Morgenstunden havde ikke guld i mund, men fuglene havde pippet så ivrigt, at vi ikke kunne være i tvivl om, at foråret er kommet til Wesergebirge. Nu, hvor vi normalt lever på 6. etage ud mod fjorden, er det næsten fremmed her på 1. etage at høre de mange fuglestemmer i skovbrynet.
Medens jeg gik i garagen for at hente bilen, fotograferede Inge udsigten fra vores balkon. Den blå himmel var på vej, og det var en dejlig morgen.
I garagen fandt jeg på bilens motorhjelm denne lille hilsen fra hotellet – forruden var blitzsauber!
Hotellet ligger ved en Wanderparkplatz, hvor dette kort skal hjælpe vandrere med at orientere sig og vælge en gå-rute. Motorvejen nord for hotellet hørte vi ikke noget til, takket være skoven og bakkerne. Floden i bunden er Weseren, og da vi i vores unge dage (ca. 1978) kørte langs Weseren fra Bremen til Hameln er der stor sandsynlighed for, at vi har kørt gennem byen før, men det kunne vi ikke huske.
…og sådan ser hotellet ud. Vi havde spurgt om navnet “Der Waldkater” i går og fik at vide, at der var flere forklaringer, men det var noget med unge studerende, som herude i skoven (heraf “Wald”) drak og festede og tømmermænd (heraf “Kater”). Dengang skulle der kun have været et lille traktørsted her, og virksomheden er helt tydeligt vokset siden da 🙂
Vi havde nogle kilometer at tilbagelægge…
…og det gik fint indtil nord for Köln, hvor navigatoren meldte om stillestående trafik forude og foreslog en omvej, som jeg i sidste øjeblik besluttede mig for at tage. Det bragte os vest om byen ad A46 og op i bakkerne…
…og ned ad A3, hvor vi tankede på Ohlendorfer Heide – og jeg fik en lille mad til at køre videre på. Jeg havde vist ikke spist nok til morgenmad 🙂 selv om der var en kæmpemorgenmadsbuffet på hotellet med lutter gode ting.
Ved Kaisersesch svingede vi fra A48 og trillede ad små veje ned til Cochem ved Mosel.
…og herefter gik det op mod strømmen. Vi bemærkede disse indretninger til at transportere mennesker og vindruer op og ned. De virkede som bobslæder på tandhjulsbaner og lod til at være meget populære.
Mosel er meget vandrig for tiden og vejret skiftede hele tiden mellem sol og regn og gråvejr.
I området mellem Ürzig og Zeltingen-Rachtig mødte os dette syn – Die neue Hochmoselbrücke! Når den er færdig, giver den nok lidt af en køreoplevelse deroppefra…
…men beboerne her i området må være forfærdede over dette 1702 meter lange projekt, som bestemt må påvirke lokalturismen i negativ retning. Iflg. Wikipedia har projektet været på tegnebrættet siden 1960’erne, så der har været god tid til at vænne sig til tanken – men alligevel kan jeg på den ene side godt have ondt af beboerne her, selv om jeg på den anden synes at det er fint at køre komfortabelt på motorveje i smukke landskaber med fantastiske udsigter.:-)
Hotellet i dag hedder noget med “Burgblick”. Det er i Kues og fra 3. etage var der sandelig også udsigt til borg-ruinen “Landshut” ovre på Bernkastel-siden. Nu havde jeg været opsat på at få sådan et værelse øverst oppe med udsigt – men uden at checke om der var elevator i ejendommen. Det blev en tung forseelse, som betød at jeg selv måtte slæbe vores unormalt tunge kufferter helt op 🙂 hvorfor var de unormalt tunge? Jo, fordi vi havde vores laptopper, strømforsyninger osv. i dennegang, for det var det optimale med hensyn til udnyttelse af BMW’ens bagagerum – og så havde jeg bøger og ekstra sko med. Det sidste kunne jeg jo have ladet være med…
Det bedste konditori – ifølge hotelmanden – var lukket, så vi gik efter det næstbedste. Det lå ovre i Bernkastel…
…og hed Café Hansen 🙂
Udenfor kunne vi læse at caféen var blandt Tysklands bedste, og indenfor var der rart og der duftede helt rigtigt.
Det blev til 2 x Moselweintorte – husets specialitet, som smagte dejligt og for os var helt relevant, nu vi var ved Mosel.
Vi var helt klart uden for sæsonen, ikke en Weinstube havde åbent, så vi søgte tilbage til hotellets egen. Her var der et menukort, som viste sig at være baseret på færdigretter, der blev tilberedt i mikrobølgeovn – og så var vi jo i krise. Vi havde tidligere fået en anbefaling ovre i Bernkastel, men der var lukket, så intet alternativ var i syne. Vi gik på nettet, men løsningen kom fra hoteldamen, som ærligt havde forklaret hotellets kulinariske niveau – hun anbefalede begejstret den nyrenoverede banegård i Kues…
…så der gik vi hen og glædede os over at være et sted, som havde eget bryggeri og ukompliceret spisekort – og det hele i et sympatisk miljø.
Tjeneren kom med min øl, den mørke, og et lille glas af den lysere samt en rose til Inge. Det lille glas og rosen var en gave fra restauranten, i anledning af den internationale kvindedag. Et minut senere havde Inge dog et glas vin foran sig, hun beholdt rosen og jeg overtog forpligtelsen, der fulgte med det lille glas øl 🙂
…og så kunne vi få en lille Flammkuchen, der lige passede til den appetit, som konditorbesøget havde efterladt.
Og sådan ser den renoverede Bahnhof Cues ud.
På etagen var der kaffe- og thefaciliteter. To kopper urtete rundede dagen af for os…
… og måske også for andre i byen, der var ved at gå til ro.