Billedet tog jeg ca. 07:25 og da var der allerede plasken nede i det udendørs bassin og inde i hallen var der også aktivitet. Inge fortæller, at der er en gruppe, der starter allerede 07:00 
Jeg var i restauranten klokken 8 og startede på morgenritualet med at hente saft, vand og brød. Der var ret fredeligt, så jeg benyttede lejligheden til at fotografere lidt dernede. Vores bord er markeret med en blå pil.
Henne fra vores bord vendte jeg mig om og tog dette billede. Morgenbuffetten er i den retning, vi kigger i nu.
Og et lille drej til venstre giver et kig over til wellness-centret med svømmepølene.
På vej til morgenmad bemærkede Inge disse engle. “Hovederne” er lavet af fyrrekogler.
Morgenbordet, som Inge kom ned til. I det høje glas er æble og gulerodssaft, jeg har lavet ved morgenbuffetten. Det midterste glas er med medium perlende vand til rejsepulveret og den gule væske i det sidste glas er friskpresset appelsinsaft. Så ligger dagens “Ihre Tagespost”, som lagt af personalet. Så er det bare individuelt at forsyne sig fra buffetten, hvor der også er en kok, som laver en æggeret efter ønske.
“Ihre Tagespost” forudsagde gråvejr med opklaring ved middagstid, som så skulle holde dagen ud. Ikke dårligt.
Og så var der orienteringen om aftensmaden, så smagsløgene kunne forberede sig. Sommelier Philipp Oltersdorf anbefaler som hvid følgevin en 2015 Riesling “Klosterberg” 1. Lage trocken fra Rheingau (den har Inge vist allerede smagt).
Derudover var der i posten forslag til brødbagning i Backhaus Wenholthausen (ca. 30 minutters kørsel mod nord herfra), besøg i kirken i Holthausen eller gå på indkøb hos Falkes fabriksudsalg i Schmallenberg.
Endvidere kunne vi læse, at hotellet i sit Saunaområde også har et Gradierwerk! Det kender vi jo fra Salzuflen på vejen fra Bremen til Frankenberg. Her benytter de også slåenkviste. Menschens Kinder, hvor er vi blevet kloge af at rejse
På denne torsdag mener dagens avis at Wolfgang Schäuble er den eneste tænkelige afløser for den nys afdøde Bundestagspräsident. Det kommer nok til at holde stik. Lige over folden understreger avisen, at det industrielle opsving ikke lader til at stoppe. Det er jo interessant, for det lader til at have klaret at Trump blev præsident med hensigt til at isolere USA, at EU slår revner og får blå mærker af Brexit, uroen i Spanien, den gærende uro i Italien, mukken i de nye EU-lande i Østeuropa…
Og inde i bladet bemærkede Inge, at piger bør have andre forbilleder end Prinsesse Lillifee – bedre ville det være med Onkel Joakim, herskeren over patriakatets magtmiddel 
Efter morgenmad drejede Inge en runde i Winkhausen og fotograferede undervejs die Kapelle St. Katharina, som det omtales i en brochure og nogle steder på nettet. Andre steder på nettet kaldes det for die Jacobus Kapelle. Jeg ved ikke, hvad der er rigtigt, men det ligger lidt henne ad B236 (Alte Handelsstrasse).
Tilbage på hotellet – på vej op til etagen – fotograferede hun disse engle af træ. Meget sjove og ganske enkle.
En times tid senere var Inge ude at gå igen. Denne gang startede hun ud i vestlig retning og gik i nærheden af B236 der er hovedlandevejen til Schmallenberg.
Et sted på stien GL1 – syd for golfbanens klubhus, antager jeg – stødte hun på dette helt enkle kors. Det ligner en bil/motorcykelulykke i nyere tid. Ingen inskription, der hjælper.
Her vender hun sig om og kigger tilbage mod Winkhausen. Bjergtoppen lidt til venstre for midten er “Knollen” ved siden af hotellet og til højre er det Wilzenberg.
Og ligeud kigger hun lige ind i Gleidorf.
Der Ort mit seinen ca. 1400 Einwohnern liegt etwa im Zentrum der Stadt. Der Name “Gleidorf” leitet sich ab von der Gleier, ein Fluß, besser gesagt, ein etwas größerer Bach, der hier in die Lenne mündet. An den Ufern dieser beiden Flüsse liegen die Wohnhäuser. Die weit auseinander liegende Bebauung lässt viel Raum für grüne Inseln. Ein teilweise recht alter Baumbestand verteilt sich über die gesamte Ortschaft.
Im Jahr 1072 wurde die Siedlung zum erstem Mal in einer Urkunde des Kloster Grafschaft erwähnt. Lange Zeit bestand sie nur aus recht wenigen Häusern und Höfen die recht günstig an der alten “Heidenstraße” lagen. Ein sehr alter und wichtiger Handelsweg, der von Köln über Kassel bis nach Leipzig führte. Interessant ist, dass der Jakobsweg, einer der berühmtesten Pilgerwege, der zum Grab des Apostels Jakobus in Santiago de Compostela in Spanien führt, hier die gleiche Streckenführung hat.
