06:54 var udsigten denne. Ret begrænset kunne man sige, for gusen tillod lige akkurat at se båken oppe på Kikkerbakken. Så var spørgsmålet bare om, hvornår den vil lette…
Men så var der solskin på natbordet 
Vi fik ikke smagt disse vingummier i julen, så den angiveligt gode smag har vi endnu til gode…
…og smagsløgene har jo også nok at gøre ved morgenbordet
Blandt andet med spejlægget, der kommer på en meget varm pande. Det kan jeg godt lide. Og som på andre gode hoteller, vi har boet på, tillader jeg mig at spise pølse og bacon til. Så er det ligesom mere rigtigt
Den lokale avis fortalte på side 20 om Næssundfærgens redning, efter at kommunen havde revet det financielle tæppe væk under denne færgefart. Vi kan godt lide dette initiativ til at genskabe infrastrukturen i Sydthy. Det var jo urimiligt, at beboere i Sydthy/Mors skulle op over Vildsund for at komme til den del af Mors/Stdthy, som via færgen naturligt var forbundet.
The Sunday Telegraph annoncerede på forsiden, allerøverstoppe, en præsentation af de 30 bedste Tea-rooms i Storbritannien. Jeg var spændt på, om der var et i Manchester…
…og det det var der minsandten. Jeg checkede adressen på internettet og viste dette Tea Room i “gadeniveau” til Inge. Hun genkendte det straks, og sagde, at der havde vi allerede været 
Det var den gang Roland boede i Tib Street – kun et par blokke derfra.
Inge havde et specielt øje til avisens omtale af kunst og kunstkøb…
…så det gav anledning til en snak om vores møde med og forhold til kunst i den tid vi havde kendt hinanden. Herunder kom vi ind på dengang i vores helt unge dage – før vi blev gift – hvor vi stod foran et maleri af Hammershøj – jeg husker det, som var det i Ribe – som var til salg. I min erindring var prisen ca. 21.000 kr. – det samme som en ny traditionel VW! Jeg havde slet ikke øje for Hammershøj dengang (fandt ham lidt kedelig) og bestemt mere på biler Derimod har Inge altid haft forståelse for hans kvaliteter!
Mætte og på vej fra morgenbordet bemærkede vi en flaskesamling og kom til at tænke på Roland. Det ville han nok have gået op i, for han interesserer sig for smagsgivning til spirituosa. Selv er jeg overrasket og lidt mystificeret af etiketterne: Klitrose-Rom 1919, Gin-Spearmint og Gin-Choko Mynte – og hvad mon der var i den uden etiket? Jeg fik ikke spurgt, medens jeg var der, desværre 
Efter disse høj-æstetiske betragtninger og indtryk på og ved morgenbordet blev det lidt mere jordnært. 09:45 tog Inge dette billede oppe fra båken. Jeg – som sædvanlig lidt senere ud af døren – ses i højre side nede på stien, hvor jeg har travlt med at starte min Garmin navigator op.
Jeg var spændt på, om busken med den enlige udsprungne gyvelblomst, vi så i julen, ville stå smukt gul og næsten helt udsprunget. Den var der ikke en blomst på, og heller ikke på alle de andre hundrede af gyvelbuske vi ellers så. Det mest markante forårstegn var hybenrosens knopper
Klitlandskabet havde heller ikke ændret sig udseendemæssigt siden julen. OK, med gusen hængende ind over er det måske lidt svært at vise os de fremskridt, som naturen havde gjort siden sidst
Pudsigt nok begrænsede det vildt, vi så, sig endnu en gang til en larve, der nok var for tidligt ude til at have reelle chancer for at blive en smuk sommerfugl en dag. En ordentlig moppedreng, som lige må være noget for en krage, forestiller jeg mig – eller for en stjernekok i hans/hendes søgen efter nye kulinariske højder
Tilbage fra turen tog jeg dette billede for at vise udefra, hvor “vores” værelse ligger. Det er det med balkonen og vinduet under “Ruths”.
