Morgenen introducerede dagen på den allerbedste måde. På varme dage som disse, som vi oplever på dette ophold, har vi ingen fornemmelser i retning af, at det må være skønt ovre på de solbeskinnede Alm’er. Solen har nemlig magt, stor magt allerede fra morgenstunden, så skygge er luksus 
Skygge har vi også heroppe, hvor vi nu skal tage alle beslutningerne mht. aftensmaden, skrive postkort og måske have notesbogen og Lystbæks reklamekuglepen frem.
Og indenfor var udfordringen at vælge mellem alt det buffetten havde at byde på – og det var ikke så lidt – dejligt
Hotelavisen havde som hovedmotiv den sydøstlige del af tagterrassen. Avisen fortalte, at vejret skulle blive “Sonnig und warm” og anbefalede at nyde Meran og omegn og ellers lade sig forkæle her på hotellet. Adskillige udenoms aktiviteter blev også nævnt, så som et besøg i Frauenmuseum for at se 200 års kvindehistorie dokumenteret, alternativt at tage ud i Ötztal for at muntre sig i den “Rope Park”, vi så afviser til, da vi var derude. Men at svinge som en abe oppe i træerne er vist for de yngre årgange
Så var der morgenens udfordring at kaste sig i lag med. Vi fik af en eller anden grund den engelske version, måske kan det ses på os, at vores søn er brite? Men vi kan vel alle også en smule italiensk, ikke, så det går nok – ellers spørger vi bare.
Jeg fik lov at komme med på Inges morgentur, der gik til Schenna. Som det fremgår af kortet, fik jeg (igen, igen) startet uret lidt sent, men det meste af ruten fik jeg da med…
…og ikke mindst højdekurven, der klart dokumenterer, hvorfor Inge, de gange hun gik herop, kom hjem med svedperler på panden. En dejlig tur var det…
Vi har lige vendt om efter at have været på toppen af højdekurven. Jeg havde tidligere spurgt Inge om, hvordan udsigten var på gåturen…
…og den var jo panoramisk. Ved at dreje hovedet lidt til højre kom dette sceneri over Meran ind i billedet, og ved at dreje hovedet lidt mere…
…fik jeg panoramaet fuldendt med et blik ind i dalen i baggrunden, som fører til Schweiz og hvor vi kørte forleden, da vi skulle til den lille kirke St. Prokulus. Dalen har navn efter floden Adige/Etsch, italiens næstlængste flod, der gennemløber den og Meran og Bozen og Verona for at løbe ud i Adriaterhavet. Den hedder derfor logisk nok Val d’Adige/Etschtal. Ötztal, hvor vi kørte op efter at have besøgt den lille kirke, kan også ses her. Yderst til højre i midten har vi Dorf Tirol. Ret meget geografi i dette billede, og så har jeg endda ikke kloget i bjergtoppene
Lidt længere nede mod byen. Helt typisk vej i grænseområdet mellem by og land.
Tilbage på hotellet bemærkede Inge et spil Rummikup i loungen, og kom i tanker om, at vi i Manchester i lufthavnen havde set et par spille Rummikup med et lille rejsesæt. Sådan et må vi også have, og nu kom dette ønske ind på lystavlen igen 
Men egentlig gik hun ind for at fotografere aviserne. De tyske var forståeligt nok intensivt beskæftiget med den tidligere kanslers død.
Bild takkede ham endda. Interessant hvordan den tidligere så udskældte kansler nu i døden bliver “taget til nåde” overalt og rost som “den store europæer”
Efter en let lunch kørte vi op til Hafling og videre derfra ned til Mölten, for at få et indtryk af, hvordan landskabet udviklede sig. Der var jo så kønt omkring Hafling, så det kunne jo være, at der var flere smukke udsigter og landskaber, der ventede på os deroppe.
Her er et blik ned mod Hafling med den lille kirke på “kanten” af bjerget, hvor vi var forleden. Kirken er midt i billedet…
Her har jeg “zoomet” (ikke optisk zoom, jeg har bare brugt billedets fulde opløsning og klippet denne del ud) ind på kirken, der er halvt skjult af et træ, men dog let genkendelig. Bygningen er et hestestutteri, der har Haflinger. Vi så dem kun på afstand, men vi er jo heller ikke “heste-klappere”.
Og her et vue i retning af det bjerg, der rejser sig fra plateauet ved Meran2000, hvor vi var forleden.
De høje bjerge med evig sne i Texlerbjergene kan her ses midt i billedet. Det var dem, vi var ude ved, da vi kørte op i Ötztal.
Højdekurven viser, at vi har kørt oppe på en bjergryg, der ligger næsten 1000 meter over den del af Meran, hvor vi bor, så det er intet under, at der er flotte udsigter deroppefra.
Og så blev det igen tid til lidt aftensmad. Efter salatbuffetten serveredes jvf. vores valg i morges “homemade ice tea with verveine from our garden” – Ja, som nævnt tidligere fik vi af en eller anden grund den engelske version af “Dinner kortet”. Nice på en varm dag
Og så har verbena egenskaber:
Beroligende, krampeløsnende, mildt sveddrivende, nervestyrkende, galdedrivende, bitter tonic.
Det med sveddrivende behøver vi nok ikke så meget af, men resten er jo godt hen på aftenen – alt det vidste jeg ikke, da jeg drak den. Noterede mig bare, at drikken smagte godt
Inge fik “Arancino di riso on spicy tomatoes sugo”. Det rene sprogkursus og quizz på én gang. Arancino er en paneret kugle af risotto og sugo er en sovs (eller “jus” på de bedre restauranter) baseret på tomater, kødafkog og/eller urter. Retten er siciliansk af oprindelse. Den præsenterer sig vældig godt.
…og på min side af bordet sattes en tallerken med “Pacheri with fresh mussels”. Og hvad er så Pacheri? “Pacheri er en let og delikat pasta, der er god i mange sammenhænge” fandt jeg på nettet. Der er også en legende om, at de blev lavet så store og rørformede, fordi de italienske bønder dermed kunne putte 4 fed hvidløg i dem, og på den måde smugle hvidløg ind i Preussen – en gang i gamle dage, hvor der åbenbart i Preussen var embargo på italienske hvidløg. Vi bliver så kloge af at spise godt – og at skrive blog bagefeter
Næste ret var for mig “Steamed halibut with fennel, saffron and vanilla”. Smagte dejligt – et helt lille kunstværk! Mon der fiskes helleflyndere i Adriaterhavet, eller kommer den langvejs fra?
…og til Inge var der “Taleggio cheese in ciabatta coat and chicorée”. Ifølge wiki:
Taleggio er en halvblød skorpet ost, der er opkaldt efter Val Taleggio (en dal øst for Como-søen, så den var ikke lokal). Osten har en tynd skorpe og en stærk aroma, men dens smag er forholdsvis mild med en usædvanlig frugtagtig lugt.
Oste-buffetten sprang vi over – jeg husker ikke, om vi også gjorde det med desserten. Vi havde jo fået lagt bunden
På værelset lå en kuvert med en hilsen fra hotellet og påmindelse om, at vi i morgen forlader hotellet og tak fordi vi valgte deres hotel. Nogle gange ligger regningen i sådan en hilsen, men det var ikke tilfældet her.
Aftenudsigten viste sig ved 21-tiden fra en lidt dramatisk side. Hvad mon sådanne skyer bringer? Det får vi at se i morgen…