Inge var også idag tidligt ude at gå tur med sin aktivitetsmåler og allerede 07:17 fotograferede hun hotellets restaurantbygning fra gågaden…
…fortsatte hen ad den og drejede ud på broen, hvorfra hun fotograferede Norder Tief med hotelparkeringspladsen og dens bro…
…og gik hen over parkeringspladsen og broen til gaden bag hotellet, hvor hun fotograferede “bagsiden” af det lille hus, vi bor i – vi havde heldigvis ikke vinduer ud til gaden og havde mere ro end vores værelsesnaboer.
Sidste billede på den gåtur var af den lille fløjtespiller i hotellets gårdhave.
Vi mødtes til morgenmad og kunne i die Hauszeitung læse om Doornkaat’s historie og erfare, at det lille hus i gårdhaven oprindeligt var das Hausmeisterhaus der Firma Doornkaat- vi boede altså i portnerboligen 🙂
Den “rigtige” morgenavis beskæftigede sig igen med problemerne i Mellemøsten.
Hvorfor fotograferede jeg bagsiden af en ske her til morgen? Jo, vi havde bemærket, at hotellets bestik var meget behageligt at spise med, og da vi er på jagt efter en afløser for det bestik, vi har derhjemme, gjaldt det her om at memorisere mærket. Og jeg var ikke sikker på, at jeg om et stykke tid stadig kunne huske dette stels navn: WMF Cromargan 
Medens jeg pakkede bilen gik Inge endnu en tur og kom forbi et hus med lystige sørøvermotiver. Det var ikke kun for sørøvere, men for børn med behov for lektiehjælp og det var en god måde at gøre huset venligt/lystigt og ikke gravalvorligt. Norden har en havn, eller noget de kalder havn – og den er ikke mange hundrede meter borte – så murmaleriet er vel helt relevant.
Hun “stolperte” også over “Stolpersteine”…
…og mindestenen for byens synagoge, der blev ødelagt i 1938. Man kan godt reflektere over, at den jødiske menigheds historie med relevans til byen Norden på Wikipedia starter med et afsnit “16. Jahrhundert – 1933”, dernæst et “1933-1938”, dernæst “Reichspogromnacht 1938”, dernæst “Exodus, Vertreibung und Ermordung” og til sidst “Nachkriegszeit”. Halvdelen af menigheden forsvandt og en egentlig jødisk menighed findes ikke længere i Norden – et resultat, i mine øjne, af at demokratiet ikke fungerede i 1933, men druknede i partiskænderier indtil en “stærk mand” kom på scenen. Jeg er bange for “stærke mænd” i politik og har det ikke helt godt med den politiske udvikling i Europa for tiden.
Da jeg på billedet så båden for foden af mindestenen, kom jeg til at tænke på min veninde Ruth, som laver smukke ting af ilanddrevne grene og sten.
Vi er jo på ferie – eller på rejse, skulle jeg som pensionist måske hellere sige. Og et traditionelt europæisk rejsemål havde vi foran os 15:15 – Rhinen. Vi var midt i endnu et UNESCO Naturwelterbe: Kulturlandschaft Oberes Mittelrheintal zwischen Bingen/Rüdesheim und Koblenz.
Her, i Weinhaus Weiler i Oberwesel, checkede vi ind og fik hjørneværelset på 1. etage med pelargonierne foran. Gennem porten i den gamle bymur ses den grønbrunlige Rhin. Billedet er som trukket lige ud af afsnittet “Romantiske Rhin” i et busrejsekatalog fra 1960-70’erne 
Vi havde kørt ca. 490 km (lige under vores planlægningsgrænse på 500 km/dag) og været ca. 6 timer undervejs, så inden nogen turisme kunne komme på tale, måtte vi lige over til La Dolce Vita på den anden side af markedspladsen (der var kun 100 meter)…
…for at få en dosis Eiskaffee. Vi bestilte og jeg løb hen på turistkontoret et par huse borte for at få brochurer over sejlture på Rhinen inden de lukkede. Da jeg kom tilbage til La Dolce Vitas fortovsrestaurant stod der 2 velvoksne Eiskaffee – i glas med farvet fod!
