Ja, så fik vi svaret på, hvilket vejr aftenhimlen i går ville bringe i dag. Smukt vejr at stå op til og at rejse videre i.
Medens jeg pakkede bil og ordnede “formaliteterne” vedrørende afrejse, gik Inge en før-morgenmad-tur…
Hvor hun mødte denne fyr på en stang. Mon han tjener som fugleskræmsel? Nej, Inge fortæller, at den “skjuler” vandsprinkleren.
Igen denne nærhed med Frelseren, her helt konkret med – gætter jeg på – ønsket om en god majshøst eller bare en god høst, også i vinmarken.
Frugtplantager endnu i skygge med dette flotte alpine sceneri i baggrunden. Inge kunne så vinke farvel til Dorf Tirol derovre i højre side og sige Auf Wiedersehen. Mon hun tænkte på, at om et par timer ville vi køre gennem den dal, der fører hen til bjerget med den lille hvide sky på toppen – på vej til næste opholdssted 
Vinen er ikke helt glemt her på egnen, hvor æbler, abrikoser, ferskner og lignende fylder mest. Har vi mon smagt nok lokal vin under vores besøg her i byen, eller har vi ladet os vejlede på hotellet om vin fra området? Nok ikke i tilstrækkelig grad – vi har en opgave foran os, næste gang vi besøger byen 
Her er æbler til højre og skal vi gætte på abrikoser til venstre? Inge er ikke langt fra hotellet her – måske 5 minutter. Det er et af de skønne aspekter ved hotellets beliggenhed, at man på få minutter er ude i “landlige omgivelser” og områdets “frugteri”
Samme morgenbord (hvor min sorte taske ligger) og samme formidable udsigt over samme frodige egn og høje bjerge.
Bilen var pakket og regningen betalt, så vi kunne 08:45 dykke ned i garagen, hvor bilen med bagagen stod og ventede på os. Jeg havde været udmærket tilfreds med denne garage.
Ved 9-tiden var vi ude på Strada del passo dello Stelvio (SS38) blandt motorcykler, vejarbejder og andre bilister. Vi havde regnet med, at søndagen ville være en god dag at rejse videre, men det viste sig, at utallige søndagsfarere også skulle ud på asfalten og nyde søndagen,
Bygningen til venstre er et (måske tidligere) hotel. Jeg gætter på, at det, sidst i 1800-tallet da det sandsynligvis blev bygget, lå relativt bedre end det lader til at gøre nu om dage. Nemt er det ikke at beskytte sig mod “fremskridtet”
Normalt ville jeg forvente, at dalen snævrer ind jo længere op vi kommer, men der er en overraskelse her fremme, hvor dalen vides markant ud. Bjergene helt i baggrunden er schweiziske – ihvertfald nogle af dem
Så kom vi til Glurns, som om sig selv på nettet skriver:
Glurns, die kleinste Stadt Südtirols, verzaubert alle Besucher mit seinem charmanten, mittelalterlichen Flair, den vollständig erhaltenen Ringmauern und den drei malerischen Tortürmen. Seit dem 16. Jh. kaum verändert, spürt man die bewegte Geschichte der ehemaligen Handelsstadt in jeder Ecke. Der romantische Charakter, das reiche Kulturleben und die idyllische Umgebung machen aus Glurns ein einzigartiges alpines Juwel.
Byen er Sydtyrols mindste by og blandt de mindste i Alperne. Jamen, vil man da invende, der er da mindre byer. Nej, ikke her i landet, de mindre byer er Dörfer Men Herr Meister (hvis hotel vi boede på i Meran) havde anbefalet dette sted som sehenswürdig og værd at køre til.
Da vi holdt foran denne byport, havde vi begge en fornemmelse af déjà vu – og sandsynligvis har vi været her før. Jeg var, inden vi kom helt hen til Glurns, lidt i tvivl, om vi skulle have drejet af mod Passo dello Stelvio, men navigatoren vaklede ikke og sagde “Fremad”.
Vi kørte gennem byporten og fortsatte ad Florastrasse mod byens centrum…
…hvor vi så, at der var koncert med der Stadtskapelle. Herligt med lidt folklore, når man nu er på turistrejse. Inge sagde: “Halt! Det må vi hen og se”.
Der var Fahnen, Lederhosen, Dirndln, Blasinstrumente und Kapelmeister. Alt, hvad der hører til Apropos hører, så ville jeg gerne have hørt lidt mere af deres koncert, for ikke alt, der spilles på blæseinstrumenter, behøver være militærmusik eller Oktoberfest. Desværre begyndte de at pakke sammen efter at have spillet nummeret færdigt.
