Smuk morgen at stå op til.
Fotostaten på værelset har vi fortalt om. Ved elevatoren var dette engelske hestevæddeløb.
Chantilly er helt igennem en hesteby!
Morgenmaden på hotellet var overraskende god og righoldig – taget i begragtning at det var et hotel i Frankrig – og de cremede oste levede helt op til forventningerne.
Chantilly er, som tidligere nævnt, en fuldblods hesteby, men den er også en park-by. En af fotostaterne i restauranten viste disse rådyr i slotsparken med den på sin tid prominente marsk Anne de Montmorency højt til hest med draget sværd. I denne park har Inge tilbragt mange timer i årenes løb, så for hende vækker dette billede nok flere minder end hos mig. Hver gang hun gik forbi rytterstatuen her, blev hun mindet om, at Anne også kunne være et drengenavn.
Vi havde omkring 600 km foran os idag, så det gjaldt om at guffe godt fra morgenstunden. Vi havde egentlig inden turen bestemt, at vi ikke skulle køre mere end 500 km per dag, men jeg må indrømme, at når jeg sidder med et kort foran mig, så vandrer øjnene længere og længere væk fra 500 kilometer radiusen – især hvis der er et interessant overnatningssted derude på de næste 100 km 🙂
Vi kunne endnu engang profitere af vores 2-store-kufferter-system. Det tog 5 minutter at pakke bilen… Hov, jeg har vist glemt at fortælle, at jeg ikke på forhånd havde fået undersøgt om hotellet havde parkering og i stedet bildt Inge og mig selv ind, at det havde det ikke. Faktisk havde jeg haft mine bekymringer om, hvor vi kunne sætte bilen uden at skulle fodre parkometre i tide og utide. Det viste sig, at hotellet havde både parkeringspladser i kælderen og udendørs, hvor vi holdt…
Ved check-in spurgte jeg, om der også var parkeringskælder. Det var der, men den kostede 13 Euro per nat. Så jeg glemte at vores kufferter var tunge og fedtsylen kom op i mig – parkerede derfor udenfor, og måtte derfor idag bruge tid på at skrabe is 🙂
Det havde hotellet ikke gjort og efterladt en pose vingummibamser med venlig hilsen på kølerhjælmen. Ved check-out blev jeg debiteret 13 Euro per nat for den udendørs parkering, for det kostede også at parkere der. Det havde jeg ved check-in ikke specifikt spurgt om, så jeg må være mere skarp i fremtiden :-))))
08:52 knipsede Inge dette billede i Rue de Connetable. Vi var på vej…
…og efter et venstresving og 400 meters kørsel lagde vi Chantilly bag os.
Der var problemfri udkørsel fra Frankrig og indkørsel i Belgien. Ingen spor af hastighedsdæmpende foranstaltninger i denne side af motorvejen – modsat tilfældet i sydgående retning.
Og, ja, vi smuttede ind på rastepladsen St.-Ghislain for at tisse, drikke kaffe og fylde brændstof på bilen. Pudsigt med Belgien, kaffen er absolut drikkelig på de steder, hvor vi holder ind.
Ved indkørslen til Tyskland var vejret stadig godt og trafikken afslappet. Det er værdsat, når dagens etape er oppe i nærheden af de 600 km. Pudsigt som afstands-fornemmelse ændrer sig med tiden. Vi har på denne tur ofte snakket om, hvordan jeg i den første tid i Frankrig havde den idé om, at vi kunne køre til Thy uden overnatning – hvilket vi desværre gjorde i flere år, og blev straffet de næste dage med hovedpine og stress-fornemmelser. Ja, set i bagklogskabens klare lys så var det helt forrykt, og vi undgik alligevel aldrig kø-kørsel undervejs. Hvis vi slap for den i Paris, fik vi den i Hamborg – eller omvendt 🙂
I Chantilly smuttede jeg lige hen til bageren for at spørge om de kunne hjælpe med et par baguetter med brie – det var der intet problem ved, og her mellem Aachen og Köln kom de helt rigtigt ind på scenen – og sådanne knasende sprøde, morgenbagte baguetter med cremet brie giver jo baghjul til alt det, der kan købes af sandwiches langs motorvejen.
