Scenemæssigt starter vi dagen, som vi sluttede den med solnedgangen i aftes. Det ser ud til at blive endnu en dejlig dag.
Inden jeg går videre med dagens blog, kan jeg lige vise svømmepølen og die Liegewiese i nattøjet 
Inden morgenmad gik Inge ud på en tidlig morgentur. Jeg kan her se, at hun startede nede i ådalen og tog retning nordpå mod kirken.
…og her kommer hun tilbage ved 8-tiden. Klar til et godt morgenmåltid.
Jeg havde et ærinde i garagen på den anden side af gaden og benyttede lejligheden til at knipse hotellet i morgensolen. Det ser da meget Schwarzwaldsk og hyggligt ud, ikke? – og derinde venter en dejlig morgenmad 
På vej ind til “vores” bord i restauranten kiggede jeg ind i den afdeling, der hedder Kuckuck-Stube for dels at fotografere det moderne kuckuck-ur, dels at fotografere de knaldrøde kronhjorte. Vi har jo på denne rejse et vist fokus på kronhjorte…
De vigtige beslutninger blev truffet således over alle 3 søjler!
Die Tagesblätle lovede solrigt og varmt vejr – og mente i øvrigt, at folk skulle genopdage Titisee, eventuelt gå dertil. Det har vi gjort, og i dag har vi andre planer.
Vi ville på tur til en seværdighed, som vi på ingen af vores tidligere besøg har set. Men først skulle morgenrunderne gennemføres. Min var meget kort og strakte sig kun til en lille tur gennem skoven og ned ad stien fra Kesslerhof.
Vi ville ned til den lille by St. Blasien for at kigge på dens kirke, og der var ikke nogen lige vej derned.
Her er vi nået om på den anden side af Titisee…
…og her halvvejs nede ved Schluchsee.
På L146, midt mellem Äule og Menzenschwand holdt vi ind for at få nogle skridt på plageånden og ellers kigge ud over landskabet. Vi er her oppe i 1145 m.
Jeg fik idéen at fotografere bilen, for ellers kommer vi hjem uden at have et ordentligt billede af den, og så kan Roland og jeg have lidt drengerøvssnak om VW Tiguan vs Range Rover
I St. Blasien fandt vi nemt P-Dom, hvorfra der var 5 minutters gang til domkirken, som var vores første mål på turen. Undervejs kom vi forbi dette solur – et, der virkelig vil noget
Der Dom St. Blasius er meget stor, og fra den vinkel, hvorfra vi kom dertil, havde vi modlys. Derfor træet midt i motivet – ikke særligt professionelt, men det gav skygge på telefonen
Jeg stod ca. hvor pilen peger. Det er et stort komplex af bygninger, vi står foran, og selve domkirken er den groft skraverede centrale del.
Jeg havde forberedt mig på hotellet i går og kunne disse mål, fordi jeg havde lavet en skitse af de centrale mål. Men i kirken gav en informationstavle os en meget bedre tegning, så den bruger jeg her til at vise, at designet er bygget over en kugle med en diameter på 36 m, hvis halvbue genfindes i kuplens tag. Søjlerne i hovedrummet er = radius = 18 m.
På nettet har jeg hentet flg.:
Der Dom St. Blasius steht in St. Blasien im Landkreis Waldshut, im Südschwarzwald. Die ehemalige Abteikirche des Klosters St. Blasien hat eine Gesamthöhe von 62 Metern und wurde 1783 eingeweiht. Sie war damals die drittgrößte Kuppelkirche Europas. Mit einer Spannweite von 36 Metern gehört ihre Kuppel gegenwärtig noch zu den größten in Europa. Der Architekt Pierre Michel d’Ixnard errichtete den im Zopfstil gehaltenen Bau nach dem Vorbild des Pantheons in Rom. Die Kirche wird von der römisch-katholischen Pfarrgemeinde St. Blasius genutzt und ist Veranstaltungsort einer jährlich im Sommer stattfindenden internationalen Domkonzertreihe.
Die volkstümliche Bezeichnung als „Schwarzwälder Dom“ weist nicht auf einen Bischofssitz hin; als ehemalige Klosterkirche müsste die Kirche, wie ihre Vorgängerkirche, eigentlich Münster heißen.