På vej hen til Stadtplatz’en nåede Inge lige at fotografere et meget fint arrangement med “der Brückenheilige” Johannes von Nepomuk, som skal beskytte byen og dens beboere mod at floden Etsch/Adige ikke oversvømmer byen og/eller ødelæggger broerne. Den løber nemlig gennem byen. Fra en website om østrigske sagn har jeg følgende:
Heiliger Johann Nepomuk,
halt uns die Wassergüss zurück.
An allen Wegen, Stegen und Brucken
Stehen hölzerne und steinerne Nepomuken.
Johannes von Nepomuk (16. Mai) ist – abgesehen von Maria – neben Sankt Florian wohl einer der häufigst dargestellten Heiligen und zwar meist als Statue.
Und stets ist er angetan mit der Priester-Kleidung, einem weißen Chorrock und schwarzem Barett, das Haupt umgeben von fünf Sternen, er trägt den Gekreuzigten im gebogenen Arm oder hält den Zeigefinger vor den Mund, als ob er Schweigen geböte. In letzterer Haltung steht er da und dort auf Beichtstühlen.
Eine solche Darstellung geht aus der Legende hervor ob seiner standhaften Wahrung des Beichtgeheimnisses der Gemahlin des Königs Wenzel von Böhmen, der um ihre Sünden wissen wollte. Doch Johannes schwieg beharrlich, weswegen ihn der erzürnte Herrscher foltern und dann am 20. März 1393 in die Moldau werfen ließ. Fünnf Lichter aber offenbarten die Lage des Leichnams.
Dem heiligen Florian war ja der gleiche Tod beschieden gewesen, und er galt einstmals auch als Wasserpatron, und im Mittelalter besonders auch der heilige Nikolaus, doch Nepomuk lief beiden darin den Rang ab. Seine Verehrung als solcher und Wahrer des Beichtsiegels setzte namentlich im 17. Jahrhundert ein gegen die Lehren von Hus und Ziska. Sie ward hauptsächlich betrieben von den Jesuiten, deren zweiter Schutzpatron Nepomuk ist.
Dramatisk fortid! Vi bliver så kloge af at rejse og skrive rejseblog bagefter
Vi besluttede at sætte os hen til “Gasthof zum grünen Baum” (i parentes bemærket: Gasthofen udmærker sig bla. for at have blitzsaubere toiletforhold) for at få en Apfelschorle, og der…
…skrive et postkort til Annemie. Vi havde købt det henne i den lysegrå bygning i baggrunden.
Her har vi det så i en 100% turistsammenhæng – som det selv.
Vi benyttede en postkasse på Stadtplatz, der var halvvejs camoufleret med pynt til en eller anden festlighed – måske den, der fik die Musikkapelle på banen Hvordan kunne vi vide, at den var der? Jo, vi havde spurgt os for, hvor der mon var en postkasse og fik at vide, at den var skjult henne under de afskårne grene.
Siden vi købte postkortet herinde, havde vi overvejet også at købe en filt-pose med filt-hjemmesko. Beslutningen blev, at det ville vi. Butikken havde udvidet sit areal til det 3-dobbelte ved at inddrage en god bid af der Stadtplatz og det var herude foran, at vi tidligere fik øje på dem. Vi glæder os til at gæster kan bruge dem i vores hjem…
Med den i Struer ambitiøst (min) planlagte – og alt for lange, syntes det nu – rejsedag måtte vi videre og forlod byen ved at køre over floden Etsch/Adige og hen forbi sognekirken indviet til St. Pankratius.
