Morgenen begyndte lidt anderledes. Lidt i 8 var jeg nede i restauranten – den var propfuld! “Vores” bord var optaget og den normale “overflow”-restaurant var ikke åbnet. Jeg spurgte om, hvad der dog var unormalt. Det var helt normalt på en tirsdag, sagde tjeneren, og viste mig ud i baren, hvor der var pladser. Grunden var, at der var mange “forretningsfolk”, der skulle have morgenmad inden dagens møder. Der var helt fint at sidde netop i dag, hvor restauranten var ret lummer på grund af de mange mennesker og hundredevis af nypåførte deodoranter og parfume 🙂
Og nej, det er ikke hovedpillebrus, jeg har i mit glas, det er Prebiophar – vores faste rejsefælle.
09:40 så der sådan ud over havnen.
…og sådan her ved hovedbanegården klokken 10:15. Lidt gråt og vådt. Vi skulle hjem i dag.
Ved afgang 10:50 var vi komfortabelt installeret til de næste 4 timers rejse. Og denne gang i vogn 61, som ikke skulle over Århus 🙂 Jeg havde tid til at læse en papiravis. Sidste gang jeg gjorde det, rejste jeg også i tog fra København.
Jeg ville fotografere Storebæltbroen, men før der kom et nogenlunde anstændigt billede ud af det, var vi allerede forbi Sprogø 🙂
…og på bro-delen var der smuk og solrig udsigt over Storebælt. Vejret blev bedre og bedre…
DSB’s “in-train-magazine” – hvis jeg på moderne dansk kan kalde det sådan – havde på sin bagside en reklame for netop den udstilling vi så med Roland og Katy i søndags. Jeg tror ikke, at jeg ville have denne hængende, men nogle af installationerne var ganske gode og kunne være interessante at opleve en måneds tid.
Dete er lidt af et lotteri at få et godt billede af Vejlebroen, fordi sporene ligger i bevokset område med ganske få “udsigtshuller”. Med en mobiltelefon er det dog nemmere end med gammeldags film, for jeg kunne jo bare fyre løs 🙂
DSB-kunst i vores kupé – jeg har endnu ikke fortolket meningen. Jeppe Åkjærs digt om Jens Vejmand på vores sidste rejse var nemmere at gå til, selv om jeg lige har været på Louisiana…
…og når jeg vendte mig om og kiggede ind i nabokupéen var jeg stadig på Herrens ager med hensyn til fortolkning 🙂
Så var det nemmere at forholde sig til det dejlige vejr ved rejsens ende!
Endnu en tur var til ende. Endnu en god tur med mange oplevelser, men det var også dejligt at komme hjem.