06:27 så morgenvejret lidt mere blandet ud end de foregående dage. Gad vide, hvad det udvikler sig til.
Jeg har ikke fortalt, at morgenmadskøkkenet er leveringsdygtigt i forskellige æggeretter, lavet helt efter ønske og serveret ved bordet. Her er en omelet med friske krydderurter på Inges tallerken. Jeg skulle gerne have lidt flere ingredienser i, men sådan er smag og behag jo heldigvis individuelt.
Og så må jeg præsentere denne Dingsbums – en skinkeskiver! Sådan en er nødvendig for at skære den lufttørrede skinke i hudtynde skiver. Den var til selvbetjening. Jeg spurgte dog, inden jeg benyttede den første gang og fik at vide, at der skulle et ordentlig Schwung på det store svinghjul. Det gav jeg den så og var imponeret over, hvordan den skød skinkeslæden frem og tilbage og skivede, så det var en lyst – som lidt senere fra min tallerken blev til den rene Gaumenfreude 
Fabelagtig skinke, de har her.
Næsten hver dag sendte vi et kort til Annemi og i dag skulle det være et af hotellets egne. Det blev et med motiv fra pool-området med de runde bassiner. I baggrunden ses værtsparrets datter, som dels arbejdede i receptionen, dels som bestyrer af morgenmadsresto’en. Hun er nok på vej hen til os for at forhøre sig om vores ønsker for aftensmaden 
Dette var valgmulighederne. Og dog, der var altid i parallel en à la carte afdeling…
…som vi kunne vælge fra, skulle noget på halv-pensions-menuen ikke falde i smag. Endnu havde vi ikke fundet anledning til at vælge herfra.
Morgenavisen har også i hvert nummer en vejrudsigt.
Og her fik jeg svaret på morgenstundens spørgsmål om, hvordan mon vejret ville udvikle sig. Det kunne blive til alt!
Ved 10-tiden forlod vi Meran for at køre til Grödnertal. Det lykkedes mig at køre forkert i en rundkørsel, selv om navigatoren var til, så vi fik lidt utilsigtet sightseeing på bjergskråningen, inden vi kom tilbage på “MeBo”, som die Schnellstrasse Meran-Bozen kaldes.
Vi rundede bjergmassivet (der gjorde, at vi ikke bare kunne køre østpå fra Meran) ved Bozen og da navigationen i byen havde været lidt tvivlsom, og fordi jeg havde checket ruten på Googlemap i går, foreslog jeg, at vi tog motorvejen nordpå mod Brenner. Det måtte absolut være hurtigere, mente jeg. Inge bemærkede dog, at der blev lagt tid til, før vi ville være fremme ved kirken i St. Ulrich / Ortico. Så måske var den alligevel ikke hurtigere?
Valget var truffet og vi kørte mod nord på denne autostrada, der for et langt stykkes vedkommende bestod af broer. Som om den var anlagt i en smal dal på den nemmeste måde, nemlig at bygge den på betonpæle.
Oppe ved Chiusa skulle vi køre fra, og bemærk den blå rute, som fører sydpå førend vi kommer til at køre østpå! Der var årsagen til den forlængede tid og afstand. Jeg tror, at der blev lagt 15-20 km på ruten
Dette var det første sted, vi var inde, før vi kom til St. Ulrich. Umiddelbart kunne det ligne en scene fra en kriminalfilm, hvor morderen er lige ved at slå til – i ordets egentlige forstand
Vi havde været her før – jeg kunne kende den store trappe i butikken – og denne gang var vi på jagt efter kronhjorte. Og vi fandt en – en lille en – og det var meningen, at den skulle være lille. Den skal nemlig opfylde et bestemt behov derhjemme
Længere inde mod St. Ulrich holdt vi ind hos firmaet Deur, der også snitter i træ.
Jeg mente at huske, at sidst vi var her, da stod der en Schnitzer, som arbejdede på en næsten legemstor klovnefigur. Størrelsen imponerede mig meget. Han var der nu ikke længere, ej heller den store klovn. Jeg tog nemlig fejl, for damen i butikken – som i øvrigt var udlært mesterdekoratør – forklarede, at det er i en af firmaets andre butikker, at de store klovne bliver snittet.
Vi så på små og store klovne, engle og hjorte og Moriskentänzern – og besluttede, at vi måtte tænke over det over en Eiskaffee inde i byen.
På vej fra parkeringskælderen regnede det, så vi søgte ly i sognekirken, der er indviet til St. Ulrich. Vi har været her før. Det var dengang, da vi rejste i Dortheas spor, og da var den vist også ret dunkel. Nu, under tunge regnskyer, forekom dens indre mig uhyggelig mørk, og det var synd, for der er fine træskærerier derinde. Det blev derfor til et relativt kort besøg.
