07:20 var Roland og jeg og hundene på benene. Vejret var igen formidabelt og havet helt stille.
Meget disciplinerede holdt hundene sig på linje med Roland. Bemærk, han går kun i en skjorte. Jeg havde flies og vindjakke på – men jeg er jo heller ikke brite 
Kysten lå næsten helt jomfruelig og stille foran os – endnu ubrugt af dagen.
Hundene ser for mig ofte ud til at have færten af et eller andet, men de står alligevel stille. Roland fortæller, at hvis de ser en kanin pile hen over græsset, så tændes der for deres instinktive jagtsystem, og så glemmer de vist meget om den opdragelse de har modtaget 
Inge var også ude på sin morgengåtur og var lige så betaget af udsigten som vi. Det er rent zen, dette motiv.
Oppe på toppen havde hun et flot blik over til Holyhead, hvor 2 Irlands-færger lå til kaj.
Ved 8-tiden var Rolands og min tur slut og Inge kom et kvarter senere.
En time senere var vi ude på The North Wales Expressway A55 med retning mod Beaumaris…
… – som vi kører ind i her – for der at gå ombord på et skib, der skal sejle os op og rundt om Puffin Island. Det glædede vi os til.
Vi var heldige at finde en parkeringsplads i nærheden af anløbsbroen, så det kunne ikke være bedre, rent logistikmæssigt. Vejret var der heller ikke noget at udsætte på, så det tegnede til en fin dag.
Allerførst måtte jeg hen i køen for at købe billetter hos “Puffin Island Cruises”.
Der var en tegnet panoramaprofil af bjergene ovre på den anden side af the Menai Strait. Som Inge siger, nu hvor jeg skriver bloggen, havde vi dengang haft Viewranger App’en på telefonerne, behøvede vi ikke denne tegning
Tegningen var nemt tilgængelig og vi kunne stå 3-4 personer og kigge på den på en gang.
Der var et fint parkanlæg langs kystmuren og i anledning af det gode vejr og vel mest kapronings-arrangementet var der fuldt af biler.
Jeg bemærkede dette mærke i det rødligt asfalterede fortov. En mand på bænken i nærheden sagde: Pas på. Det er en tyske mine. Hvis du træder på den, så eksploderer den!” Det kunne i øvrigt være en god tur at gå the Isle of Anglesey Coastal Path. Den er 200 km lang, så der skal nok en uges tid til at gå den
Lige over for billetkontoret fandt vi et godt bord under palmerne hos The Bulkley Hotel, og fik os en kop kaffe og lidt at guffe til. Vi havde jo en sørejse foran os så det var godt at have noget at stå imod med 
Det var vist Katy, som fik den gode idé at sejle en tur til Puffin Island, og nu var der ikke længe til at vi skulle over på anløbsbroen.
Dette skib, nærmere en båd hvad størrelse angår, kunne utroligt nok medbringe 60 passagerer. Den gik vi ombord i…
…og fik strategisk gode pladser på samme polstrede bænk lige bag styrhuset – ikke dårligt når vi kom ud i åbent farvand, for vinden var stadig kold. Hundene havde fået frakker på…
Skipper – en dame – introducerede skibet og dets besætning (hende selv og den unge mand i rød jakke). Hun var ret god til det og viste også undervejs at have check på det og prøve at gøre turen så interessant som muligt.
Efter 10 minutters sejlads op ad det rolige Menai Strait kom vi ud i lidt mere åbent vand, men der var ikke nogen søgang at tale om – måske havde hundene en anden mening om det. Det var deres første tur på vandet og selv om de virkede anspændte og nervøse var de meget rolige
Roland havde kikkerten med. Det var rart at se og høre at han var glad for den. Han har nok lige kigget på de 2 sømærker i baggrunden. Den røde er the Perch Rock Bouy og det sort/hvid-stribede fyr er the Penmon Lighthouse. Pynten bag dem er the Penmon Point. Så er vi grundigt lokaliseret
Så kom vi til Puffin Island. Skipper sejlede stille ind til kysten og udpegede de forskellige fugle, der lige var at se.
Båden var fuld og billederne her kan give indtrykket af, at det var svært at få et godt udsyn, men det gik egentlig helt fint, og medpassagerne var flinke, hvis vi ville fotografere. Bemærk Inges telefon i nederste højre hjørne
Katy og Roland kigger sæler. Og der skal kigges godt efter, for de har kun hovederne oppe.
Vi kom til øens nordøstligste pynt, som vi skulle rundt om. Ruinen på toppen er, hvis jeg husker korrekt, en gammel semaphore/telegraf-station.