På vejen op til grænsen ved Puntweil havde vi igen et déjà vu – så vi har helt sikkert kørt her før. Og, forresten, hvis vi er i tvivl, kan vi jo altid søge i Livet Undervejs og få svaret der Godt at skrive blog – kan anbefales til eftertiden…
Jeg fik købt en vignette for at kunne køre på de schweiziske motorveje. Her skal man købe for hele året, for der er ingen mulighed for at købe for 10 dage som i Østrig. Så var spørgsmålet, om vi skulle klistre den i forruden – vi kørte jo i en lejet bil. Tankpasseren mente, at vi kunne få “Ärger mit den Polizisten”, hvis de så den sidde løst. Men dem mødte vi ingen af, og vi har den endnu. Hvem ved, måske er vi endnu en gang i landet inden året er omme, og det var en god tanke
Og så kørte vi videre gennem den øvre del af Müstair-dalen, også kaldet Münstertal, der her i moderne tider også refereres til som Biosfera Val Müstair – måske på grund af dens helt specielle natur og klima…
…og havde Park Naziunal Svizzer foran os. Navnene er lidt mærkelige, men vi befinder os i et relativt lille sprogområde, hvor der tales Rätoromanish, der vist er i familie med det Ladinish, der tales ovre i Grödnertal i Dolomitterne. Nu vi er ved sprogene, så lad os lige kigge på fakta:
Die Verteilung der Sprachen ist heute wie folgt: (Schweizer-) Deutsch wird von 63,9% der Bevölkerung gesprochen, Französisch von 19,5%, Italienisch von 6,6% und Rätoromanisch von 0,5%. Die verbleibenden 9,5% fallen auf den Bevölkerungsteil, der eine Fremdsprache als Muttersprache hat.
Theoretisch sind alle vier Sprachen in der Schweiz gleichberechtigt. In der Praxis ist dies jedoch häufig nicht der Fall, da die kleineren Sprachgruppen trotz Ihrer Homogenität um Ihre politische und wirtschaftliche Einflussnahme kämpfen müssen. Laut Schweizer Gesetzgebung sind Deutsch, Italienisch und Französisch die offiziellen Amtssprachen der Schweiz, während das Rätoromanische ”nur” eine offizielle Sprache zur Kommunikation mit der Romanisch-sprechenden Bevölkerungsgruppe gilt. Deutsch, Französich und Italienisch hingegen gelten im Parlament, der Vewaltung und der Armee als gleichgestellte Sprachen.
Med rejsebloggen her bliver turen til den rene akademikerrejse
Oppe på passet – Ofenpass/Fuorn Pass – i 2149 m højde, var der en vis forvirring i mit hovede – og det var ikke på grund af den tynde luft Jeg havde ikke forventet, at vi allerede ville være der og syntes også, at restauranten var lidt mindre og så lidt anderledes ud, end den burde.
Kiosken i forgrunden burde ikke være her…
…og her burde der være en lille sø! I stedet var der det 2985 m høje Piz Daint. Vi var ikke, hvor jeg troede, vi var.
Over en Apfelschorle, hhv. kaffe diskuterede vi, hvor fejlerindringen var og senere kom Inge med en interessant teori. Men den gemmer vi til senere, for på dette tidspunkt kunne hun ikke have formuleret den Her oppe i over 2000 m højde er lyset på sådan en dag ekstremt intenst, så jeg var glad for både hat og briller.
Klokken 12:00 sad vi igen i bilen og nu gik det nedad mod Zernez, hvorefter navigatoren førte os nordpå…
…og hertil! Forvirringen var der lidt igen, for jeg havde ikke forestillet mig, at vi skulle med et biltog – havde aldrig hørt om det eller bemærket det på et kort og guderne skal vide, at jeg har kigget kort i årenes løb . På den anden side, så var det da en afveksling, og på nummerpladerne omkring os lod det til, at også schweizerne er glade for denne forbindelse.
Vi holdt nu i kø for at køre med tog igennem Vereinatunnellen. Stedet, vi holdt på, hedder i jernbanetermer Sagliains (Verladestation) og er på Wikipedia angivet til at være i 1432 m højde. Vores navigator viste 1467 m, så måske har vi et lille kalibreringsproblem. Men jeg har jo heller ikke gjort noget for at 0-stille den.
I stedet for at køre over bjergmassivet, ville vi nu køre lige igennem!
Da die Strasse von Davos nach Susch über den 2383 m hohen Flüelapass starker Lawinengefahr ausgesetzt ist, stand seit längerem die Schaffung einer wintersicheren Verbindung zwischen Nordbünden und dem Unterengadin zur Debatte. Dabei kam entweder ein (unter den gegebenen Umständen relativ aufwändiger) Ausbau der Flüela-Passstrasse oder eine Lösung mit Eisenbahntunnel und Autoverlad zwischen Klosters und dem Raum Susch/Lavin in Frage.
