterhaus Kloster Grafschaft zusammen.
Durch ihrer eigenen Hände Arbeit, mit sehr bescheidenen Mitteln und unter großen Schwierigkeiten versuchten sie, das Haus so herzurichten, dass Kranke Aufnahme finden konnten. Am 24. April 1950 weihte Kardinal Dr. Lorenz Jäger aus Paderborn das wiedererstandene Mutterhaus der barmherzigen Schwestern vom Hl. Karl Borromäus ein, und am 1. Juli des gleichen Jahres konnte in einem Teil des Gebäudes das Krankenhaus eröffnet werden.
Og her fandt jeg das Goldene September
Hvor nedstigningen til Winkhausen begyndte, stod dette Heiligen-Häuschen “Stellmecke”. Hvem og hvad Stellmecke er eller var, ved jeg ikke. Jeg har naturligvis søgt information om det, men uden resultat
På nedstigningen kom jeg til et område med mange blomster som denne. Fascinerende i sin form. Det ligner en orkidé af en slags, men hvilken?
Og så var jeg ved at være “hjemme”…
…efter at have gået denne rute på beskedne 6.8 km.
Højdekurven ser dramatisk ud, men der er kun tale om 122 m højdeforskel. Så, alt i alt, en komfortabel 2-timers gåtur med indlagt kunstpause
Idéen kom, at jeg måske kunne lave skitsen lidt mere interessant ved at komme farver på, så mine schweiziske (vand)farveblyanter og vatpindene kom frem.
Belønningen kom lidt senere i form af en blommetærte med flødeskum til mig og vaffel…
…med vaniljeis, llun kirsebærsauce og flødeskum til Inge
Som modvægt endnu en gåtur. Jeg tror, at Inge er på vej op ad nabobjerget “Knollen”…
Et kvarters tid var jeg også på vej derop og kom til Weisses Kreuz (495 m), hvor 5 veje mødes.
Det var først heroppefra at den fine udsigt med efterårsfarver i skovbrynene var tilgængelig. Fra hotellet og herop går man mest i skov uden ret mange muligheder for at kigge langt.
Heroppe så jeg også flere fluesvampe – som der endda var bidt stykker af. Gad vide, hvilke dyr, der kan klare sådanne svampe…
På vej ned deroppefra fik jeg den tanke, at et jordskred var nært forestående – hvorfor ellers denne revne på ydersiden af vejen?
Men mine ængstelige forestillinger kunne jeg have sparet mig. Den hvide maskine til venstre havde en slags mejsel monteret på sin “arbejdsarm”, hvormed den havde lavet revnen, så der efterfølgende kan lægges kabel i.
Lidt efter var jeg ved at være “hjemme”. Pilen viser hvor vores værelse er.
Det havde været en beskeden tur på 4 km, men mest i skov. Som sagt, så var det faktisk kun helt oppe ved Weisses Kreuz, at der var smukke panoramaer. Men Waldluft er jo heller ikke at kimse af
93 m forskel i højden var jo heller ikke at kimse af. Der var kompenseret for blommetærten, mener jeg.
Klokken var over 6 før klokken 5 manifesterede sig i noget drikkeligt. For mig et godt glas Warsteiner Pilsener. Og hvad fik Inge – måske en 2015’er Weissburgunder -BIO – fra Philipp Wittmann i Rheinhessen?
Inge husker altid at fotografere navnekortene, der sørger for, at andre ikke “tager vores bord!!” Vi diskuterede de forskellige koder på det, og havde kun problemer med “L5”. Løsningen fik vi vist aldrig formelt, og jeg gætter på at L5 betyder Länge 5, hvor 5 angiver hvor langt vores ophold er
Ved bordet lå menuen (på lidt tykkere papir) så gæsterne ikke havde nødigt at medbringe “Ihre Tagesblatt”.
Forretten, vitello tonnato, fik jeg ikke fotograferet, men “Ihre Tagesblatt” havde introduceret den, så jeg kompenserer med at gengive opskriften her
Suppen og salatbuffetten må vi også tænke os til. Men det er heller ikke så svært.
Gebratenes Rotbarschfilet an Limetten-Schaum und Safran-Risotto havde vi begge valgt som hovedret.
Dessert: Snickers Törtchen mit zweierlei von der Banane. Jeg havde ikke fattet det med Snickers, men det er nok fordi jeg ikke køber candy-bars. Det gør Inge heller ikke, men hun vidste straks, hvorom det drejede sig. Det var ikke en dessert, der er noget at skrive hjem om og vi kan ikke forestille os at klientellet på denne årstid var i overekstase efter at have spist den. Der er nok gledet en Obstbrand eller 2 ned efterfølgende som digéstif
Jeg tror, at vi hoppede over oste-buffeten…