9. juni 2017

Det ligner et pop-art billede, men det er det ikke. Det er et morgenbillede taget 06:48 gennem en matteret glasrude, der har disse små vindueslignende klare felter. Og gennem dem lignede det en kommende varm dag med sol og skyer – hvilket jo var helt fint, for vi skulle videre.

På værelset havde vi denne dekoration, som jeg i går måtte kigge på et lille stykke tid, før jeg så, at det var den traditionelle præsentation af flyruter – her udgående fra München – der dannede grundlag for en mere kunstnerisk udlægning 

Frankfurter Allgemeine havde ikke på forsiden – over folden – selve valgresultatet i Storbritannien, men denne hund i kort snor på en stol uden for et valglokale. Om hundens ejer var inde for at stemme eller for at få et gratis måltid mad, der også uddeles på dette sted, vides ikke, men uanset hvad, mente journalisten, at hunden var misfornøjet med en så kort snor. Mit intellekt rækker ikke til at se symbolikken i billedet, men det kommer nok på et tidspunkt 

Her spiste vi morgenmad, og hvor aviserne ikke havde det britiske valgresultat over forsidens fold, så snakkedes der ved bordene omkring os stort set kun om valget og om Trump. I den sammenhæng hørte vi flg. udsagn: “If it talks like a duck, and walks like a duck, it certainly must be a duck!”  Det var en englænder, der talte med en amerikaner, og han mente, at hvis Theresa May var klog, så gik hun af! Han fortalte endvidere om en række fejl hun havde lavet i sin korte tid som premierminister, men nu ved vi jo, at hun ikke var klog, hun gik ikke af…

Selv om vi havde god tid, måtte vi videre…

…op på etagen for hhv. at pakke kuffert og gøre klar til at forlade hotellet, hhv. for at tage sko på til en morgenspadseretur. Gæt hvem der gjorde hvad  …og i dag skulle vi se bjergene igen. Undervejs op til 6. etage var det som om vi allerede var i alperne! Det var vi selvfølgelig ikke endnu, men i løbet af dagen skulle vi se dem.

På sin gåtur genså Inge rækken af blå cabrio-“Ringe-biler” og tog dette billede, der giver mig mulighed for bedre at forstå hendes beretning om gårsdagens gåtur. Jeg mærker her i skrivende stund, at mine drengerøvsgener er rustet over årene, for jeg kan ikke fortælle, hvad denne Audi cabrio-model hedder. Det ville Roland nok kunne. Han er relativt godt med på, hvad der rører sig i denne specifikke transport-sektor 

…og så fik hun dette gode billede af MAC (Munich Airport Centre) med dets spektakulære tag oppe på 18 meter høje pyloner. Meget luftigt design. Hotellet er midt i billedet, henne i baggrunden.

09:20 checkede jeg os ud og vi gik derefter hen i den centrale del af lufthavnen for at hente nøglerne til bilen.

Klassen jeg havde reserveret svarede til en Mercedes Benz C, men da AVIS-manden fortalte, at han kun havde en C-model i coupé-version, sagde vi nej. Inge regner ikke coupé-biler. Bland andet fordi hun vil have adgang til bagsædet via ordentlige døre og ikke via et fremadklappet forsæde – så er det nemmere at smide noget ind. AVIS-manden foreslog så en VW Tiguan – kiggede på os – og understregede begejstret, at det var en diesel – et argument han mente absolut måtte overbevise os om, at her var den helt rigtige vogn. Det var så OK med os, for der ville være plads til alle kufferterne.
Vi kom så til selve lejekontrakten og her gik det helt bananas. Nok mest min skyld, for jeg havde kun booket bil og co-driver og troede at alt det med forsikringer var nemmere at gøre på stedet, men det var det ikke. Hvis man bestiller telefonisk, så er der andre tilbud.
Moralen er, at jeg skulle, som Inge foreslog inden rejsen, have indhentet fuld tilbud og ellers have lejet en Europcar, som er Inges yndlingslejefirma. Med dem havde der ikke været så meget visse-vasse, for nu at bruge hendes udtryk.
Vi gik over i den nærliggende garage og fandt bilen og erfarede, hvordan en VW Tiguan ser ud. Det er en SUV. Vi har det åbenbart med at leje SUV’er, for det gjorde vi også i England.

Bilen havde billedskærms-instrumenter. Som at kigge på en iPad. Jeg manglede Roland. Det gør jeg altid, når jeg skal finde ud af alle gadgets i en ny bil. Han og jeg ville have haft meget sjov her i denne bil.

Navigationssystemet var mere moderne end det, vi har i vores lille BMW. Her skulle vi bare nærme en finger til skærmen, så kom den nederste menu-linie frem, og skærmen var en touch-screen. Der kom 3 valgmuligheder til ruten, og jeg valgte en, som viste sig at være den korteste, men den ville føre os gennem Münchens gader. Da vi senere fik mulighed for at komme ud på motorvejen, benyttede vi den og fortsatte ad A99.

