06:39 – pudsigt at opleve morgenrøde i vest…
Inden jeg gik ned til morgenmad ved 7:30-tiden bemærkede jeg at Wilder Kaiser var begyndt at få lidt morgenrøde på toppen. Der var ingen støj fra byggepladsen på den anden side af gaden.
20 minutter senere var dalen også solbeskinnet og der var en dejlig udsigt – endda til das Bergdoktorhaus, som er i den lille gruppe huse der lige kan ses over den græsbeklædte bakke, der stadig ligger i skygge i forgrunden. Smedejerns-arbejdet er hotellets logo, en bjørn i en cirkel, kunstfærdigt ophængt.
Billedet ovenfor benyttede jeg som vedhæng til denne besked til Charlotte. Jeg var blandt de første i restauranten og gik og hentede vand, brød etc. til os, da jeg havde et markant déjà vu mht. en lang og ranglet mandsperson, sidst i fyrrene. Et ekstra diskret kig overbeviste mig om, at han var der Bergdoktor’s rolle-lillebror. Ud over at hotellet er Drehort, så er den altså også Wohnort for i hvert fald en af skuespillerne.
Her ser det ud som om morgenrøden også er kommet på min kniv, men det er fra lampen over bordet. Den er iøvrigt lavet af kalve(?)læder (med hår på ydersiden) og broderede Edelweiss-blomster på. Meget sympatisk.
Husavisen “Morgenpost” havde som alle andre et Spruch og vejrudsigten. Her var det vejrudsigten, der var mest interessant: Sonne pur hele dagen 😉 Golf er vi ikke interesseret i…
… men udsigten til spansk aftensmad gik rent ind. Husavisens forslag om at gå op til Die Bergdoktor-Praxis / das Bergdoktorhaus faldt tilfældigt sammen med, hvad vi havde forestillet os for formiddagens gåtur. Vi valgte jo netop at bo i Ellmau, fordi den havde mange Drehorte til TV-serien “der Bergdoktor” 
På kortet fandt vi “Das Bergdoktorhaus” (rød pil) og ca. 09:40 forlod vi hotellet (grøn pil).
Nede ved kirken skråede vi over kirkegården…
…og lidt ude ad Austrasse fik vi bekræftet, at vi var på rette vej.
Udsigten var – selv om vi er i dalen – fremragende og Wilder Kaiser præsenterer sig flot. Men Sonne pur er det ikke, som husavisen forudsagde. Det kommer måske senere.
Das Bergdoktorhaus ligger oppe hvor vejen forsvinder over bakken.
Et kig bagud over byen var så fint med de disede bjergtoppe i baggrunden. Jeg er ikke sikker på, hvad de bagerste og højeste hedder – måske er det Loferer Steinberge 30-35 km borte med toppe på op over 2500 meters højde.
Og her igen Wilder Kaiser, som her lidt oppe fra præsenterer sig lidt bedre end set nede fra dalen.
Og oppe ved huset var det helt klart, at vi ikke var alene om at se TVserien “Der Bergdoktor” 
Når der Bergdoktor ikke er på banen vikarierer en papfigur for ham. Se hans blå lapsesko! Dem havde jeg ikke bemærket før jeg skrev på bloggen her 
Jeg tror, at papfiguren er nogenlunde hans højde, for rolle-lillebroderen er lige så høj som han, og i restauranten syntes jeg, at han var et hoved højere end mig.
Inden døre i “konsultationen” hos Dr. Melchinger, som er den ældre læge, hvis praksis der Bergdoktor har overtaget. Dr. Melchinger er altid hjælpsom med erfaring og gode råd i serien.
…og her konsultationsværelset hos der Bergdoktor, hvis rollenavn er Martin Gruber.
Udenfor var en bod med merchandize og jeg købte magneter til tavlen derhjemme – med TVseriens hovedpersoner på. Så har vi noget kulørt med minder om en gåtur i Alperne, når vi er derhjemme igen.
Vi gik lidt videre ad die Bergdoktorrute inden vi vendte om…
..og gik ned til dal-stationen for svævebanen til Hartkaiser. Der ville vi op.
Die Hartkaiserbahn kan siges at være Ellmaus svævebane, hvor Going og Scheffau også har deres.
Selv om banen har eksisteret siden 1973 er alle faciliteter gennemmoderniseret og helt nye – kun 1 år gamle. Det var jo betryggende. Den regionale website skriver:
Der 20. Jänner 1973 stellt ein bedeutsames und zukunftsweisendes Datum für den Aufschwung des Ellmauer Tourismus dar. An diesem Tag wurde am Ellmauer Hartkaiser die fertig gestellte Standseilbahn unter Beisein zahlreicher heimischen Vertreter aus Politik und Wirtschaft feierlich eingeweiht und somit die Basis für eine erfolgreiche Zukunft gelegt…
…Mit Ende der Wintersaison 2015 wurde die Standseilbahn durch eine Gondelbahn erneuert. Der Neubau der Hi-Tech 10er Gondel Hartkaiserbahn mit Mittelstation & WLAN in der SkiWelt Ellmau bedeutet auch in Sachen Service einen Quantensprung: Völlig neu gebaut wurde die Talstation der SkiWelt Ellmau mit Sportshop, beheiztem Skidepot auf 1500 m², Restaurant, Apres Ski Lokal und Gratis-Tiefgarage mit 150 Plätzen.