Imedens vi gik turen i Klitplantagen – minus 40 år – blev dette gruppebillede taget på Stendalgård af de “medvirkende” ved bryllupsmiddagen aftenen forinden, hvor Katja (Be) og Sven generøst havde lagt hjem og dyreryg til, Elly kom med kagen og Arne havde vist sørget for vinen.
Fra venstre: Sven, Katja (kaldet Be) med Bjørn på armen, Lene, Arne, Ester, Anker, Elly og Hjalmar. Næsten et helt formelt billede…
Inge og jeg havde på det tidspunkt været et ægtepar i ca. 24 timer. I dag har vi været gift i ca. 350.400 timer
Her er Inge og jeg kommet på banen (og Lene lader til at være forsvundet, hun var på potten, hvis jeg husker rigtig) og Sven havde overtaget kameraet. Hvem, der lige sagde noget morsomt der, husker jeg ikke, men ifølge Inges fabelagtige hukommelse var det mig…
Jeg havde næsten glemt, hvor trompetformede buksebenene på jeans var i 1977.
Pilen viser, hvor de 2 forrige billeder blev fotograferet
13:26 tog Inge dette billede af den synlige del af vores gamle arbejdsplads (den usynlige er under sandet i en stor 2-etages bunker. Bunkeren blev vist nok refereret til som “Bunker 1000” og dens bygherre var den tyske værnemagt). Sttedet ligner næsten sig selv fra dengang, selv om tekniken har gjort højdefinderne overflødige. De stod ellers og nikkede som gammeldags oliepumper i ørkenen. Den høje mast blev vist kaldt “High-power masten”. Jeg har været 2/3 oppe i den, og da jeg nåede så højt syntes jeg, at det var tilstrækkeligt
Nu, da vi var her i anledning af den runde dag, kunne jeg, da vi kørte forbi stedet her, ikke lade være med at tænke på, at vi i vores allerførste tid som måske-et-par tilfældigvis mødte hinanden i en gang dybt nede under sandet og for et øjeblik smuttede ind i et lokale fuldt af elektrisk kommunikationsudstyr – rummet blev kaldt “krydsfeltet” – og kyssede hinanden så inderligt (som nationalskjalden Kim Larsen udtrykker det). Denne erindring deler Inge dog ikke med mig og mener, at jeg istedet for et smukt minde her har begyndelsen til en roman
Ude på Nordstranden fejede vinden og det rå klima prompte de romantiske memoires bort og sørgede for at øreklapperne kom ned og kraven op.
Stedet har tidligere vist sig at have meget sympatisk formede sten, som er velegnede til at dekorere. Derfor trodsede vi det ubønhørlige klima her ude på Nordstranden, i stedet for at sidde foran kaminilden i Pejsestuen. Man er vel seriøs kunstner
Tilbage i byen ville vi købe en blyant og viskelæder hos boghandleren – vi havde nemlig glemt at få et med til vores Weekendavisen-krydsogtværs’ere – og kom derved ind i et mysterium af en parkeringsplads, hvor alt var forbudt og hvor man skulle betale, men hvor der ikke var nogle steder at betale… Boghandlerdamen forklarede, at alt det først begyndte fra på næste mandag. Vi holdt foran en helt ny Netto-butik, der også skulle åbne om nogle dage, og kunne ikke forestille os, at en butik kunne løbe rundt økonomisk, hvis kunderne skulle hen om en parkeringsautomat, før de kom ind i butikken.
Derefter kørte vi – i anledning af dagen i går – hen forbi rådhuset. Billedet, vi viste i går, af os med vielsesattesten, blev taget henne bag den gule Fiat. Rådhuset var dengang relativt nyt, kun 10 år gammelt. Nu er det ikke rådhus længere. Nu har det i stedet en historie – ligesom os
Ejnar Borg vandt konkurrencen om et nyt rådhus i Skagen allerede i 1942 – med et nostalgisk forslag, der var en parafrase over byggetraditionerne i byen. Først 25 år senere fik han opgaven overdraget, heldigvis med et mere frigjort og selvstændigt projekt. I 2008 blev bygningen nedlagt som rådhus, da Skagen blev sammenlagt med Frederikshavn Kommune.