Damen i træskærerbutikken med klovnene anbefalede os Café Demetz (og understregede, at selv om hun selv hed Demetz, var det ikke familie). Den anbefaling fulgte vi – og var iøvrigt glade for, at der var god plads indendøre, for snart begyndte det at regne rigtig kraftigt. Dette sted besøgte vi ikke sidste gang, vi var i byen og det bliver heller ikke et sted, som vi vil besøge igen. Kvaliteten var under niveau – under vores niveau, i hvertfald
Det regnede stadig, da vi gik derfra.
Tilbage hos firmaet Deur, hvor målestokken kom frem og hvor vi diskuterede, hvor vores klovn skulle stå derhjemme og om, hvor stor den skulle være, og om vi skulle have 2 små i stedet for 1 stor…
Og så var der spørgsmålet, om der også her i butikken var hjorte til vores hjortesamling derhjemme. Firmaet havde også hele det traditionelle sortiment – ikke alt lavet af firmaet selv, antager jeg, så der var også en opgave at tage fat på.
Vi faldt for denne engel, fandt ingen hjorte her…
…men endte med 2 små klovne. De er da lystige, ikke
Vi følte, at vores træsnitarbejde-mission var vellykket og satte navigatoren til at finde tilbage til hotellet – denne gang efter dens eget valg! Det gav mulighed for dette billede af autostradaen Bozen-Brenner, der viser, hvad jeg skrev tidligere mht. at den stort set er bygget som een lang bro.
Vi fik rundet bjergmassivet ved Bozen og fortsatte op gennem Adige-dalen mod Meran på “MeBo”. Lige fremme kører vi gennem bjerget under Castel Firmiano / Schloss Sigmundskron, der er…
… eine ausgedehnte Burg- und Festungsanlage bei Bozen in Südtirol. Die Ruine beherbergt heute das vierte Bergmuseum des Südtiroler Extrembergsteigers Reinhold Messner…
…Die Festungsanlage ist ein wichtiges politisches Symbol für die Südtiroler: 1957 fand hier unter der Führung von Silvius Magnago die Großkundgebung von Schloss Sigmundskron statt. Über 30.000 Südtiroler versammelten sich in der Burganlage, um gegen die Nichteinhaltung des Pariser Abkommens zu protestieren und die Freiheit für Südtirol zu fordern („Los von Trient“)
Her er ruten vi kørte – 160 km inklusive min fumlen rundt for at finde ned på “MeBo” til at begynde med 
Og det var interessant at se, at vi alligevel var kørt 1000 højdemeter op til St. Ulrich. Det havde jeg ikke forventet (jeg havde ikke læst så detaljeret om byen).
Da vi var tilbage i Meran, trængte Inge til en gåtur og hun bemærkede, at de henne hos Mösl holdt Ruhetag, så der var ingen drink i haven før aftensmad. Nu advaret, slap jeg for at gå de 100 meter derhen og ordnede istedet det med en før-aftensmad drink på en helt lavpraktisk måde…
…nemlig ved at jeg hentede fadøl og hvidvin i hotellets bar og at vi drak som rigtige turister, tilbagelænet i polstrede liggestole på balkonen
Og notesblokken og Lystbæks kuglepen kom frem. Motivet er hjørnet af den terrasse, hvor vi spiser morgenmad.
På vej til restauranten knipsede Inge denne gang en italiensk avis. Den fedeste overskrift – over folden – relaterede til debatten for og imod vaccinering af skolebørn, specielt hvad mæslinger angår.
Et barn skal være vaccineret mod 12 sygdomme for at kunne blive skrevet op til skole i Italien.
Den italienske regering har fredag vedtaget en ny lov, der gør, at et barn skal have en række vaccinationer for at få lov til at starte i skole. Den nye lov kommer efter et udbrud af mæslinger i landet.
Den nye lov kommer på trods af modstand fra det italienske uddannelsesministerium og oppositionspartiet Fem Stjerne-bevægelsen, der mener, at den nye lov er en gave til medicinalfirmaerne.
Billedet midt i drejer sig, som jeg kan fortolke teksten (vi kan vel alle lidt italiensk ), om en skolevej, der er blevet gjort mindre sikker for børnene.
I aften fik vi ikke fotograferet mad, bortset fra Inges Bramata und Thymianjus, der egentlig på menuen skulle følge lammestegen, som Inge undslog sig. Bramata er polenta lavet på grove majsgryn, typisk for Bündnerland i Schweiz. Vi bliver så kloge af at spise godt
Inge gik sig sædvanen tro en aftenstur og fandt anledning til en selfie i et gadespejl. Lige hvor det er monteret, husker jeg ikke.
…og sådan fandt hun mig, da hun kom tilbage Jeg havde snakket med Herrn Meister om steder, han evt. kunne anbefale os at tage hen, og han gav mig en håndfuld idéer, som jeg naturligvis skulle checke geografisk og indholdsmæssigt.