6:59 knipsede jeg Zugspitze…
7:13 gik jeg igen ud på balkonen og fotograferede ind over Grainau i retning af Garmisch.
Lige efter prøvede jeg at “hente” Zugspitzes top ved at “zoome” med mobilens kamera. Der var nemlig kommet “guld” på toppen.
7:38 tog Inge dette billede af Grainau, der vågnede op til en smuk søndag.
Og vi spiste morgenmad til denne udsigt. Ikke dårligt – og så den 25. september!
Hauspostillen havde det hele. Der Bauernregel med at hvis vi i dag har tåge, så bliver vinteren våd. Die Wettervorhersage lover kun flot vejr i dag, så det bliver en fin vinter 
Som udflugtstip anbefales en “geologisk vandring”, der hvor Zugspitzes nordflanke faldt ned for 4000 år siden, eller til Walchensee oppe ved Kochel.
Men vi valgte vores egen gåtur hen til, og måske omkring, Eibsee. Så igen op til Höhenrain Panoramaweg…
Hvor vi i går drejede til højre mod øst, gik vi i dag til venstre mod vest.
Jeg havde ikke gået ret langt før en fold i strømpen generede. Helt tilpas kom vi forbi en “Hüttle”.
Der var ikke meget panorama over stien. Måske for 50 år siden, men nu var træerne så høje at der kun sjældent var et vue. Her dog et blik på toppen af Zugspitze. Henne for enden af stien skulle vi tage en beslutning om, hvilken sti vi ville fortsætte ad. Vi valgte til højre…
…og det begyndte snart at gå opad igen. Her heller ikke meget panorama 🙂
Vi tænkte på vandrestokkene, der ikke var kommet med på turen…
Jeg lagde også en sten på, og på grund af dens minimale størrelse kan den slet ikke ses på dette billede 
Det blev ved og ved med at gå opad – og stadig ingen panorama. Dog fandtes der en bænk, hvilken var kærkommen, for vi havde vist klaret ca. 240 højdemeter på dette tidspunkt.
På toppen kom vi til en korsvej, hvor vi ifølge turistbureauets kort skulle tage den venstre brede sti. Den var bare ikke bred. Startede som en lille skovsti hvor vi igen tænkte på vandrestokkene, der lå i bagagerummet i hotellets garage. Her på billedet er stien dog blevet relativt komfortabel.
Hvor Inge fotograferede mig ovenfor, kunne vi for første gang se ned på Eibsee – og så er det dog ikke Eibsee, men en lille “blindtarm” på søen, kaldet “Untersee”.
Lidt længere fremme kom endnu en foto-mulighed af Untersee.
Og så gik det nedad. 7 minutter senere var vi ved Eibsee. Det var der også mange andre, der var. Det antal vi havde mødt indtil nu kunne ellers tælles på 1 hånd. Vi satte os på bænken.
Lige bag bænken lå Untersee jadegrøn og med en turistmæssigt perfekt baggrund.
Jeg troede, at her ville vi have en næsten 100% panoramasti, men der var egentlig kun få muligheder for at se det flotte bjergpanorama. Fra dette “hul” i vegetationen kunne vi se over til den Sailbahn, der kører op til spidsen af Zugspitze.
10 minutter senere kom der i det nordvestlige “hjørne” af søen en mulighed for at få et godt blik over søens små øer.
På Wikipedia fandt jeg et kort med angivelse af øerne i Eibsee. Da vi var der, lagde jeg ikke mærke til at der var så mange. Vi får også her at vide, at søens vandflade er 973 meter over havet.
20 minutter senere, ovre ved die “Anlegestelle”, lavede jeg dette pano.
Der Herrgott kom igen ind i billedet på søens sydside.
Vi fik gennemført runden omkring Eibsee og fortsatte – uden at gå ind i den restaurant, der var der – videre mod Grainau. Undervejs mødte os dette syn af køer, der blev fodret 🙂
…og vi kom forbi Badersee, hvor jeg troede, at jeg så et stort dyr svømme i det meget klare vand. Det viste sig at være et par dykkere
Vi nærmede os Grainau og kunne ane hotellet længere fremme.
Kom forbi endnu den Herrgott, som vi kan se fra vores balkon. De er som regel robust fremstillet og kan stå for vind og vejr.
Og så var vi overfor hotellet, men lige over kunne vi ikke smutte. Vores værelse er i venstre hus, etagen lige under taget og 3. vindue fra venstre.
Vi gik den røde rute – mod uret – 18. km – på en halv liter vand og 2 små stykker chokolade!
Prøv at se, hvordan Garmins kort skriver Österreich på den tyske side af grænselinien og omvendt med Deutschland 
294 meters højdeforskel havde vi haft på vores tur. Eibsees vandspejl er oppe i 973 meters højde – tænkte jeg ikke på første gang jeg kørte fra Garmisch til Eibsee for et par år siden.
…så vi havde fortjent aftensmaden – fra forret…
…til dessert.
Inge gik en tur med sin aktivitetsmåler – eller var det omvendt 
– og fortalte, at hotellet udenfor var pyntet med masser af små lamper.
Det lød interessant. Jeg gik ud for at kigge…
Og minsandten om der ikke var julestemning derude!
…og endnu mere, når man som gæst ankom og så det fra parkeringspladsen.
Og så fik vi på den måde godnatbilledet.