Der 19.042 Meter lange Vereinatunnel ist das Kernstück der meterspurigen Vereinalinie, auch Vereinastrecke oder Vereinabahn genannt, der Rhätischen Bahn (RhB). Diese verbindet Klosters im Prättigau mit Sagliains im Engadin und ist damit Bindeglied zwischen den RhB-Strecken Landquart–Davos Platz über Klosters und Pontresina–Scuol-Taraspüber Sagliains. Darüber hinaus schafft sie mittels Autoverlad auch eine schnelle und wintersichere Strassenverkehrs-Anbindung des Unterengadins an die Nationalstrasse 28 (Prättigauerstrasse) und somit an den Hauptteil der schweizerischen Nationalstrassennetzes. Der Vereinatunnel ist der weltweit längste Meterspur-Eisenbahntunnel.
Vi var ikke den eneste bil, der skulle med og der var lidt spænding om, hvorvidt vi kom med det næste.
Det gjorde vi. Det tog relativt lang tid at komme ind på togvognene, fordi en stor turistbus, der lige akkurat passede til fri-højde og -bredde foran os, skulle lirkes fremad i toget. Vores tanker gik tilbage til vores mange ture under Kanalen til England i Rolands studietid…
…og så rullede vi gennem bjerget – lidt mere komfortabelt end Bilbo Sækker, da han skulle igennem bjerget for at finde Gollum Selv om det ikke blev til en ægte Nickerschen, kunne jeg – efter fotograferingen her – sidde og slappe helt af med lukkede øjne og være klar over, at jeg ikke er 17 år mere, selv om jeg dengang ikke havde et motorførerbevis!
13:10 var vi fremme og begyndte at køre “fra borde”…
…og kom ud i det strålende solskinsvejr i Klosters Selfranga (Autoverlad) i 1281 m højde.
Bemærk, her passer navigatorens højdeangivelse (1280 m) meget flot overens med Wikipedias angivelse (1281 m) af denne biltogsstation. Så formelt har vi på togturen tabt 151 højdemeter over 19.5 km.
Og nu formuleredes Inges teori: Bemærk den lille vej, der kommer ind i bunden af navigatorens kort ude til højre. Havde vi ikke taget toget, var vi kommet ad den vej – op over bjerget vi kørte igennem med toget, og deroppe genfundet vores restaurant på kaffepause-passet – Flüelapass
En website: “Dangerous Roads – the worlds most spectacular roads” beskriver Flüela-passet således:
Fluela Pass is a high mountain pass at an elevation of 2,383 m (7,818 ft) above the sea level, located in the Swiss Alps in the canton of Graubünden. The pass road connects the cities of Davos and Susch in the lower Engadin valley. Since the Vereina Tunnel (som vi kørte igennem på toget) opened in 1999, the road is no longer open all year (det må have været fantastisk at køre gennem dette højalpine vinterlandskab).
There are 2 routes to reach the summit. From Susch, the ascent is 13 km long. Over this distance, the gain is 957 heightmeters and the average percentage is 7.4 %. And from Davos, the ascent is 13 km long with an elevation gain of 829 heightmeters. The average percentage is 6.4 %. The road climbs and descends with winding curves, although many of these curves on the wider stretch of road soon become narrow towards their end, so this route will put your driving skills through their paces. When you reach the peak of this magnificent drive, you can stop off at a parking bay and enjoy the stunning visuals of Lake Davorsee and its surrounding area.
Det var ikke mange solstråler, der landede på vores bil, før vi blev ledt ind i den 4.2 km lange Gotschnatunnel, som for enden…
…har en fortsættelse i form af den nye Sunnibergbrücke. Tunnellen og broen er hovedelementerne i omfartsvejen om byen Klosters, der derved slipper for gennemkørsel af fjerntrafikken. Det er lidt andet end at bygge en omfartsvej omkring Brande! Broen blev iøvrigt indviet af Prins Charles, der var inviteret som æresgæst til åbningen. Han tilbringer nemlig sine skiferier i Klosters Vi lærer så meget ved at skrive blog om en god dag et eller andet sted i verden…
Vi forlod vej 28 i Landquart og kørte ind på motorvej 13/E45 for lidt senere at forlade den til fordel for motorvej 3 og er her i Flums-dalen ikke lang fra Walensee. Vi syntes, at disse bjergformationer var meget anderledes end dem, vi hidtil havde set. De hedder Churfirsten:
Die Churfirsten sind eine Kette von relativ jungen Kalksteinerhebungen. Im Norden laufen sie in relativ flachen Bergrücken bis zum Toggenburg aus. Südwärts fällt die Kette beinahe senkrecht bis Walenstadtberg und anschliessend zum Walensee bis auf 419 m ü . M. ab. Wesentlich geprägt wurde die felsige Südflanke durch den Rheingletscher in der Würmeiszeit. Die Churfirsten sind das Wahrzeichen des Toggenburgs und markante Punkte des Sarganserlandes.
