11. juni 2017

Inge var oppe 05:10 og da var der endnu ikke morgensol oppe på t0ppen af bjerget. En halv time senere 05:40 var det tilfældet. Meget smukt med månen ved siden af og halvskyggen nede i byens gader.

Flot morgen med strålende sol. En god begyndelse på en rejsedag. Turistopholdet i Innsbruck var forbi – vi skulle videre.

Die Tiroler Tageszeitung lovede at vejret skulle forblive solrigt (det kunne vi godt lide) med temperaturer op til 30 grader (det kunne vi mindre godt lide). Valget i Storbritannien var ikke længere et tema til forsiden. Nej, det var den prekære situation for det østrigske fodboldhold, der fik pladsen over folden. Nederst var det kødpriserne og den 2. valgrunde i Frankrig, der kvalificerede til forsiden.

Vi havde ikke mere travlt end at der var tid til en lille tur med Lystbæks reklamekuglepen hen over notesblokkens papir 

Det var min kaffekop, jeg tegnede, inspireret af begrebet “Verlängertes Kaffee”, som tjeneren kaldte den kaffetype, jeg gerne ville have 

Afrejsemønstret gentog sig her til morgen: Jeg pakker kufferter og bil, medens Inge går sig en tur og tilfredsstiller plageånden på håndleddet. Hun mødte undervejs denne interimistiske aviskiosk. Man putter penge i den lille boks på den grønne plade, og tager en avis fra plastposen  “Kronenzeitung” havde lignende salgsforanstaltninger i byen.

Jeg tror, at hun fotograferede Mariahilf-husene fra Marktplatz, for der kommer man helt hen til floden Inn. Flot med bjergene i baggrunden. Måske er det Grosser Solstein på 2541 meter og til højre for den die Nordkette.

Og så mødte hun Adolf Pichler – ikke i kød og blod, men i morgenkølig bronze – som havde givet navn til pladsen, hvor hotellet er. Det ses i baggrunden.

Adolf Pichler (* 4. September 1819 in Erl bei Kufstein; † 15. November 1900 in Innsbruck) war ein österreichischer Schriftsteller und Naturwissenschaftler.

For os danskere med historien om den 1. slesviske krig i erindring fra skoletiden, er det interessant på Wikipedia at læse dette:

“Noch vor dem Eintritt in den Schuldienst eilte Pichler im August 1850 ins Schleswig-Holsteinische Rendsburg, um „dem von den Dänen unterdrückten kleinen deutschen Bruderstamm“ militärische Hilfestellung anzubieten. Nach der Erkundung der Lage kehrte er nach Innsbruck zurück, um ein aus Tirolern gebildetes Freiwilligen-Korps zusammenzustellen. Aber noch bevor er sein Vorhaben umsetzen konnte, wurde er zum Statthalter zitiert, wo ihm klargelegt wurde, dass die Regierung eine Teilnahme von Tirolern am Schleswig-Holsteinischen Krieg nicht gestatte. Pichler fühlte sich – wie er seinem Tagebuch anvertraut – dadurch „für immer kaltgestellt“ und um seine politischen Ideale betrogen.”

En ilter herre, som 2 år tidligere havde forsøgt at rejse et lignende frivilligt korps for at slå italienerne på snuden:

“…das Vorhaben, sich in Wien als Arzt zu betätigen, konnte er jedoch wegen der im März 1848 ausgebrochenen Unruhen nicht mehr in die Tat umsetzen. Als die Nachricht nach Wien drang, dass Tirol von den Italienern bedrängt sei, fasste Pichler den Entschluss, ein aus Tiroler Akademikern gebildetes Freiwilligencorps auszuheben und mit diesem zum Schutze seiner Heimat an die Südgrenze zu marschieren. Unter den 131 Freiwilligen, die mit ihm aufbrachen, befand sich auch ein Kampfgenosse Andreas Hofers…”

Her støder vi igen på Andreas Hofer  Nå, jeg skal ikke komme mere ind på Herrn Doktor Pichler end at nævne, at han i sit 70. leveår blev udnævnt til æresborger i Innsbruck. Havde jeg læst om ham før eller under vores ophold i byen, ville jeg have haft mere ud af at bo på netop det hotel, hvor vi boede, for han var bestemt en farverig person.