10:45 var jeg selv undervejs op til det højtbeliggende sted over Holthausen, hvor Inge havde været i går, og var nået herop på Lascheid-Rundweg med udsigt over til Knollen.
Inge styrede hen mod den katolske Herz-Jesus-Kirche. Døren var åben og hun gik ind. Moderne look!
Baujahr: 1983/84
Die erste Pfarrkirche in Gleidorf wurde 1905/06 mit sehr bescheidenen finanziellen und somit unzulänglichen Mitteln erbaut. So fehlte sogar das Geld für einen Glockenturm. Das Bauwerk zeigte bereits nach 75 Jahren starke Mängel in der Bausubstanz – eine Sanierung erwies sich nicht als sinnvoll und somit wurde das Gebäude am 15. Februar 1982 binnen weniger Stunden abgerissen. An gleicher Stelle wurde 1983/84 die jetzige Herz-Jesu Kirche errichtet.
Erbaut nach den Plänen des Architekten Johannes Reuter aus Kassel ist dieses Bauwerk sicherlich ein gelungenes Beispiel zeitgenössischer Kirchenarchitektur, u.a. erbaut mit den regional typischen Grauwackesteinen der Vorgängerkirche. Im Mai 2009 konnte eine restaurierte historische Holdich Orgel aus Enfield, einem Stadtteil Londons, eingeweiht werden.
Kirken betoner sine særlige egenskaber blandt andet på denne måde:
“…Seit 2015 ist die Gleidorfer Herz- Jesu Kirche als Lichter- und Zuspruchskirche gestaltet.
Haben Sie schon einmal den Innenraum einer Kirche entsprechend Ihrer Stimmung selbst gestaltet ? Die Gleidorfer Kirche möchte für Sie zu einem Ort werden, an dem Sie Ihre persönlichen Anliegen vor Gott bringen können.
Die neuartige Lichterkirche in Gleidorf bietet Ihnen tätsächlich diese Möglichkeit. Entsprechend Ihres momentanen Gefühls erhält der Kircheninnenraum eine dezente Farbgebung. Dazu passend hören Sie Musik und mediative Gedanken”
En “Lichterkirche” er en kirke, der belyses udelukkende med stearinlys. Det medfører en helt særlig stemning – og som plakaten viser, så kan man vælge sin helt personlige stemning (sammensat af lys og musik) for en periode af 10 minutter.
Dette tæppe fotograferede Inge i kirken. Jeg gætter på, at vi her har den hellige Franz – kirkebyggeren!
“… Og han begyndte at bede til Gud, og foran et byzantinskkrucifiks i den lille forfaldne kirke San Damiano hørte han den korsfæstede tale til sig og sige: “Gå hen og byg mit hus op, for det er ved at styrte sammen”. Frans tog det meget bogstaveligt og begyndte en restaurering af den lille kirke…”
Måske kan vi knytte denne overlevering til Frans som kirkebyggeren? Jeg gætter bare
Inge forlod kirken og gik nordud af byen til hvor vejen (vandresti GL2) går til Dicke Linde i nordenden af Schmallenberg. Wilzenberg ses i baggrunden, Gleidorf i midten og Schmallenberg i højre side i baggrunden.
Nogenlunde samtidig var jeg kommet ud af skovstykket på Lascheid-Rundweg og nærmede mig landevenen fra Niedersorpt til Holthausen. Jeg husker, at mit indtryk ved at komme her ud i det fri og se de bløde kurver på landskabet og den vide udsigt var særdeles positivt.
Og Inge kiggede nu ned i Schmallenberg. Hvilke af træerne derhenne i forgrunden, der er Dicke Linde har jeg ingen anelse om
Jeg var da kommet ud på den asfalterede landevejen Niedersorpe-Holthausen, hvor jeg endnu engang blev betaget af landskabets liner. Det var en fantastisk oplevelse, husker jeg – pudsigt, for der var jo intet dramatisk i det, eller opsigtsvækkende. Måske var de en form for harmoni, der betog mig.
Inge bemærkede dette krucifix. Ydre rammer helt simple med knaster og revner, men så med tilføjet high-tech belysning i form af en LED-lampe drevet af et solbatteri
11:30 fik jeg mit mål i sigte.
Inge bemærkede på sin vej dette kors med indskrifter: “Herr erbarme Dich” og “…Kreuz das hier am Wege steht will dem Wanderer der vorübergegeht das Wort des Trostes sagen – Der Herr hat deine Schuld getragen” – Ja, men vandringsmanden måtte stadig selv bære sin jordiske bagage…
Inge var vendt om og havde nu Wilzenberg til højre i udsigten – bag højspændingsmasten.
Og på vejen fastholdt hun med telefonen en Goldener September..
Om lidt vil – henne ved P-pladsen (uden for billedet til venstre) – vil jeg dreje ind på vejen op til skoven.
Her endnu et af Inges pano-billeder. Hun vender sig om og får Schmallenberg med i højre side og Wilzenberg helt ude i venstre side.