Og så kan man spørge sig selv om, hvordan i alverden sådan en gigantisk kirke finder plads i sådan en lille by i en krog af Schwarzwald? Det har kirkens hjemmeside et svar på:
Wie kommt ein so majestätisch wirkender Kirchenbau in die Waldeinsamkeit des Albtals? Diese Frage ist nicht zu beantworten, ohne die geniale Person des Erbauers und seiner geistigen Weltsicht Fürstabt Martin Gerbert. Stark vom Gedankengut der französischen Aufklärung beeinflusst, die den Glauben an Gott durch den Glauben an die Vernunft ersetzen wollte, suchte er nach der Brandkatastrophe des Jahres 1768 das von der Aufhebung bedrohte Benediktinerkloster zu retten. Der Bau dieses Domes sollte ein steingewordenes Zeugnis sein für die neue geistesgeschichtliche Epoche. Eine Antwort auf die Aufklärung in dreifacher Hinsicht: durch seine theologische Konzeption der Vereinbarkeit von Glaube und Vernunft, durch die neue klassizistische Architektur, die den Sakralbau im Stil der Moderne ermöglichte, schließlich als „letztes Aufbäumen gegen die von Untergangsstimmung gekennzeichnete kirchenpolitische Lage“.
Der sogenannte „Schwarzwälder Dom“ wurde im Jahr 1783 als Abteikirche mit der damals drittgrößten Kirchenkuppel in Europa eingeweiht.
Her står St. Blasius – den helgen, som kirken er indviet til. Jeg havde i min notesbog skrevet om ham, at man ikke kendte ret meget til ham, men han skulle stamme fra Lilleasien og blev fremtrædende trosbekender for den armeniske kristendom. Hans navn skulle have en latinsk rod, men dets betydning er ukendt. Han skulle være en afholdt læge, som også hjalp nødlidende dyr. Han blev halshugget i 316. Inden det skete, bad han en bøn, hvori han ønskede, at alle syge (vistnok med fokus på strubelidelser), der bad en bøn i hans navn, skulle blive helbredte.
Udenfor – i den moderne kunsts navn – fortælles St. Blasius’ skæbne i klart formsprog…
…samt på en lille messingtavle.
Vi gik naturligvis også indenfor, og vidste på forhånd at søjlerne var 18 m høje og tangerede indersiden af en cirkel med diameter 36 meter Vi sad lidt her helt bagerst for at fornemme kirkens interiør, der var meget åbent og nærmest klinisk i sin fremtoning.
In der Mitte der Innenkuppel findet sich ein großes Deckengemälde des deutschen Malers Walter Georgi, das 1912 geschaffen wurde. Es stellt die Aufnahme Marias in den Himmel dar. Das Bild ersetzt ein 1874 durch einen Brand zerstörtes Gemälde von Johann Wentzinger, das die Glorifizierung des heiligen Benedikt darstellte.
Die heutige Orgel an der Rückwand des Chores wurde in den Jahren 1911 bis 1913 von den Orgelbauern Wilhelm Schwarz & Sohn (Überlingen) errichtet. Das Orgelgehäuse im Stil der früheren Silbermann-Orgel ist 12 m hoch, 7 m breit und 4 m tief, und bildet mit ihrem dunklen Naturholz einen farblichen Kontrast zum weißen Innenraum der Kirche.
Gitteret bag alteret er det såkaldte Hildebrandt Chorgitter fra 1983. Inge og jeg stod ovre på den anden side af det og diskuterede designet, specielt den lille platform til et rødt bæger med et brændende Kerzenopfer. Det stod på en lille platform til venstre for midterlinien, og den platform passede ikke med symmetrien i gitteret. På tegningen her ses den lille platform ikke, så den må være svejset på senere – men af hvilken grund er det efter 1983 blevet vigtigt at have et lille tændt Kerzenopfer her?
Senere var vi omme på den anden side af gitteret, hvor en gruppe fik en rundvisning med forklaringer om kirken, som vi så kunne lytte lidt med på.
Gruppen gik og vi kunne komme nærmere alteret og selve gitteret. Bemærk i venstre side af billedet det lille brændende Kerzenopfer på en lille platform monteret på gitteret. Alteret herinde er også bemærkelsesværdigt. Jeg mener at have læst, at det er denne del af kirken, altså på denne side af gitteret, der nu om dage benyttes aktivt til sognekirkens gudstjenester.
I et af de 6 små siderum med altre brændte lys i røde glasbægre og…
…på en stol derinde lå denne lille hjælp til en bøn, man eventuelt kan bede efter at have tændt et Kerzenopfer. Vi tændte også et lille lys.