Vi forlod byen omkring 09:30 og et lille kvarter senere kørte vi forbi skihopbanen die Bergiselschanze på vej sydpå. Den er med i den berømte og prestigefyldte “Vier Schanzen Tournee”. Ja, dem der interesserer sig for skispring ved, hvad det drejer sig om og hvis man også ser vintersport i tysk TV, hjælper det naturligvis betragteligt på forståelsen Det gør vi, og havde vi ikke hørt efter tidligere, blev vores viden på netop dette område genopfrisket på turistrundfarten i går.

Vi havde kurs direkte mod Brenner for derefter at køre over Jaufenpass. Jeg havde fortalt Inge, at der ville være flere muligheder for at komme ud af bilen og få skridt på aktivitetsmåleren.

Men jeg kørte som et mål-programmeret missil og kom ikke ind på rastpladser, men det værste var, at jeg her ikke svingede fra for at køre ad den gamle hovedvej med muligheder for at lave afstikkere op i sidedalene. Der var tid nok til at udforske en eller 2 af dalene og dermed opleve flotte alpine scenarier. Jeg fortsatte…

…ad motorvejen, gennem den korte tunnel og så var vi i Italien!

Vi har tidligere kørt over Jaufenpass, men i den anden retning – altså på denne vej, bare den anden vej  og jeg huskede den som skovklædt, men ikke SÅ skovklædt, og jeg havde forestillinger om steder med smuk udsigt, hvor vi kunne få nogle skridt på plageånden. Her var det jo nærmest som at køre vestud af Vejle!

Men mulighederne kom først lige før toppen af passet. Først nede ved huset midt i billedet, men der var ingen gode skridtakkumuleringsmuligheder. Heroppe var der kun P-pladsen eller vandrestier lidt længere oppe. Inge havde ikke fået samlet et skridt op siden Innsbruck og tilfredsheden med tur-arrangementet var til at overse. Min egen aktivitetsmåler var bestemt også meget utilfreds….

Vi startede bilen og kørte lidt længere op – og som sædvanen er hos os, så skal vi helst have vejskiltet med passets navn og højde over havet med 

Det er åbenbart fedt for motorcyklister at tage turen over dette pas – som det er for mange af de pas, vi er kørt over i tidens løb. Men heller ikke her var det nemt at samle skridt på aktivitetsmåleren…

… så Inge gik mest frem og tilbage på den anden side af vejen, medens jeg udforskede toiletfaciliteterne i hytten. Hendes aktivitetsmåler var nok betydeligt mere tilfreds med hende, end min var med mig.

Det positive ved stoppet på Jaufenpass var mødet med dette lille Enzian-par, som Inge havde bemærket på sine korte frem-og-tilbage-ture, medens jeg var optaget. Måske har jeg tidligere set Enzian i eget habitat, men det er hver gang lidt specielt. Nu mangler jeg bare at se Edelweiss på samme måde  

Ikke fordi vi havde travlt – au contraire – men der var ikke rigtigt mere for os at gøre heroppe, hvis der da ikke lige skulle forsøges med ViewRanger. Inge forsøgte og fik dette pragteksemplar med bjergtoppe, bjergpas, alm og by – der alle er ret godt ramt – taget i sydøstlig retning fra Jochenpass. Jeg har sjældent held med at få navnemarkeringerne til at ramme plet og det skyldes nok, at jeg ikke får kalibreret mobiltelefonens kompas ordentligt.

Vores tur gik videre i sydvestlig retning. Vi skulle ned i Passeier-dalen her.