Oppe fra mit niveau lavede jeg også et pano-billede, der viser vejen op og vejen jeg fortsatte til højre ud af billed på. Inge befinder sig ca. midt i billedet nede i Lennetal langs hovedlandevejen B236.
Jeg gik længere hen ad vejen mod nordvest, indtil jeg kom til dette læskur. Det så ideelt ud til at sidde i og lave verdenskunst
Her er min udsigt fra bænken i skuret. Vi genkender nu alle straks Holthausen på grund af den karakteristiske kirke med det runde fyrtårnslignende tårn.
Jeg fandt min lille postkort-blok frem, samt tush-penslen og farveblyanterne. Men det blev dramatisk for mig, for tush’en strømmede ud af penslen, så jeg måtte tegne hurtigt og tørre penslen af hele tiden. Heldigvis kom der ikke pletter på bukserne, men så heldig var bænken ikke. Hvis jeg kommer tilbage til Winkhausen, må jeg absolut op for at se, om pletten stadig er der
Inge nærmer sig golfbanen, så hun er nok tilbage på hotellet inden klokken 1.
Nogle minutter efter at Inge knipsede det forrige billede, lagde jeg blokken på mit skød og fotograferede dagens kunstneriske resultat Det havde været rigtig dejligt at sidde deroppe, højt over landskabet i det læskur.
På vej tilbage gjorde jeg mig lidt umage for at få et billede af efterårets præg på skoven, men det var ikke så nemt. Selv et udsnit af dette billede gengiver ikke bedre oplevelsen jeg havde.
Dette herlige par i wellness-hallen fotograferede Inge. Efter hendes lange gåtur må det have været dejligt at prøve de forskellige svømmepøle.
Den hvide pil viser, hvor jeg sad og malede. Jeg havde været undervejs i ca. 3 timer (inklusive den kunstneriske aktivitet oppe i læskuret) og tilbagelagt 9.6 km.
Jeg havde forventet at toppen af kurven var fladere, men den viser, at jeg i dag arbejdede hurtigere end forleden, hvor jeg sad næsten 1 time på bænken oppe ved Kiefernhütte
Overfor hotellet, på den anden side af die Alte Handelsstrasse sad en dreng, på en bænk, der stod skævt omkring et træ, der stod skævt. Han havde hver dag og hver nat siddet sådan med sin lille hvide hund – og han sidder der nok endnu. Mon han er lavet af den samme person, som lavede parret i wellness-hallen?
Eftermiddagssolen varmede efterårsfarverne rigtigt op, og lige så stille var klokken blevet over 5… …og senere blev den langt over 6…
…og så blev det tid til forretten: Ziegenfrischkäse-Taler mit Walnuss- und Blütenhonig gratiniert auf Birnen Chutney. Smukt anrettet og velsmagende – hvis man, som jeg, ikke har noget imod en frisk gedeost
Suppen: Senfschaumsüppchen mit Kerbel.
Fisken: Gebratenes Medaillon vom Seeteufel auf Perlgraupenrisotto.
Hovedret til Inge: Tomatenbulgur mit Paprika auf Karottencreme mit Kräuterschaum.
Hovedret til mig: Kalbshüfte mit Burgundersauce an Steckrübenpüree und gebackenen Süsskartoffelkrapfen.
Dessert: Zitronen-Tarte mit Baiserhaube und Joghurtschaum.
Ostebuffetten sprang vi over – og bemærkede I, at der ikke var indlagt gåtur i denne aftens menu – ingen tur til salatbaren
På vej op på værelset fotograferede vi de 3 engle i korridoren. Jeg har tidligere introduceret de 2 små.
Og så introducerede Inge mig til opskriftsiderne i bladet GENUSS, hvor opskriften til Verdens bedste schnitzel blev givet til læserne
En Schnitzel skal være 5 mm tyk, så passer gennemstegningen med stegetiden for paneringen. Sådan! Og Herr Schliechs hentydning til at den skal svømme er, at der skal være rigeligt med olie på pannen. 2-3 cm dybt i panden, så der kan sagtens gå det meste af en flaske olie til stegningen Vi bliver så kloge af at rejse.
Inge fortalte, at hun havde bemærket dekorationer i blandt andet hotellets bibliotek, så ved 21:30-tiden huserede jeg rundt dernede med mobiltelefonen. Meget flot installation og kunstfærdigt lavet “frugt” der hænger i grenene.
På den modsatte side af lokalet stod denne – eller disse.
Den lille set lidt tættere på. Vasen er transparent. Gad vide, hvad den var lavet af?
“Frugten” i den høje installation er lidt svær at gætte på, hvad materialer angår. Dens top lader til at være lavet af frøskaller og “kroppen” lader til at være lavet af bark – men det er rent gætværk ud fra fotografiet.
Og endelig dette træ, lavet af træ, som med nogle kugler og røde sløjfer nemt kan tjene til pynt i december måned.
Nej, der var også denne krans lavet af kogler og frøskaller. Meget smuk!