Bortset fra de ældre ægtepar til venstre i billedet var hotellets gæsteliste ellers fyldt op med mænd og kvinder fra politistyrken, der havde været på kursus. De var vist 80 ialt og det forklarede, at det tilstødende restaurantlokale var åbent her til morgen. Så uden at vi vidste det, har der været passet godt på os i nat.
Dagens aktiviteter starter med en “forretningsrejse” til Harrislee lige syd for grænsen. Derfor kom notesbogen frem, så vi kunne købe ind med erfaringen fra sidste indkøb som baggrund.
Vi kørte ad den gamle hovedvej. Pudsigt at se den så trafiktom og tænke på at den inden motorvejen kom var landets hovedfærdselsåre til Europa – med 1 spor i hver retning. Og så kan man tænke videre på, at motorvejen nu er utilstrækkelig og mangler et 3. spor i hver retning…
Ved grænsen var alt roligt – og lidt længere fremme vejede det Slesvig-Holstenske flag sammen med Tysklands og EU’s flag. Det kan jeg godt lide.
Vores indkøb var, kan man sige, målrettet med eneste afvigelser i form af sorte Gajol og Billed Bladet 🙂
I en korrespondance med en af Birtes skoleveninder kom Frøslevlejren på tale. Der har jeg aldrig været – ja, jeg har værget mig hver gang Inge foreslog, at vi besøgte stedet. Men nu tog jeg mig sammen og vi kørte derhen.
Lejrens hjemmeside fortæller blandt andet:
En af Europas bedst bevarede fangelejre
Frøslevlejren blev bygget som tysk interneringslejr i 1944 under den tyske besættelse af Danmark og er i dag en af Europas bedst bevarede tyske fangelejre. Flere tusinde danskere sad i lejren som det tyske sikkerhedspolitis fanger.
Selv om Frøslevlejren blev bygget for at undgå deportationer af danskere til koncentrationslejre i Tyskland, blev ca. 1.600 Frøslevfanger, stik imod alle aftaler, sendt videre til tyske koncentrationslejres rædsler. I befrielsesdagene opstod et akut behov for interneringsmuligheder til de tusindvis af danske statsborgere, der af Modstandsbevægelsen var mistænkt for landsskadelig virksomhed.
Frøslevlejrens mange barakker kunne bruges til det formål. Man omdøbte Frøslevlejren til Faarhuslejren og genbrugte således fangelejren til de såkaldte landssvigere.
Vi fik heldigvis en venligere modtagelse end lejrens oprindelige beboere. Det mest overraskende for mig var, at der også er efterskole på stedet. Men det er jo positivt, at et så dystert sted får nyt og fremadrettet formål.
Vejret passede perfekt til dette sted med den dystre historie. Det var lige på grænsen – og nogle gange over grænsen – til regn; men det gav den helt rigtige baggrund for Dannebrog og museumsbarakkerne.
“De førtes bort under tvang fra Frøslevlejren 1944-1945 og gav livet for Danmark” står der på denne sten, som mindes de 220 af de ca. 1600 fanger var så uheldige at blive deporteret til KZ-lejre i Tyskland.
Her er lejrens centrum med vagttårn.
Med det gamle ord for ske: “slev” fortolkedes Frøslevlejrens navn mange gange således 🙂
En gong-gong. Hvor simpelt kan sådan en laves. Alt var simpelt…
…hvilket blev illustreret på mang måder i lejren.
Ialt passerede 12000 fanger gennem lejren i perioden august 1944 til maj 1945. Her er navnene på dem alle – og ca. 220 med kors ved.
Der var mange stemningsfulde akvareller og tegninger på væggene (se bort fra de reflekterede loftslamper). Fangerne må have fået akvarelfarver og tusch og penne smuglet ind på en eller anden måde.
Hjemmeværnet havde udstilling i en af barakkerne og da vi så denne kutter tænkte vi uvilkårligt på Arne.
Arne som skipper på MHV60, der var hjemmehørende i Aabenraa og Sønderborg. Han ville have været meget tilfreds med at have været med os på dette besøg – ja, også på “forretningsrejsen” til Harrislee 🙂
Gendarmmuren, et mindesmærke over de grænsegendarmer, der omkom i lejren. Det er beliggende helt ude ved lejrens perimeter, hvor det dobbelte pigtrådshegn med løbegård (til hunde) er et dystert mindesmærke over indespærringen som fangerne var udsatte for.