Fra det flade østfrisiske land til Rhindalen var der en markant forskel. Et kig på turens højdekurve viser også, at vi havde været oppe i 505 meters højde og nu var i omkring 80 her på gaden i Oberwesel.
Den altid observante Inge havde bemærket en hestesko mellem de andre Pflastersteine – endnu ikke nogen “Stolpersteine” – der er 12 af dem i byen!
Med fornyet energi slentrede vi rundt i byen, naturligvis først ned til Rhinen…
…og så på hovedgaden lidt mod syd…
…der ikke var specielt interessant. En kunsthandlers vindue fangede dog blikket.
Og jeg lagde mærke til dette hus med en korsfæstet Kristus mellem 2 vinduer på 1-salen.
Vi gik lidt opad de skrå gader og kom til das Franziskaner-Minoritenkloster.
Fra gaden kunne vi se ruiner af noget, der nok engang i bedre tider var en kirke. Om klosteret skriver byens kulturhus:
Geschichte des Klosters
1242 wird das Franziskanerkloster in Oberwesel gegründet. Um 1280 beginnen die Mönche mit dem Bau einer Kirche im gotischen Stil.
Bei der Spaltung des Ordens um 1500 schließen sich die Oberweseler Franziskaner den Minoriten an. Infolge der Reformation kommt das Klosterleben allerdings bald zum Erliegen.
Eine zweite Blüte erlebt das Kloster in der Barockzeit. Die Gebäude werden renoviert oder neu aufgebaut. Mit der Säkularisation 1802 kommt das endgültige Aus, das Kloster wird aufgelöst. Bis 1836 finden jedoch Gottesdienste in der Kirche statt.
Bei einem Stadtbrand 1836 wird das gesamte Kloster zerstört und arme Oberweseler Bürger lassen sich in den Ruinen nieder. Ein außergewöhnliches Wohnviertel entsteht, das bis heute seinen Charme nicht verloren hat.
17:15 var vi tilbage på Marktplatz og dermed i umiddelbar nærhed af hotellets terrasse…
…hvor der snart efter stod en karaffel hvid Rhinskvin og 2 glas.
Så her slappede vi af med henholdsvis fartplaner for Rhindamperne og en politidetektivroman (for nu at bruge min farmors udtryk).
18:30 indfandt vi os i restauranten. Et lille bordstaffeli med menutavle fortalte, at vi skulle have Lauwarmes Ziegen-Camenbert am Kirschconfit mit Blattsalaten til forret, Rheinischer Sauerbraten mit hausgemachten Klösschen und Apfelkompot til hovedret og Crème Brulé til dessert. En anstændig menu!
Her forretten…
Inden den regionale hovedret var der tid til at smage på vinen…
Jeg husker ikke hvor længe retten har simret i gryden, men forberedelsen tager flere dage, fordi kødet skal ligge og trække længe i rødvin, eddike og krydderier, inden det ristes på panden og derefter lægges i gryden med marinaden og grøntsager og simrer 2 timer. Sovsen tilsættes smuldret Pumpernickel og Sultanas (hvide rosiner, hvilket er naturligt for området der svømmer i Rhinskvin). Retten var meget mørk, mør, smagte meget intenst – og godt.
Desserten skilte sig ikke ud fra andre Crème Brulé’er så den fik ikke et billede med her i rejseberetningen 🙂 Aftenen faldt på. Inge gik en tur med aktivitetsmåleren og fotograferede hotellet i skumringen. Ser helt fredeligt og idyllisk ud 🙂
…og derinde…
…sad jeg endnu med min smartphone i skødet 🙂
20:50 fotograferede jeg markedspladsen fra værelset. Det blev dagens godnatbillede, hvor alt så så stille og roligt ud…