Klokken 07:01 gik vi forbi avisbordet. Invandrerdebatten var denne søndag overtrumfet af et interview med en kontroversiel person i show-bizz 🙂
…og ved samme tid var udsigten sådan fra morgenbordet. Gråvejr og vådt og ikke ret varmt.
Jeg har et møde klokken 10 med gamle skolekammerater – årsagen til vores ophold her – og sidder her ved morgenmaden og glæder mig til at se dem. Det er 50 år siden sidst for de flestes vedkommende, og vel 45 år siden for resten af dem. Det bliver spændende på en måde, der er svær at sætte ord på…
At jeg går ud for energi inden jeg skal spise frokost med dem er der ingen fare for med hotellets “Genießerfrühstück” 🙂
Jeg havde bestilt taxi til klokken 09:30. Han var der da jeg kom ned foran hotelindgangen og inden vi kørte skulle han lige have skoddet sin smøg – receptionen havde informeret ham om, hvor jeg skulle køres hen, så alt var i orden.
Her, over for Brauerei Hansen (det lyse hus på den anden side af gaden), skulle vi mødes klokken 10. Jeg var der 20 minutter for tidligt…
…men det så jeg positivt på, for langs kajen lå mange gamle skibe og der var boder på kajen (der var “Fischmarkt” i dag) og det regnede kun ganske lidt. Der var noget interessant at kigge på 🙂
Som i Struer, præsenterer også her i havnen et bådelaug sin samling af gamle restaurerede “klassiske yachter”. Det bidrager meget til det gode miljø langs kajen og selv om skibet i baggrunden oser op af skorstenen, så er det dog charmerende, at der stadig sejler et dampskib rundt på fjorden 🙂
Blandt laugets samling er verdens ældste racer-båd, bygget i 1886! Den danske version af informationen under tegningen af båden lyder sådan:
“En lodret, lige forstævn, en hæk, som rækker langt agterud, et uhyre slankt skrog og en bovsprit, som strækker lig lige over vandoverfladen foran de sejlende: Det er den smukke victorianske racer-kutter (“Victorian Racing Cutter) “Willow Wren”.
Jeg fik ikke taget et billede af “Willow Wren”, men dette billede viser – med St. Jürgens Kirke i baggrunden – flere af de andre både – og de er, set med Struer-øjne ikke så bette endda 🙂
Da St. Jürgens kirke viste 10:00 på tårnuret og bimlede 10 gange var jeg tilbage på mødestedet. Her var ingen, men jeg så en gruppe stå ovre foran fiskerestauranten, hvor vi skulle spise. Det var de gamle klassekammerater. Nu viste det sig, at restauranten ikke var reserveret til os før 12:00 så på grund af den lette regn blev det nødvendigt at finde et sted. Det lykkedes mirakuløst nok i et lokale der vist hed Café Central. Medens vi ventede på kaffen blev der knipset løs, især med mobiltelefoner. Her er det meste af den del overstået (mine billeder fra det indledende knipseri duede ikke til ret meget).
I forgrunden til venstre knipser Kurt, bag ham knipser Rita, Verner sidder med armene over kors, Hanne smiler nede fra hjørnet, Astrid sidder i sin røde trøje, Birgitte smiler til Rita, Bent i sin hvide skjorte, Christian kommer lige med og Pouls hænder er det eneste der er af ham og Karin sad hvorfra jeg fotograferer (hun må have forladt bordet for et øjeblik)…
Her har vi så Christian til venstre, Poul for bordenden, Kurt står og Karin er kommet tilbage i stolen. Så skulle alle vist være foreviget. Men vi glemte bagefter at tage et billede af os alle sammen…
Klokken 12 var vi i fiskerestauranten, der var udsmykket med memorabilia fra Tysklands tid som kolonimagt…
Efter fiskerestauranten tog lidt over halvdelen af selskabet (her er kun 6 mig inklusive, resten var undervejs) til Sandwig nær Glücksburg for at få kaffen…
… på Strandhotel Glücksburg. Snakken gik stadig fint og det havde været en dejlig dag med de gamle skolekammerater og jeg glæder mig til næste gang om 3 år. Poul og Verner tog mig med til Alter Meierhof og selv fortsatte de til Aabenraa.
…så jeg var i fin tid til aftensmaden med Inge.
Og så var der det alvorlige om aftenen: Tyskland (i hvide trøjer) mod Ukraine (i gule trøjer). Men die Mannschaft klarede sagerne som Forbundsrepublikken forventede det af dem.