In weniger als neun Minuten werden die Fahrgäste von Ellmau auf 1.530 Meter befördert. Die Gesamtlänge beträgt über 2,1 Kilometer, der Höhenunterschied 703 Meter. Alle Kabinen sind mit Sitzheizung und WLAN ausgestattet, behindertengerecht & ein besonders langer Einstiegsbereich sorgt für bequemes und entspanntes Zusteigen.
…så jeg kunne have surfet på nettet, hvis det havde været vigtigt for mig – det var det ikke.
Der var fin tid til en alpin groufie 
…og så var vi oppe!
Og her kunne vi få bekræftet at bjergene i det fjerne, som vi havde set på vej op til das Bergdoktorhaus rent faktisk var Loferer Steinberge. Og heroppe fra kan man i klart vejr også se helt til vores gamle venner, die Watzmännern, Berchtesgaden baggrundskulisse! Lige nu er der bare en sky i vejen derude mod øst.
På toppen var der en slags Erlebnispark med adskillige oplevelser – især for børn. Men denne “lydforstærker” skulle jeg nu alligevel prøve, og jeg må tilstå, at det var fabelagtigt, hvor tydeligt jeg kunne høre nogle insekter, som havde fundet vej ind i tragterne og i øvrigt fugle i træerne. Og det helt uden brug af elektronik
Helt oppe på toppen var der endda et udsigtstårn – som om vi ikke var højt nok oppe. Men der skulle vi naturligvis også op.
Stien op til toppen gav flotte udsigter mod syd.
Og helt oppe i toppen af tårnet var der denne udsigt over til Wilder Kaiser. I forgrunden svævebanens bjergstation, hvor vi ankom.
Der var også en kikkert med information i billedet, og her fik jeg endnu engang bekræftet, hvilke bjerge vi tidligere havde set i østlig retning- og, hvis vi kigger nærmere efter, så ser vi også Watzmann med sine 2712 meters højde over havet.
Nede igen på bjergstationen trængte vi til et eller andet, og Inge fik den udmærkede idé at dette skulle være en Apfle-Schörle. Den er læskende og giver lidt energi, og så kunne vi her slappe af med at kigge på panoramaudsigt – i ordets egentlige betydning!
Og denne groufie skulle sendes med email til Roland og whatsapp til Charlotte – med de bedste hilsner her oppe fra godt 1500 meters højde.
Der skulle tages en beslutning om nedturen fra bjerget. Svævebane eller gåben. Modigt valgte vi sidstnævnte med udsigt til 2:30 timers gåtur – nedad! Tallene yderst til højre på de 2 øverste skilte angiver vandrevejens nummer på vandrekortene.
Med returbilletterne i lommen gik vi nedad. Måske ville billetterne være gode at have når vi nåede midtvejsstationen…
Heroppe var stien fin og bred. Vandrestokke var der ikke behov for…
Efter en halv times tid var vi nede ved en Einkehr-Möglichkeit i 1415 meters højde.
Længere nede stødte vi på figurer, som ham her.
Det var det første medlem af Rübezahl-familien – her Onkel Wilhelm – der var sat op langs stien herfra og ned til Rübezahlalm i 1170 m højde. Vist mest for børn, men som skulpturer var de meget sjove.
På Rübezahlalm var der også en Einhehr-Möglichkeit med samme navn. Den har været her siden 1778. Dengang dog ikke med servering som nu. Elektricitet blev lagt ind 1987 og nu kan ejerne køre herop i bil, så menukortet blev nok udvidet samtidig med Vi holdt ikke pause her, men fortsatte ad stien, der går ud af billedet til højre.
Og så kom vi til Midtvejsstationen – og skulle vælge om vi ville stige på, eller om vi var heltmodige til fods. Det var vi…
…og ganske kort tid efter begyndte det at gå meget stejlt nedad. Vi manglede helt klart vandrestokkene nu. Vejen var endnu bred, men med mange løse sten.
100 meter længere nede – i 1043 meters højde – gik stien overraskende nok ikke til venstre, men til højre…
…ind i skoven hvor vi skulle være på vagt overfor trærødder, der var nemme at snuble i, især når det gik stejlt nedad.
Men vi kom omsider ud af skoven – og det fortsatte nedad. Vi manglede definitivt stokkene 
Endelig, omkring 16:00 fik vi dalstationen i syne.
Vi rundede kirken på dens kirkegård og havde kun det sidste stejle vejstykke op til hotellet.
16:30 sad vi på hotellets terrasse med the og kage. Det føltes helt rigtigt.
Og vel også lidt fortjent. Prøv at se! Næsten 2 timer konstant nedtur – uden vandrestokke, som igen lå komfortabelt i bagagerummet
14.7 km havde vi tilbagelagt, heraf 2.1 km med svævebanen. De fede røde lige streger er andre svævebaner.
17:48 var aftenudsigten fra værelset denne.
I receptionen fik jeg dette blad om regionen Wilder Kaiser. “Der Bergdoktors” hovedrolleindehavere var prominent på forsiden Vi besluttede at tage klokken seks vinen på værelset, så den gik jeg ned i baren efter.
Tilbage på værelset kunne jeg sende denne meddelelse til Charlotte. Jeg var næsten blevet prominent af at hente 2 glas hvidvin
19:00 var vi på pletten som ønsket af hotellets direktion…
Der var jo annonceret Spanisches Diner.
Og så var der ostebuffetten, som jeg ikke fik billede af…
Det var en dejlig aftensmad – og ja, vi blev mætte
…og vi havde spist i prominent selskab