Borg var en stor fan af le Corbusier og hans ideer, der i har influeret byggeriet. Det gælder sammenstillingen af kubistiske længer med stejle facader og ensidige taghældninger i en kompliceret struktur omkring to torvedannelser i to niveauer. Hoveddispositionen synes endvidere påvirket af Alvar Aaltos rådhus i Säynätsalo i Finland, og tværsnittet i forhallen peger frem mod det fire år yngre Odder Rådhus.
Funktionerne var klart fordelt med ekspeditions- og sagsbehandlingskontorer i to etager i tilknytning til den rummelige forhal. Den korte sidefløj mod øst indeholdt en særpræget byrådssal med balkon for tilhørere, mens den en-etages længe mod Fiskergangen og den to-etagers blok mellem de to torve var forbeholdt kontorer. Udearealerne var bundet sammen af trapper, ramper og mure af ubehandlet beton, den indre gård havde en vandkunst.
Rådhuset blev opført i gule sten med røde tegltage og den traditionelle hvide forskælling. Også her er der anvendt beton, bl.a til tilhørerbalkonen. Over de større rum er de store bærende trækonstruktioner synlige. Gulvene er af ølandsfliser og pitchpine.
Også med reference til le Corbusier blev der anvendt stærke farver på de enkelte bygningsdele, for eksempel dragere og spær i ultramarin, sorte vinduer, røde knægte og vægge i hvid, grøn, gul og orange.
Som sagt disponerer Frederikshavn Kommune nu over den fredede bygning, der bl.a. anvendes til borgerservice. Men en endelig ny funktion af huset er endnu ikke fundet.
Disse eftermiddagspauser med varm chokolade og kold nypisket flødeskum er der af en årsag – den del af årsagen, som vi kender til, drejer sig om, at vi godt kan lide en pause på det tidspunkt med en velsmagende energitilførsel og lidt hjernegymnastik og nu med viskelæder….
Inge gik sig en tur, som bla. førte hende hen om kirkegården. Måske for at checke om Philip Sørensen stadig var der – og det var han. Gravstedets “bunddække” i form af sten med små beskeder på, gav hende stof til eftertanke…
Philip Sørensen lå altså hvor han skulle ligge, og hans sommerhus var der også og – set udefra – stort set som han forlod det.
Og fra samme punkt tog hun udsigten mod øst hen mod Solnedgangspladsen med den lukkede kiosk og bag den det nedstyrtningstruede hus.
Og så lige en runde op på Kikkerbakken, hvor hun står under båken og laver en skygge-selfie af sig selv og den
Amerikansk hvidvin og fransk fadøl og en lille skål rodfrugt-chips stod den på efter 18:00. Inden for den efterhånden traditionelle bar-pause kl. 18:00 er vi ret gode til at sørge for variation. Man skal jo heller ikke gå hen og blive vanedyr
Nu vi taler om variation: Her, dagen derpå, havde Inge lavet en ny kombination: nu med 2 mellemringe, så der var farver på.
…og en time senere sad vi i Brasseriet med en velsmagende portion Skagen Fisk på tallerkenen – lyssej på kartofffelkompot – svømmende i beurre blanc…
…som vi fulgte op med en også velsmagende dessert, som jeg har glemt navnet på. Burde have kunnet husket den bedre, for det er sjældent, at vi har plads til dessert. Men vi blev lokket af gæsterne ved nabobordet, som roste denne dessert til skyerne på en nabobord. Den var så uforglemmelig god, at mindet om den lever længere end vores erindring om dens navn på spisekortet.
20:03 var vi på Kikkerbakken for at se solnedgangen. Ja, vi var lidt sent på den, men deroppefra kunne man se de sidste farver på himmelen…
…og et kvarter senere var det allerede nat – og da der blev ikke taget flere billeder i dag, bliver dette godnatbilledet 