02:25 var stormen løjet så meget af, at vi syntes, at det ville være forsvarligt at åbne en af de franske døre. Vi lagde os til at sove med piben ind af den anden dør, men det blev straks friskere og vi faldt i søvn igen.
07:30 var jeg i morgenmadsrestoen – som den første, hvilket jeg godt kan lide. Alt er jomfrueligt på buffetten, i brødkurven og jeg kan vælge mit favoritbord 🙂
Tilbage på værelset ved 9-tiden benyttede jeg pausen inden formiddagsturen til at fotografere den endnu ulakerede sten med skibe (8.5 cm på længste led)…
… og den med søstjernerne, som nu var lakerede færdigt. Søstjernernes farve er stenens “våde” farve, der fremkommer ved at lakere stenen.
Formiddagsturen ville vi gå i Skagen Klitplantantage, men allerførst skulle vi hen for at se på stormsituationen ved Solnedgangspladsen. Vi kunne slet ikke komme derhen, for havvandet strømmede os imøde derhennefra!
Så vi drejede om på hælen og gik hen ad Jeckelsvej og ind på Nordsøstien med retning mod Flagbakken. Vi fulgte stien, da den drejede fra vejen og førte ned forbi “Højengran”…
…til Kanalvej, som vi ville helt ud til enden af…
…for at følge vejen, der fører ind i plantagen herfra. Den var spærret for bilkørsel, hvilket var fint – og så var der et kort over plantagen, som jeg her fotograferer.
Jeg havde søgt denne folder hjemmefra på nettet, men alle links førte til en website, som ikke fungerede. Så tænkte jeg, at jeg kunne samle en op ved en vejspærring som her, men ingen steder er de at finde.
Det gode ved en mobiltelefon med høj opløsning er, at man kan fotografere sådan en planche og så have et kort med sig, som man kan zoome ind på.
Vi fortsatte ned ad Annemettesvej – og vejret blev bedre og bedre og til sidst havde vi skyfri blå himmel. Det specielt dejlige ved denne vej er, at den fører ud i det åbne terrain, hvor duften af marehalm, urter, sand og hav er helt speciel.
På Pælebakkevej kom vi forbi dette parti fyrretræer, som jeg døbte “de provencalske fyrretræer”, for de mindede mig på en eller anden måde om Provence. Om det har noget med realiteter at gøre, tør jeg ikke garantere for 
Det er skønt at gå ud ad Pælebakkevej, for langs den åbner klitlandskabet sig med majestætiske klitter, fordi vi er relativt tæt på kysten.
Vi svingede ind ad Den Pløjede Vej og fik træer på begge sider. Den lave vintersol gav lidt uvirkelige belysningsforhold. Selv om træerne ikke er særligt høje, var det belysningsmæssigt som at gå i en dal.
Tilbage i Gl. Skagen gik vi forbi kunstneren Niels Helledies baghave, hvor han har nogle af sine arbejder udstillet. Det er nogle år siden vi sidst har set en egentlig udstilling med hans arbejder, og egentlig også længe siden vi har set nogle af dem på deres brugs-pladser i kirker, for eksempel. Her er det som om han har et primitivt alter i baghaven (til venstre i billedet)
Og så var vi ved at være tilbage. Vejret var skønt!
Det blev til en tur på 10.4 km. Skulle vi nu hvile? Nej, vi valgte at køre over til Østerstrand med det samme – nu vi alligevel havde overtøj og støvler på – for at kigge efter sten til at male på.
Det fine ved Østerstrand er, at man kan legalt køre helt op på den lave klitrække – få skridt fra stranden…
…og her ved ankomsten kigge ud på den bizarre samling af store skibe, der venter på at få noget at sejle med.
Der var mange sten – næsten lige til at samle den ene kandidat op efter den anden – og posen blev tung igen. Men af større sten var der få.
Lyset var meget skarpt og Inges solbriller lå på hotellet. Dem kørte vi lige tilbage efter, og derefter ud til det Grå Fyr, hvor jeg troede, at jeg – som i gamle dage – kunne svinge ind og parkere. Det er længe siden, at jeg har set en så stor tæthed af forbudsskilte med “Al adgang forbudt”. Der byggedes om i fyrmesterens bolig. Jeg sagde til Inge, at “i vores tid” var der nu mere Klondyke over byen end der er nu 
Vi rundede parkeringspladsen ved Grenen, men havde ikke lyst til at holde der for at samle sten på stranden. Vi kørte derfor ud til Nordstranden for at samle sten der. Sjovt at køre forbi radarstationen, hvor vi har arbejdet i nogle år da vi var unge. Helt ud til Nordstrand kom vi dog ikke i bil, for vejen var fuld af stormen Urd’s efterladenskaber.
Var der mindre end en halv time på Nordstrand, for vinden og temperaturen gjorde det ugemytligt. Men vi fik alligevel en pæn samling strandsten med hjem.
På vej tilbage kørte vi forbi flyvestationen på Chr. Winters Vej og så igen, at den var nedbrudt og at der siden vores sidste besøg i byen ikke var bygget noget nyt på matriklen. Det forekommer mig, at en entreprenør har købt grunden for at bygge boliger, og så er gået konkurs inden han kom rigtigt igang.
Tilbage på hotellet besluttede jeg, at stenen med sildene ikke skulle have mere lak og fotograferede den, så jeg kunne sende et billede til Ruth, som inspirerede mig til at dekorere sten. Og så gik jeg igang med at male på en af de sten, jeg samlede forleden. En rødlig granitsten i varme farver, som i “våd” tilstand måtte kunne bruges som farve på fyrretræsstammer, som dem vi så på formiddagens gåtur – jeg kaldte dem “de provencalske fyrretræer”.
15:00 varm chokolade med flødeskum i Pejsestuen – og vi gættede krydsogtværs, medens vi labbede dem i os. Igen en meget hyggelig kombination at beskæftige sig med.
Inge gik sig en tur og jeg malede videre på stenen. Først var hun henne om Solnedgangspladsen, men det var stadigvæk ikke muligt at gå derud ad vejen.
16:40 var hun på sin runde nået tilbage til hotellet, som hun fortsatte forbi ud til klitten ved afdøde Philip Sørensens sommerhus, når hun nu ikke kunne komme ud på Solnedgangspladsen. Udsigten her ved sommerhuset var ret så dyster og dramatisk. Vi ser her 2 skibslys ude i horisonten. 10 minutter senere, ville der kun være disse 2 lys at se – resten ravnesort mørke
Nede i Pejsestuen ved den sædvanlige tid bestilte jeg en øl fra Skagen Bryghus og bad tjeneren anbefale mig en jeg endnu ikke havde smagt. Han anbefalsede en 5 Korns øl og gik for at hente den. Kom tilbage med den i en vinkøler og beklagede, at han ikke havde en på køl og håbede, at denne løsning var OK. Det var den selvfølgelig. Til Inge bestilte jeg et glas hvid vin – det blev en Riesling fra Alsace.
Aftensmadsvalget landede på Skagen Fisk, som idag var Stegt lyssej på kartoffelkompot og sauce beurre blanc. Smagte dejligt til sidste bid…
… og til sidste dråbe. Brasseriet var fuldt igen i aften, så folk måtte vente på at få et bord. Endnu engang slog appetitten ikke til, at vi effektivt dykkede ned i dessertmenuen.
I stedet gik vi en tur efter aftensmaden. Ikke fordi “plageånden” om håndledet manglede skridt til dagens optælling