Og hernede, i St. Leonhard, var behovet for en Eiskaffee steget så meget, at vi kiggede efter et sted, der kunne lave sådan et par til os. Det blev Café Zentral, der fik entreprisen.

Eiskaffee’erne kom og løftede opgaven. Rart at få lidt opkvikkende og køligt på denne varme sommerdag. Klokken var endnu ikke 13 og vi havde kun ca. 30 minutters kørsel til hotellet i Meran – hvor værelset med stor sandsynlighed ikke ville være parat før klokken 15:00. Havde jeg nu ikke haft så tung en fod nord for Brenner, ville ankomsten i Meran have været perfekt  Så hvad nu?

Et par km syd for S. Leonhard holdt jeg ind ved Passeirer Museum, der ligger lige ved siden af Andreas Hofers fødested og -hjem. Men fordi det var meget varmt med en sol på en skyfri himmel og museet var en slags frilandsmuseum med flere bygninger spredt i nærområdet, undlod vi at indlade os på de indlysende anstrengelser og fortsatte sydpå til hotellet (rød pin). Jeg gik ind og spurgte, om heldet var med os i form af et parat værelse. Det var ikke tilfældet, og vi blev opfordret til at sætte os og slappe af med lidt mad og drikke, og så ville vi få besked, når værelset var klart, hvilket senest ville være 15:00.
Men vi valgte at lege turister og køre ud i det blå – uden specifikt mål i tankerne. Helt uvant for mig.

Først førte tilfældighederne os sydpå langs bjergskråningen til enden af en blind vej ved Castel Verruca. Her vendte vi om – den ene mulighed vi havde – og kørte tilbage til rundkørslen, hvor vi drejede til højre ad SP98 og fortsatte derudaf. Vi kom forbi dalstationen Meran2000 (øverste højre hjørne) og fortsatte opad – ud i det blå ad en vej, vi ikke tidligere havde kørt på, selv om vi har besøgt byen flere gange.

Vi kom lige ud af en tunnel og så en lille sidevej til venstre med et skilt “Sankt Kathreinkirche / Via S. Chaterina” og da vi var i nærheden af Hafling, faldt det mig ind, at her var måske den ikoniske lille kirke, som jeg i tidligere års efterforskning af Dortheas ture i og omkring Meran aldrig fandt frem til.

Vi drejede fra, og minsandten om den ikke lidt længere fremme ad vejen stod der – ganske idyllisk, som jeg altid har forestillet mig den – på en lille alm! Jeg var henrykt over at have fundet den. Som at få løst en svær gåde 

Gitterlågen til kirkens indre var låst, men vi havde yderligere det held, at kirkeopsyns-manden var tilstede – han lukkede os ind og vi kom straks i snak. Lidt senere kom yderligere en kirke-omsorgsperson med pelargonier og så var der pludselig relativt mange i kirken – 4 personer fylder godt i den lille kirke/kapel 

Et hotel i nærheden, Viktoria, har på sin hjemmeside flg. information om kirken:

Die sagenumwobene Bergkirche am Hochplateau von Hafling – Wie viele andere Bergkirchen in Südtirol war auch die St. Kathrein Kirche an einem Platz errichtet worden, der ursprünglich ein heidnischer Kultplatz war.
Wie viele andere Bergkirchen in Südtirol war auch die St. Kathrein Kirche in Hafling an einem Platz errichtet worden, der ursprünglich ein heidnischer Kultplatz war. An der Stelle, wo heute das Kirchlein steht, soll eine prähistorische Kultstätte gestanden haben.

Vermutlich gab es am heutigen Ort bereits im 12. Jh. eine kleine Kirche, die im Jahr 1202 einem Brand zum Opfer fiel und 1452 umgebaut und erneut geweiht wurde. Eine wertvolle Zierde der St. Kathrein Kirche in Hafling ist der spätgotische Flügelaltar.

Jeg bemærkede dette lille snittede træbillede, der – gætter jeg på – viser St. Kathrins martyrium. Meget dramatisk scene i denne lille fredfyldte kirke på en grøn alm.