Og så havde vi Walensee på højre side og Churfirsten-bjergkæden ovre på den anden side af søen – vi kan bare ikke se dem, for de er uden for billedet
Der See liegt auf 419 m ü. M. und hat eine Oberfläche von 24 km². Seine grösste Tiefe beträgt 145 m. Durch seine besondere Lage (inmitten eines Tals und auf beiden Seiten bis zu 1000 Meter hohe Steilhänge) ist die Wassertemperatur des Walensees um einige Grad kälter als diejenige benachbarter Seen. Er wird im Sommer selten über 20 °C warm.
Vi fulgte motorvej 3 langs Zürichsee til Dietikon nordvest for Zürich, hvor vi tog motorvej 1 et stykke, indtil vi drejede fra op mod Baden. Der holder vi på billedet her, bag en BMW cabriolet med en ung “Feine Max” bag rattet, armen ud over venstre dør, en Kumpel på det andet forsæde og et par Mädchen på bagsædet. Jeg var tilfreds med Inge på passagersædet, for det er godt at rejse med en person, der kender een. Inge var mere interessant end dette selskab og bilen er ikke det interessante ved at holde her for rødt. Næh, det er Schloss Stein, ruinen øverst i billedet
Schloss oder Ruine Stein ist die Ruine einer Höhenburg auf 445 m ü. NN in Baden im Schweizer Kanton Aargau. Sie überragt die Badener Altstadt und sicherte einst zusammen mit dem Landvogteischloss am Ufer der Limmat die enge Klus zwischen Schlossberg und Lägern. Die Burg Stein entstand vor dem Jahr 1000 und diente zeitweilig als Archiv der Habsburger. Die Eidgenossen zerstörten die Burg im Jahr 1415. Die Stadt Baden liess sie von 1657 bis 1670 als Festungneu errichten, 1712 wurde sie jedoch nach dem Zweiten Villmergerkrieg erneut zerstört; aus dem Abbruchmaterial entstand die reformierte Kirche. Vollständig erhalten geblieben ist nur die Burgkapelle Sankt-Nikolaus.
Lidt længere nordpå, i Koblenz (ja, der er andre røde køer end præstens, som Arne sagde ) nåede vi grænsen. Vi skulle bare lige svinge til venstre henne ved viadukten…
…og krydse Rhinen, hvor de tyske toldere havde deres kontrolstation. Jeg synes, at der mangler et “Herzlich willkommen”-skilt. Lige på den anden side var der vejarbejde og her fik jeg valgt den forkerte vej, bakkede langt tilbage og tog vejen til højre. Men lidt senere begyndte navigatoren at omregne ruten og så vidste jeg, at det første valg i det nye vejkryds var rigtigt. Men…
…efter en lille omvej var vi tilbage på ruten op gennem det sydligste Schwarzwald. Så familiært – næsten som at komme hjem
Bakkerne blev højere – men det er jo også Hochschwarzwald vi skal til, så det er helt rigtigt
Og så svingede vi fra hovedvejen til Freiburg og kørte ind i Hinterzarten. Bemærk, at det er en blind vej – altså ingen gennemgående traffik
Die Kirche Maria in den Zarten lige fremme. Det var dejligt at være nær rejsens mål, for køreturen viste sig at være længere, end jeg havde regnet med – ikke kilometermæssigt, for distancen kendte jeg, men med alle oplevelser og indtryk vi havde haft og alle de vejsving, hvori jeg havde siddet og hevet i rattet (OK, der var både automatgear og servostyring, men alligevel )…
Her på Sickinger Strasse mangler vi kun de sidste 100 m, så er vi fremme og om ikke så mange minutter vil bilen stå i garage på venstre side efter det gule hus, medens vi sidder med en velkomstdrink på højre side…
Værelset var klart. Vi har været her adskillige gange og kender huset og de forskellige procedurer, osv…
…så der gik ikke mere end 10 minutter fra ankomt til dette billede blev knipset. Klokken er 16:51, så det er næsten 5 o’clock og timingen må siges at være fin. Det var dejligt at være fremme…
Men beslutningerne stod allerede i kø for at blive taget. Hvilken aftensmenu kunne vi tænke os at komponere fra de givne muligheder? Vi klarede opgaven med vanlig professionalisme, medens vi forenede os med vores Begrüssungs-Drinks efter eget valg, der naturligvis blev god tysk vin
…og jeg måtte give Inge ret! Der skulle have været indlagt en overnatning midt i Schweiz. De 6:14 som kortet angiver er uden pauser, så det har været en lang rejsedag. Vi kunne f.eks. have taget et ophold i Chur og dermed prøvet nye veje og set en ny region, som vi ellers “kun” har set i forbindelse med vores tur med den legendariske The Glacier Express den 7. marts 2010 (min 60-års fødselsdag, derfor husker jeg den helt nøjagtigt ) – en formidabel og uforglemmelig togrejse fra St. Moritz til Zermatt!
