En smuk morgen var det til at tage på en lille rejse. Vores taximand kom og hentede os og vi kørte til lufthavnen på en meget smuk novemberdag. Der er endnu blade på træerne, men de er ved at skifte farve og formiddagen var kold med en temperatur omkring de 7 grader.
Vi kom igennem hele hurlumhejet, som man skal gennemgå en novemberdag i 2014, når man skal flyve sig en tur, og fik os installeret i loungen. Air France havde fået gjort buffetten større og mere varieret, så vi måtte lige hen og se, hvad der var af spændende ting der. Derefter checkede vi hvilke blade, der var lagt frem til de rejsende.
Vi havde i går ejendomsmæglere løbende rundt i lejligheden, og det havde vi tid til at få os en god snak om i dag over et glas vand, men vi nåede da også lige et glas champagne, inden vi gik ombord på flyet. De vigtige ting skal man da ikke glemme….
Blåt, blåt, blåt. Det er, som om alt er blåt, men stolene hos Air France er altså blå, og når man nu tager blåt tøj på, så bliver man næsten helt væk. Det er vist noget vrøvl, eller en masse snak for at sige, at vi “vinger” os til Manchester og det er sikkert englændere, der sidder ved siden af os, for de har altid kortærmede skjorter på, når vi har store trøjer.
Flyvinduer bruges normalt til at se ud på skyer eller ned på landskaber, men de kan også bruges til at spejlvende en plantegning til en lejlighed….
Ja, det regner lidt i Manchester. Det gør det tit og ofte, men det er folk her vante til. De ville såmænd ikke bemærke det. Det er kun os turister, som gør den slags….
Os i taxi’en.
Regndråber på taxiens vindue; men vores blik fangede dette – ja, hvad skal jeg kalde det plankeværk, der er omkring en byggeplads? Især den første tekst er meget apropo: “Work ends. Life Carries on.” Ja, Steen er jo ved at gå på pension, men den sidste er også god “Full of the arts. Not full of itself.”
Da vi kom til hotellet, bemærkede vi, at deres julepynt var kommet op. Nu er det et hotel med mange interessante kunstneriske “ting”, og man kan vel sige, at dette juletræ hører til den kategori.
Safen virkede ikke, så Steen tog ingeniør-brillerne på. Men det hjalp ikke meget, for batterierne i den skulle skiftes, og det ventede vi lidt på at maintenance kom og fik gjort.
Ja, vi er i England!
Der, hvor jeg købte vandrestøvler sidst, ville jeg prøve at se, om jeg kunne finde hvad tyskerne kalder “Halbschuen” og englænderne “On the approach”, og sørme om jeg ikke fandt et par dejlige italienske. Der var god betjening – ligesom sidst!
Vi besøgte et par butikker mere, dog uden at det resulterede i indkøb. Det var nok til, at vi kom til at trænge til en kop te, så vi fandt et sted og bestilte earl grey. Vi er jo i England, så vi fik hver en lille kande med mælk til.
…og vi fik en gulerodskage til, og den var god!
De unge mennesker – som vel ikke er så unge længere, da de er i trediverne – ville komme til vores hotel omkring klokken 19. Vi plejer at mødes med dem i baren, så vi gik ned og ventede på dem der. Til vores store overraskelse var der monteret en glasplade på væggen, der var af massivt granit eller måske betonsten. Vi tænkte, at det nok ville være koldt at sidde der, men der kom overraskende nok varme fra glaspladen, der viste sig at være en radiator – meget smart idé.
Vi gik sammen hen på en restaurant, hvor der var bestilt bord til os, og jeg vil lige be’ de læsende folk om at holde tungen lige i munden og læse, hvad der står! “Australasia”. Ens øje får det lige hurtigt læst som “Australien”. Men det er det ikke. Restauranten laver mad efter opskrifter fra Australien og Asien – og det den er kendt for! Det er en slags Tapas….
Man bestiller hver 3 “tapas” og så får man lidt soya-sovs som i Japan og den der peberod, som er meget stærk, derude fra, Wasabi. Og så spiser man lidt ala japanerne eller kineserne. Det var meget godt, sjovt og anderledes – en absolut dejlig restaurant, som vi desværre ikke fik taget et billede af. For at komme til den gik man ned i et “hul” midt på en plads, som var det en undergrundsparkering man skulle til, og ikke en trendy restaurant…
…og et af de så berømte halvdårlige billeder, hvor tjeneren er fotografen…
Her har tjeneren lige revet lidt mere at den stærke “peberrod” Wasabi til os.
Steen var også lige en lille tur i køkkenet. Jeg tror, det var i forbindelse med hans besøg i “det lille hus”.
Mætte og tilfredse gik vi tilbage til vores hotel, hvor vi fik os en drink, inden de lidt yngre mennesker skulle med toget hjem.
En god dag var til ende, og vi var trætte. Vi havde jo også den lille time ekstra, som klokken skal justeres, når man tager til England.