Kirken står på et lille plateau, lige på kanten, hvor det begynder at gå alvorligt nedad. Stejlheden synes dog at være en attraktiv faktor, i og med at det giver de omkringliggende huse en fin udsigt over dalen mellem Meran og Bozen.

Inge mente, at jeg skulle tegne – eller var det for en gang skyld egen indskydelse? – og på grund af varmen udsøgte jeg et motiv jeg kunne se fra en skyggefuld plads. Bænken stod skævt, men man kan jo ikke få alt altid 

Tegning var ikke blevet nemmere siden sidste skriblerier. Her ser vi siden af kirken, dens lave mur på den anden side af stien – og på den anden side af dalen Marling og bjergkæden die Ötztaler Alpen.
Hvad vi ikke vidste var, at her stammer hesteracen Hafling også fra! Vi så også nogle af slagsen, men dem fortograferede dem ikke, for på det tidspunkt vidste vi ikke, at “de var noget ved musikken”.

Dette billede blev taget 18:16. I mellemtiden var vi kørt tilbage til hotellet og fået værelset overdraget – her er udsigten fra balkonen, den vender mod nord, hvilket vi er meget tilfredse med. Da jeg først så værelset, var jeg tilfreds med, at det var på en af de øverste etager (som jeg havde bedt om, da jeg reserverede), at det var lyst og rummeligt, men jeg syntes, at der manglede et skrivebord. Det kunne jeg godt få, hvis vi tog et andet værelse – som jeg kiggede på. Det vendte mod øst og havde udsigt på 20 meter ind i et træ og et hus bag det, så jeg vendte tilbage og sagde, at vi beholdt det oprindelige værelse.

Værtinden foreslog proaktivt, at der kunne komme et bord op på værelset, hvilket jeg syntes kunne være en god idé. Det mente Inge ikke, og fik ret i sine betænkeligheder, for da det kom, fyldte det lidt vel rigeligt og spærrede for nogle skabe, som vi ville få brug for. Det informerede jeg undskyldende værtinden om. Ikke noget problem, hun ville bede der Hausdiener om at fjerne det igen samme eftermiddag. Men Hausdieneren var gået hjem og det ville først blive i morgen. I receptionen lagde  jeg 10 Euro til der Hausdiener for ulejligheden…

Jeg var først i den skyggefulde bar og kunne næsten ikke vente, til der gled noget køligt fadøl ned gennem min hals. Det havde jo alligevel været lidt af en rejse/turist-dag. Inge fulgte snart efter. Hendes bestilling krævede konsultation med barmanden for at tune sig ind på vin vs. smag – en god investering, for vi skal blive her nogle dage 

Men der skulle tages stilling – til aftensmaden. Vi fik krydset af og…

…begav os ind i resto’en, hvor en rund “bås” var reserveret til os. Den sad vi ukomfortabelt lavt i – bare se vinklen på ølglasset  – og Inge tænkte, at det var noget, vi skal have lavet om i morgen.

Efter det righoldige salatbord og koldskålen (ikke kærnemælkskoldskål!) kom Selleri-Ravioli mit gehobelten Sommertrüffel und Junglauch til Inge…

… og Zweierlei von der Jakobsmuschel til mig. Begge var vi meget tilfredse!

Steinbuttt im Nudelblatt mit Langustino Schaum var vi enige om at bestille, og her fik vi også en velsmagende ret.

Efter et kort besøg ved den meget velassorterede ostebuffet drejede det sig om desserten: Gebackene Saturno-Pfirsich mit Rosmarin und Vanille. Lecker, Lecker!

Vi blev mætte, og var måske lidt trætte, men det hører med til en lang dag på rejse, så både vi og dagen slappede af og forberedte os til natten…

…som var en realitet ved 22-tiden. Ingen lyse sommeraftener hernede i Sydtyrol. Og det blev så godnatbilledet.