Syd for München holdt vi ind på Autobahnraststätte Vaterstetten West for at købe små flasker mineralvand til turen. Da jeg stod i køen for at betale, bemærkede jeg, at damen foran mig fra disken tog noget, der ligner en østrisk Autobahnetikette, så jeg spurgte, da det blev min tur, om de solgte sådanne etiketter her. Det gjorde de, så jeg købte en og satte den forskriftsmæssigt i forruden. Så skulle jeg ikke tænke på det, når vi var inde i Østrig.

Ved Holzkirchen forlod vi motorvjen. Jeg havde hjemmefra haft en idé om at følge denne rute, og ved vores sidste stop fik vi navigatoren genstartet på destinationen og valgte netop denne rute. Dejligt at se bjergene dukke tydeligere op i horisonten.

Undervejs følte jeg mig tilskyndet til at holde ind til et værksted i det stille håb, at mekanikerene kendte til denne bil, så de kunne forklare mig, hvordan jeg kunne komme ud af en manuel gearskifte-mode, som jeg flere gange var kommet ind i. Bilen havde så meget udstyr, at den også havde små finger-pads på rattets bagside til – ligesom i Formel-1 racere – at skifte gear med. Mine vaner mht. at holde på et bilrat forårsagede, at jeg ofte fik trykket på en af disse pads og så gik bilen i manuelt gearskifte-mode, og det var jo ikke til at køre med 
Mekanikeren kendte ikke til sådanne smarte ting og fortalte, at længere fremme ville vi helt sikkert se en VW-forhandler. Så vi kørte videre – og mødte ingen VW-forhandler, men heldigvis holdt bilen sig for tiden i normalt automatgear.

Da vi krydsede grænsen, mindede navigatoren os om de i Østrig gældende hastighedsgrænser. Pudsigt nok kom beskeden midt i en skov, Achenwald…

…og først nogle km længere sydpå var selve grænsekontrollen. Med kontrol var det så som så, for den var ubemandet i bedste Schengen ånd og 13:21 kørte vi ind i Østrig.

Sidste år kørte vi også her og jeg kunne huske denne Wirtschaft, fordi jeg dengang kørte lige forbi og ærgede mig lidt, at jeg ikke i tide havde spottet den. Hvorfor mon jeg mindes det og hvorfor ærgrede jeg mig? Jo, jeg var dengang, som nu, moden til en pause med energitilførsel. På den anden side, skulle jeg ikke have ærget mig over ikke at have set den i tide, for den ligger nemlig i et vejsving og dukker pludselig op, når man kommer nordfra! Det levner kun sekunder til at reagere i og komme over i den anden side for at parkere – hvilket derudover kræver at der ikke er modkørende. Ikke let, men her var jeg forberedt, så det gik fint.

Medens vi ventede på vores Eiskaffee, prøvede Inge at få navne på de toppe, vi så på den anden side af Achensee. Ret præcist  er det vist ikke, men meget sjovt. Problemet ligger oftest i at få kalibreret kompasset. Mig er det aldrig lykkedes ordentligt. Achensee er interessant i og med at den er Tyrols største sø og har en dybde på op til 133 m. Sidst vi var her, syntes jeg ikke, at søen var charmerende, nærmere lidt dyster og mørk med de stejle bjergskråninger meget tæt på. På denne tur er fornemmelsen den samme – måske vil indtrykket være det stik modsatte om vinteren, når alt er snedækket 

Eiskaffee’erne kom, gav ny energi til sidste ryk ned i Inndalen og videre mod Innsbruck. Søen her ligger 388 meter over Inn-dalen, så der er et stykke nedad.

Nede i Inndalen profiterede vi af vores indkøbte Autobahn-vignette og rullede effektivt mod vest mod Innsbruck.

Midt på eftermiddagen var bilen parkeret i en Tiefgarage  og vi installeret i hotellet…

…der ligger meget centralt (den røde pin i nederste halvdel) i forhold til de turistmæssigt betydningsfulde spots i den indre by, så som das Goldenes Dachl, die Hofkirche og den indre gamle by.

Her ser vi de sidste 2/3 af dagens rejse. Sidste år kom vi fra Garmisch-Partenkirchen og kørte over grænsen på samme sted som vi gjorde i dag. Jeg var på denne tur nysgerrig efter at se tilkørslen nordfra, om den skulle være lige så smuk som vestfra. Det var den så ikke, men sandsynligvis mere interessant end at køre motorvej hele vejen fra München via Kufstein til Innsbruck.

Interessant er det at se højdekurven, hvor vi kører fra Achensee ned i Inndalen – næsten 450 højdemeter på 10 minutter.