Højdekurven på mobil-app’en ser dramatisk ud, for vi havde været oppe i 2173 m højde. Det bratte fald omkring 4:13 kan ikke alene være turen i biltoget, der kun bidrog med et fald på 151 højdemeter over 19.5 km. Men hvis vi hertil lægger Gotschnattunnellens højdeforskel på 168 m (4% af 4200 m = 168 højdemeter) får vi en total på 319 m. Vi nærmer os…
Højdekurven her stopper inden vi nåede til Hinterzarten, fordi løbeuret løb tørt for strøm. Vi fik sat det til bilens USB-stik og kunne så optegne resten af turen.
Jeg fik lige idéen at checke højdekurven på laptoppen, og her har vi en klar illustration af min hypotese og regnestykket ovenfor. Jernbanetunnellens forløb er mellem de 2 lodrette streger, og til højre for det stykke ses vejtunnellen som et lige stejlt nedadgående stykke, der bringer os ned i godt 1000 m.
18:30 deltog vi i die Gästebegrüssung, hvor Herr Erfuhrt præsenterede hotellet, forbedringer og udbygninger ggennemført det sidste år, dets medarbejdere, ugens program og mindede om aftenernes dress code. Smart casual ønskes af hotellets “anspruchsvolle Gäste”, altså ikke noget med shorts, undertrøjer og caps… Fint nok, indtil han spurgte en af medarbejderne om der var mere? Ja, han havde glemt, at Flip-Flops ikke var velsete i restauranten. Flip-Flops? Hvad var definitionen lige her? Inge tænkte på, at hun her på hotellet altid har haft Birkenstock sandaler på – og dette var vores 7. eller 8. besøg. Hun spurgte datteren, Miriam, som nu er medlem af direktionen, om hendes – altså Inges -Birckenstock var Flip-Flops? Jaeøøø, det var de vist strengt taget. Jeg har ikke andre, svarede Inge. Men det er jo Birkenstok, sagde Miriam og så smilede de til hinanden, og Inge og jeg gik ind i resto’en, begge med Birkenstock’erne på
Ja, vi er i en anden kulturkreds med tradition for at tage pænt tøj (såkaldt Smart Casual er trenden, slips og jakke ses sjældnere) på til aftensmaden, her i det sydvestlige Tyskland, hvor de fleste af gæsterne kommer fra Tyskland og Schweiz, nogle få fra Frankrig og England – og så os!
Mousse von grünem Spargel mit geschmolzenen Tomaten. Let og lækkert. God start efter en lang køredag – men det ville det også være efter en hvilken som helst anden dag.
Og så det helt rigtige lige nu: Anti-Stress Drink
Ingen salat-buffet i aften = ingen motion i måltidet En variation af sommersalater med dressing lavet på balsamico af Gewürztraminer serveredes ved bordet.
Til mig kom Markgräfler Spargeln mit gemischtem Schinken, neuen Kartoffeln und Sauce Hollandaise. En rigtig herreret. Og ja, jeg fik en Rothaus Pils at drikke dertil.
Gebratene Scholle mit Kartoffel-Gurkensalat und Remouladensauce til Inge. Det skarpe lys, der falder ind på tallerkenen afslører, at vi har et vinduesbord – faktisk har vi et 2-vinduesbord.
Vi sprang over osten og hentede lidt fra dessertbuffetten. Vi var trods alt ikke gået hertil fra Meran
Ved 21-tiden var vi godt installeret på balkonen med resten af vinen…
…og her sad vi til ved 10-tiden og sammen med alle pelargonierne så vi lyset svinde – det lidt mærkelige lys, der er her, fordi solen går ned bag en bjergtop, inden den går helt ned.