Herinde fik St. Blasius lidt mere kulør på. Fantastiske træsnit-arbejder vi ser rundt omkring.
Hvor farven fuldstændig manglede, var hos Werner von Wiblingen (ved Ulm), hvis rester opbevares her i kirken i en sidegang. Werner blev sendt fra St. Blasien til Wiblingen med en gruppe munke, for der at etablere et kloster. Det var vist omkring år 1100, så intet under, at der mangler lidt af ham. Han må så – gætter jeg på – være bragt tilbage hertil, da klosteret i Wiblingen ophørte med at fungere.
Et af siderummene var indrettet meget moderne, hvilket vel bidrager positivt til at modsvare det moderne samfund udenfor, også hvad angår behov for mindre lokaler til de små aktive menigheder – bare endnu et af mine gæt
Mange kirker har en illustration – enten indendøre eller udendøre – af “den Kreuzweg” i 12 billeder. En indendørs-serie var på væggene herinde i dette lille siderum. Vi syntes godt om den, så godt at vi gik hen for at læse kunstnerens navn: Otto Hebel (1922-1996)
Efter dette grundige besøg i dem Dom zu St. Blasien forlod vi byen ved 1-tiden. Jeg skal dog ikke undlade at fortælle, at jeg blev udsat for samme formastelige behandling af et offentligt toilet uden for kirken, som i Sankt Catherina i Südtirol. Igen havde jeg fulgt skiltene og fremme og trængende var det samme dørtype – en, der kunne åbnes med en enkelt 50-cent mønt – og jeg havde ikke fået vekslet til småpenge. Jeg måtte på stedet lave knibeøvelser et par gange og gå tilbage til P-kælderen med uforrettet nødtørft og køre hjemad
Her ved kortet kan jeg fortsætte min lidelseshistorie og vende den positivt. Ved Menschenschwand så vi en afviser mod et vandfald og evt. ville vi kigge på kirken i byen der. Men det viste sig at være kompliceret, så vi vendte om og kørte tilbag til hovedruten. Men lige inden var der en lille P-plads med god vegetation på siden, hvor det gik stejlt ned. Her kunne jeg i naturen træde af på dens vegne 
…
Jeg fik startet uret lidt sent, men ruten er i det store og hele godt dokumenteret…
…en god times tid senere var der serveret hos Café Diva
Jeg havde denne lille fontaine i synsfeltet fra hvor jeg sad og det varede ikke længe inden Inge kom med en hentydning til, at der jo ikke var blevet lavet mange skitser i dag 
Så jeg fandt kuglepen (fra et mindre dansk hotel ) og blok frem og begyndte at kradse lidt ned på papiret. Det er svært.
Det blev 5 o’clock somewhere, og faktisk hos os et kvarter over. Med det gode vejr var der dejligt ude på balkonen, så hvorfor sidde nede i die Kaminstube? Jeg indtog rollen som tjener og hentede op.
Siden var vi naturligvis igen nedenunder, for vi skulle jo smage konsekvenserne af vores kulinariske valg i morges. Inge startede med Weisses Tomatenmousse mit Tomaten-Büffelmozzarella-Salat und Balsamico…
…og jeg Carpaccio di polpo mit Limettendressing. For de gæster, hvor det italienske ikke slog helt til her var der en oversættelse på menukortet: Marinierter Tintenfisch. Vi bliver så kloge af at rejse og spise
Efter en dejlig og kold gazpacho og besøg ved salat-buffetten serveredes til Inge Ratatouille-Strudel mit zweirlei Mais im Avocadocrème…
…til mig Gebratener Seeteufel mit Steinpilzstaub und Safranreis. Smagte dejligt.
Og vi rundede begge måltidet af med Bananen-Stracciatella-Parfait. Alt i alt et dejligt måltid.
Medens jeg i baren ventede på en tjenende ånd, bemærkede jeg, at Helmut Kohl ikke længere var tema på forsiden, men henlagt til lederen. Derimod beskæftigede avisen sig med den tiltagende varme i det sydvestlige Tyskland og citerede Der Deutsche Wetterdienst for at advare mod fysiske udfoldelser udendørs i varmen, som i denne uge vil nå årets hidtil højeste!
Heroppe i over 800 m højde er der om aftenen ganske dejligt udendørs på balkonen og den kølige Rothaus Pils og Weissburgunder så velbehagelig, at vi ser resten af ugen i møde med sindsro.