Men scenen kunne have været mere sympatisk, hvis jeg havde reageret i tide på Inges forslag om at svinge fra motorvejen og finde et sted omkring Stolberg. Så havde vi også haft noget at skrive til Franz og Marlis om 🙂
Længere fremme knipsede Inge dette typiske Ruhr-motiv og jeg tænkte lidt på, om vi igen ville køre denne rute, nu vi ikke længere har noget at skulle til Chantilly eller Paris efter – i bil.
Vi var på en motorvejsstrækning, som var ny for os – det bemærkede vi ved, at der i vejsiden var skilte med trænavne og årstal for deres udplantning. Her er der 4 stk. sølvpil plantet i 1999, og længere fremme 5 stk. sandbirke plantet i 2000, og sådan fortsatte det over mange kilometer. Underholdende og adspredende i et ellers lidt monotont miljø.
Et blik på navigatoren fortalte, at den førte os helt ind til Kölns omfartsvej – usædvanligt for os, men måske regnede den ud, at med dagens trafik, så var det den mest fordelagtige vej. I Tyskland har vi nemlig dynamisk navigation – bilen er jo hjemme 🙂
Trafikken forløb godt og klokken 15:00 svingede vi lidt nord for Münster ind foran nattens logi – “Hof zur Linde”. Det så helt rigtigt ud for et sted i Westfalen og vi fik at vide, at bygningerne daterer sig tilbage til 900-tallet og at hoteldriften blev startet i 1972 med 8 værelser – siden er det helt klart gået fremad.
Dejligt at være fremme, for 600 kilometer er langt nu om dage, for langt, for med en sådan distance tillader vi os ikke rigtigt en lille afsvipser og får set noget kulturelt undervejs. Rastpladserne kan jo i den henseende ikke hamle op med en gammel katedral, røverborg eller et fantastisk landskab.
Indgangen er meget rustik – og receptionen skuffede heller ikke, for der så jeg, at vi kunne få Kaffee und Kuchen! Sådan hen på eftermiddagen er jeg meget modtagelig for tyske lagkager og en god kop kaffe/te 🙂
En elevator på samme alder som Roland førte os – via en ukontrollabel omvej ned i kælderetagen – op på 2. etage, og her så der helt rigtigt ud.
…og inden længe så det – im Herdfeuerraum – også rigtigt ud med tepotter og Schwarzwälder Kirschtorte på bordet med den hvide damaskdug. Sjovt nok blev vi anbefalet netop denne kage, for damen sagde, at det var en “traditionel kage” – men vi har hende mistænkt for, at hun anbefalede os den, fordi vi var “udlændinge” og ikke bekendt med Schwarzwald – specielt Café Diva i Hinterzarten. Kagen her var let og god, men “når man en gang har smagt bjørnekød”, som svigerfar siger…
Vi boede oppe på “den lyse etage” i bygningen til venstre…
…og havde udsigt til Werse-floden og badebroen…
– folk må altså bade her om sommeren! Damen her gør, at jeg nemmere kan forestille mig et muntert liv i skyggen under de store træer end plasken i floden 🙂
På en lille spadseretur i nærområdet så vi en madonnafigur af umalet træ – det er vist første gang -hvis det altså er en madonna og ikke en engel. Den var meget sympatisk med sine grove liner og spillet i træets årer.
Apéritif i kaminstuen…
…og middag i Westfalenstube.
Dagens avis havde søvnløshed som hovedtema…
…og den kun sparsomt oplyste park kunne måske med sin lidt spooky fremtoning forstærke tendensen…
…men hotellets køkken havde givet os en god basis for sund søvn og stuepigen sørgede for modgift i form af chokolade-dalere – så helt galt kunne det ikke gå 🙂