Sådan så der ud klokken 08:20. Ikke specielt opmuntrende, men hver dag har sin charme – man skal bare nogle gange ud for at finde den.
Medens vi spiste morgenmad forblev vejrsituationen den samme…
…men så havde vi hotelavisen at hente opmuntring i, og her lovedes sne hen under aften, så den hvide jul kom ind på lystavlen igen. Spruch des Tages noterede vi os naturligvis og nikkede bekræftende til hinanden.
Hotelavisen havde i dagens anledning af højtiden lidt poesi omkring Jesusbarnet…
…og lidt til eftertænksomhed nu da året snart har gået sin gang.
Der er ikke noget der hedder dårligt vejr, kun forkert påklædning. Inge havde den rigtige påklædning og gik ud for at finde dagens charme. Lidt vådt her i begyndelsen, men de første sneflokke indfandt sig da – og vinden peb hende om ørerne.
Da værelsesdamen kom for at ordne værelset tog jeg frakke og hat på og begav mig ud på en lille gåtur – startede ud mod syd ad stien mod Mathieslehof, der ses lidt henne ad stien, med sit lille kapel foran.
Ved vandpytten kom jeg i tanker om, at jeg havde glemt at hænge nøglen i receptionen, så Inge kunne komme ind, hvis jeg var ude at føjte. Jeg vendte derfor om.
Med nøglen pænt på sin plads ved nr. 107 gik jeg ud igen, men valgte at gå ad en skovvej, for ude i det åbne føg vinden nemlig også mig om ørene.
Inge var i mellmtiden kommet lidt op i højderne omme på Windeck-kanten, som helt levede op til sit navn i og med at vinden piskede sne og hagl lige i ansigtet på hende.
Selv var jeg kommet ud af skoven, og nede i mit niveau var sneen af den våde slags, så vuet nordpå over Hinterzarten var lidt “mudret”.
Snart var jeg hjemme på hotellet med al dets komfort, men Inge stred sig videre opad, nu et godt stykke over 1000 m højde, og var kommet ind på der Winterwanderweg.
Oppe ved vej/sti-knudepunktet “Fürsatsplatz” vendte hun om, for at få den flotte udsigt på vejen ned til Hinterzarten.
Her er et af dem gennem en åbning i skoven ved Winterwanderweg…
…og her, da hun kom ud af skoven og havde det åbne landskab foran sig. Man må jo sige, at hun havde fundet charmen ved dagen, ikke?
Efter Inges tilbagekomst og lidt senere sad vi på Café Diva, og denne gang følte vi en vis forpligtelse til at (gen)smage den kage, der har navn efter caféen. Her mangler ikke chokolade i nogen form, og så er der abrikosmarmelade i tynde lag og marcipan for oven og for neden. Bestemt en diva blandt konditorkager!
Og endnu senere på dagen, da det blev tid til en aperitif, havde vi et gensyn med den dejlige sekt, som Roland og Katy havde foræret os med ønsket om god afslapning inden det gik løs med praktiske spørgs- og gøremål omkring flytning til Danmark. Vi havde alligevel tegninger af lejlighedens faciliteter og specifikationer med ned in der Kaminhalle.
Aftensmaden blev serveret mere individuelt (som normalt) end i går, og det hele gled nemmere. Menuen var bestemt af køkkenet, så vi kunne bare lade det hele komme – dog kunne vi ikke finde plads til osten med kompot og mandler.
Men menuen, som vi kendte til fra morgenstunden, fulgte lidt julepoesi om både juleånden og sandhedsånden.
Klokken 21 var der musik i kaminstuen – vi overvejede at gå ned for at høre på, gik så ned, men der var allerede ved at være fuldt af hotelgæster. Det passede os egentlig godt, for vi var trætte. Et sidste postkort blev sendt og laptoppene slukket.