Ved 16-tiden gik vi ud i byen med kurs mod den gamle bykerne for bl.a. at se das Goldene Dachl. Mindre end 200 skridt fra hotellet – henne på Marktgrafen – standsede en sporvogn. Endda en af de ældre modeller. Den må turistchefen mene har en nostalgisk turisteffekt, der er så stor, at det betaler sig at vedligeholde denne antikke model. Jeg forstår det ikke og vil mene, at det må være betydeligt mere rentabelt at holde sig til kun en model, nemlig den moderne, der også kører rundt.

Herzog-Friederich-Strasse førte os helt ind til centrum af den gamle, historiske bydel – helt hen til das Goldene Dachl! En pragt-karnap fra omkring 1500, hvis tag er dækket af 2657 lueforgyldte kobber-tagspåner! Alle de mellemliggende krige, skærmydsler og endelig de 22 luftbombardementer, byen led under i 2. verdenskrig taget i betragtning, må en eller anden i alle de år, der er gået siden den blev bygget, have holdt hånden over denne ekstravagante bygningsudvidelse, for alle disse forgyldte tagspåner er stadig originale! Vi fik det indtryk, at das Goldene Dachl er byens absolutte turist-favorit.

Det bliver ikke mere turistet end herinde i kernen af den gamle by, hvor Herzog-Friederich-Strasse slår et knæk ved das Goldene Dachl. Derfor er der også mange små souvenirbutikker, som vi skulle afsøge for evt. kandidater til vores magnettavle derhjemme 

Og herinde var der adskillige, velbesøgte fortovsrestauranter. Vi valgte Weinhaus Happ skråt overfor Der Stadtturm.
Der Stadtturm ist ein in der Häuserreihe eingeschlossenes, etwas vorspringendes, gotisches Bauwerk. Durch das historische Rathaus erreicht man die in 31 Meter Höhe gelegene Aussichtsplattform, die gesamte Turmhöhe beträgt 51 Meter.

Med ryggen mod Weinhaus Happ kunne vi slukke tørsten i øl og vin og samtidig betragte turiststrømmen, der flød forbi i begge retninger. Periodevis var japanere markant tilstede og her var tendensen, at de helst skulle med på alle de billeder, de selv tog – derfor et imponerende opbud af selfie-stænger. Når grupper skulle fotograferes, gjorde de meget ud af at stille sig op – fotografering er i fjernøstlige øjne ikke en tilfældighedsaktivitet.

På vej tilbage til hotellet var der sammenstimling i Grosherzog-Ferdinand-Strasse, så vi tog en alternativ rute via en sidegade, hvor vi stødte på denne jomfru Maria, monteret på Hohen Frauentag 1977. Jeg synes, det er spøjs med tulipanbuketterne stukket ned bag sløret og det lange hår – og sympatisk, for det viser en menneskelig ligefremhed i forhold til det guddommelige og almægtige.

Henne på Adolf-Pichler Platz vendte jeg ryggen til hotellet og tog dette billede gennem Steiner Strasse for at vise, hvor tæt på byen bjergene er. Den stejlhed svarer til 3 x højdekurven, da vi tidligere på dagen kørte fra Achensee ned i Inndalen. Her var virkelig Tapetenwechsel, hvad angår urbane omgivelser 

Efter en “naturlig pause” i hotellet var vi igen ude på gaden. Denne gang for at poste et af de daglige postkort til Annemi. Vi sender et hver dag, så hun har lidt oplevelse derhjemme, en afveksling i hendes nok så monotone og sygdomsplagede hverdag.

Charlotte har flere gange rost sin thai-resto i Paris. Vi besluttede at fravige vores regel om ikke at spise sådan et sted, og gik ind i sådan en i Rathaus Gallerien, et shopping-galleri ved siden af hotellet. Restauranten var stor og den var næsten fuld af folk både ude og inde. Portionen var stor, men bestemt ikke minderig, så vores regel holder indtil videre Men vi gav den resto’en chance.

Rundt om i byen var der levende musik, som vi gik en lille runde for at kigge på. Her i Herzog-Friederich-Strasse havde en saxofonistinde tiltrukket så mange, at det var næsten umuligt at komme forbi/igennem mængden. Hendes numre var ikke for vanskelige, så selv jeg kunne stå og vippe med en tå til musikken. Jeg kan godt lide lyden af saxofon – et magisk instrument.

Vi stod dog ikke længe i menneskemassen, men søgte tilbage til hotellet – nærmere betegnet baren på øverste etage. Det var den helt rigtige tid, for tilsyneladende var flere borde reserverede, men ikke dette til 2 personer – det bedste bord, for vi havde udsigt mod vest og til bjergene. Dejligt og fredeligt at sidde her og se natten falde på og baren blive fyldt op af bargængere.

Freden ophørte dog, da en disk-jockey (nu om dage skal jeg vel bare skrive DJ) rullede sit equipment ind og fyrede op under det. Der var jo musikfestival i byen. Vi drak ud (der var alligevel ikke så meget tilbage i glassene) og trak os tilbage til værelset. Dermed bliver dette billede dagens godnatbillede.