Efter at have parkeret bilen ude ved bussens vendeplads i Agger, taget sin frakke på og trukket huen godt ned om ørerne og gået op på stien, er dette det første øjet fixerer på.
Det er her oppe ved masten, at Mary og Frits og hunden står og kigger ud over havet, og hvis man drejer hovedet lidt mod nordvest får man denne udsigt. Ikke helt dårligt.
Imedens var jeg på biblioteket og da jeg kom op fra kælderen bemærkede jeg at Kirstine Frøkjær var blevet færdig med den legendariske popmusiker hun malede på sidst jeg var her for at checke, hvad der nu blev føjet til af livlig kunst i det offentlige rum.
Det er i kælderetagen jeg opholder mig mest – hos de gamle aviser.
Vi er i 1938 og leder efter reklamer for “Hamlet” cykler. Hjalmar købte en “Hamlet” hos cykelhandleren i Vestervig, som også havde egen produktion i Cykelfabrikken “Thy”. Vi antager at Hjalmars er produceret på “Hamlet” Københavns Cyklefabrik, og så exporteret ud til de mange cykelhandlere – her en i Thisted. Reklamen er jo herlig – monsieur har endda piben tændt og madame den fulde picnickurv på bagagebæreren!
…og i 1938 var “Fangen på Zenda” feulleton i Thisted Amts Tidende. Vi har før i “Livet Undervejs” beskæftiget os med denne roman, bare i filmversion.
På “Åbakken” fortsatte mysteriet om den unavngivne dame i selskabet der omkr. 1935 var på udflugt til Dybbøl.
Det lille bord ventede os i “Inges hjørne”. Jeg kalder den nye stil med servietterne for Dubai-stilen, fordi den virker som en skyskraber på en flad ørkenbund.
Nu vedblev det ikke at være ørkenbund – det sørgede 2 portioner af Stephanies “laks på 3 måder” for. Forrest på tallerkenen en laksetatar, til venstre citrusmarineret dampet laks, og til højre en lakseroulade. Vi ønskede hinanden velbekomme og gik i gang.
Måltidet skulle jo diskuteres med kokken, Stephanie som er den der her smiler til fotografen. Kristian sidder til højre for hende, og Caroline til venstre, til venstre for hende opvaskeren, hvis navn jeg ikke har present. Og så ser vi lige ned i Rikkes frisure.
Montørerne fra Vestas var talrigt repræsenteret på parkeringspladsen, nogle ventilations-teknikere var der også og ellers er pladsen fuld i aften.