Puffin Island (Welsh: Ynys Seiriol) is an uninhabited island off the eastern tip of Anglesey, Wales. It was formerly known as Priestholm in English and Ynys Lannog in Welsh. A hermitage was established here around the 6th century and there are remains of a 12th century monastery on the island. The island is also a Special Protection Area for wildlife.
Puffin Island is the ninth largest island off the coast of Wales and marks the northeastern end of the Menai Strait. Puffin Island’s highest point is Carboniferous limestone, at 192 feet (59 m) above sea level having steep cliffs on all sides. It has an area of 69 acres (0.28 km2). The island is privately owned by the Baron Hill estate.
Omme på den anden side var øen karakteriseret af stejle klipper velegnede til rugende fugle. Og de sad tæt. Her var bla. rider, som på Bulbjerg i Nordjylland. Søpapegøjer var der ikke nogle af her…
Længere omme var der mange fugle i vandet, og måske var der nogle puffins deriblandt, men ikke på det billede jeg fik knipset Skipper var ellers meget flink til at udpege dem, og jeg fik da set dem. Det havde jeg aldrig gjort før, og det var bla. det, jeg havde glædet mig særligt til på denne tur.
Jeg lånte Rolands kikkert og var ekstra glad fordi han havde den med, for så kunne jeg også se søpapegøjerne inde på klipperne.
På tilbagevejen sejlede vi tæt forbi the Penmon Lighthouse. Vi kunne nu høre, at der også var en klokke, der klimtede en gang imellem.
I styrhuset var der en samling souvenirs til salg, heriblandt magneter til køleskabsdøre og lignende.
Der var en søpapegøje iblandt dem, og sådan en måtte vi da have med hjem til den magnetiske tavle i stuen. Billedet af den har jeg lige taget herhjemme, hvor den er i brug
På den sidste strækning ned gennem the Menai Strait prøvede jeg at lave en groufie, men Inge må have bemærket at det ikke gik så godt. Hun fik så dette billede på sin mobil, og det er da et fint og lystigt billede. Hun er selv med i mine solbriller
13:09 gik vi fra borde. Jeg roste skipper for hendes livlige forklaringer og bestræbelser på at give os så gode muligheder for at se the wildlife ude på Puffin Island. En af hundene rystede hele tiden. Roland sagde, at det ikke hjalp at berolige den. Det skulle komme helt af sig selv.
Man kan ikke fortænke hundene i, at trænge til at komme af med både det ene og det andet – selv havde jeg fået lettet mig på skibets toilet, så min forståelse var stor – og jeg måtte endnu engang beundre Rolands tålmodighed med omhyggeligt at samle hundebæ op i en pose og pænt skaffe sig af med den i en affaldsspand.
Med lejen af hytten fulgte der en walisisk kage med. Den havde Katy medbragt og vi kunne nu få en bid medens hundene faldt til ro. Bemærk at jeg sidder med min solhat og hætten oppe. Vinden var stadig kold, syntes jeg, men se de britiske damer, de er sommerklædt!
Vi var klar til næste etape af dagens tur. Vi skulle hen til et spisested, som “those in the know” kender til, som Katy udtrykte det. Roland laver vægtløftningsøvelser med Greyhounds i stedet for tungt metal. Han har opgivet at få dem til at springe op i bilen
Dette var stedet! En campingplads med spisested…
Maden var virkelig velsmagende, og uventet at få i en restaurant på en campingplads.
…og det gjaldt også desserten, lavet som en inspiration over rababer.
Klokken blev 16:15 før vi kom derfra, men så havde Katy og jeg også fået kaffe. Den tog det lidt vel lang tid med at få serveret…
En lazy afternoon, som vi fortsatte tilbage i hyttens have.
Vi havde også været meget omkring på øen, så lidt afslapning var os vel undt
Roland introducerede Viewranger app’en til mig på Inges telefon…
Taken with ViewRanger Skyline – Compass Heading : 20°, Version : 7.4.3(294), Field of View : 58.0, Device : iPhone7,2(10.3.1)
…og minsandten om den ikke kunne pege på en bakketop og en bebyggelse og navngive dem og informere om afstanden derhen. For 12-14 år siden hørte jeg om smarte anvendelser af navigationssystemers informationer, og da var noget lignende i støbeskeen, sammen med elektroniske førerhunde og mange andre Nu var det så langt, at alle kunne have den på mobiltelefonen.
Vi fandt spillet Rummikup frem. Nu skulle hjernerne på arbejde. Og solen skinnede!
Indledende måtte vi have spillereglerne på plads. Roland googlede dem…
… og så lærte vi som spillet gled frem.
20:50 var vi på vej mod solnedgangen. Den var helt formidabel – endnu en gang!
Her er vi alle nede ved kanten af Anglesey. Rent zen!
Dette bliver godnatbilledet.