…og lige ved siden af var mindesmærket “Prebens sten” over en af fangerne, som blev skudt af en tysk vagtpost.
I går fortalte Annemi, at 2 af hendes morbrødre (hvis jeg husker korrekt) ikke kom hjem fra påtvunget tysk fronttjeneste under 1. verdenskrig. Vi tog derfor forbi Tinglev kirke for at se, om der skulle være en mindesten der med deres navne på. Et telefonopkald til Annemi gav den yderligere oplysning, at disse morbrødre kom fra Bylderup, og at der ikke var nogen mindesten her i Tinglev. Besøget var dog ikke forgæves – selv ikke med kirkedøren låst !!! – for kirken og den omkringliggende kirkegård var meget smukke og klædte hinanden godt. De har/har haft en god gartner ansat der, må man sige.
Vi kørte så til Bylderup. På kirkegården var der intet mindesmærke for faldne i 1. verdenskrig og i kirken stod en kiste parat til at blive pyntet med blomster til en bisættelses-ceremoni senere på dagen. Derfor gik vi ikke ind for at se, om der skulle være en mindetavle indenfor.
Vi kørte også forbi Burkal kirke i nærheden. Der var der en mindestøtte, men ikke med morbrødrenes navne. Så gik det mod Aabenraa og lige før Bredevad-krydset bemærkede vi denne lille mindelund. Siden min skoletid har “krydset ved Bredevad” været indbegrebet af dansk modstand mod den tyske invasion i 1940. Leksikon om Grænselandet skriver følgende:
Tyske og danske soldater ankom på samme tid til det vigtige vejkryds i byen. Den danske enhed åbnede ild og uskadeliggjorde den forreste panservogn i den tyske kolonne. Men overmagten blev hurtigt for stor, og de danske soldater måtte overgive sig.
Efter befrielsen blev der oprettet en mindelund på stedet hvor den danske kanonstilling havde været. Mindelunden er senere flyttet ca. 100 meter, så den nu ligger synlig fra hovedvejen.
Let regn havde vi haft siden Frøslev og det fortsatte indtil vi kom tilbage til Aabenraa, så vi kørte direkte til Fru Geest for at få en kop te og en bolle med noget på. Sjovt som det er blevet et af vores faste bespisningssteder i byen.
…og medens vi nu holdt midt i byen smuttede vi lige op til Carstensens Tehandel (som i mine drengeår hed Købmand Trans og lå længere nordpå (Nørreport eller Ramsherred) i det der nu er gågade – og gågade var der ingen byer der havde dengang 🙂
Her, hvor jeg går med teposerne, kørte i min barndom bybusser, cykler, biler og folk gik på fortovet i begge sider! Billedet har jeg tilladt mig at hente på bloggen “Aabenraa i gamle dage”.
Så tog vi til blomsterhanleren i Forstallè…
…altid 5 blomster – en for hver vi mindes her.
Lidt i 7 gik vi hen til tapas-resto’en for at spise aftensmad…
Det blev til oste- og Spanienvariationerne. Bemærk, at rødvinen ikke er kommet endnu. Da vi bestilte den hvide øko-vin, varede det også længe, før den unge dame næsten forpustet kom og meddelte at den var udsolgt. Vi valgte en anden. Her med rødvinen gættede vi på, at det samme var tilfældt…
…hvilket det var – men da var det mester selv, som kom og beklagede situationen og sagde at nu var han jo nødt til at åbne en bedre til os til samme pris. Den var god og vi fik en fin snak med ham…
…som fortsatte lidt senere, da han kom og tilbød os en portugisisk (?) hvid, som vi absolut skulle smage. Vi duftede til den og jeg nævnede at jeg i tysk TV havde set en madudsendelse, hvor gæsten stak næsen ned i glasset og kaldte det en “Duftkamin”. Mester fortalte så, at han havde været til et vinforedrag, hvor foredragsholderen lod dem smage samme vin i 4 forskellige glas – og de smagte forskelligt”.
Jeg snakkede med Inge om, at vi vist skulle kigge efter forskellige glas næste gang vi er i genbrugsbutikker – og det skal vi jo i morgen 🙂