“I have spoken words of hope. But only of hope. Hope is not victory.”
J.R.R. Tolkien
Watzmann’erne er næsten indrammet i skyer med lidt morgenrøde.
Som der står på vores bordkort nede i restauranten, så er det afrejsedag i dag.
Jeg ved ikke, om det var fordi det var søndag, men i dag var der en “honning-tavle” på en skrå plastdims, som var beregnet til netop den. Den skulle vi smage, og det var meningen, at man med en ske graver et stykke af tavlen og spiser stykket med den honning der er i cellerne. Til højre billedet er beholderen med flydende honning, der “lukkes ud” via håndtaget der løftes. Når håndtaget sænkes, “klippes” den sejtflydende honning strøm over, og der kommer ingen extra og uønskede dråber ud bagefter. Meget effektiv var den.
Steen havde planlagt, at vi skulle se Schloss Itter i dag. Han havde læst en bog der omhandlede befrielsen i 1945 af prominente gidsler, der blev holdt fangen der. Det var lidt skuffende, for der var ingen adgang og træerne skjulte det meste…
Itter Castle is located atop a hill at the entrance to the Brixental Valley. It is first mentioned in 1240. It belonged to Salzburg from 1312 until 1816, when it became part of Tyrol. The castle was purchased as a residence in 1884 by Sophie Menter, pianist, composer and student of Franz Liszt. Pyotr Ilyich Tchaikovsky orchestrated one of his compositions during a visit in 1892. The castle was extensively remodeled by later owners.
The castle was used from 1943–45, during the Nazi occupation of France, to incarcerate prominent French prisoners. Inmates included the former Prime Ministers Édouard Daladier and Paul Reynaud; Generals Maurice Gamelin and Maxime Weygand, who had been prominent during the “Phoney war” era; Jean Borotra, a former tennis champion and later General Commissioner of Sports in the Vichy regime; Colonel de La Rocque, the leader of the right-wing Croix de Feu movement; André François-Poncet, a politician and diplomat; and Michel Clemenceau, politician and son of Georges Clemenceau. The former republic president Albert Lebrun was held at Itter for three months in 1943, before being sent back to France for health reasons; Marie-Agnès de Gaulle, Resistance member and sister of General Charles de Gaulle, was interned in the castle at the very end of the war, in April 1945.
Administratively, Itter was a subcamp of Dachau concentration camp; the castle’s detention conditions were, however, not comparable with those at Dachau.
Itter’s prisoners were freed by units of the American 103rd Infantry Division of General Anthony McAuliffe on May 5, 1945. The American units, including 23rd Tank Battalion of the U.S. 12th Armored Division under the command of Capt. John C. ‘Jack’ Lee, Jr., the former prisoners themselves, and anti-Nazi elements of the Wehrmacht under the command of Major Josef ‘Sepp’ Gangl, who died in the battle, fought alongside the German guards against attacking SS elements until reinforcements arrived.
Vi havde parkeret ved kirken i Itter, så vi kiggede lige inden for. Den var istandsat for nylig, og der stod et stort skilt med nummeret 250. Hvad der var 250 år, ved jeg ikke.
Steen havde været lidt ubeslutsom over hvilken vej, vi skulle køre, og om vi skulle gøre ophold i Innsbruck. Vi endte med at køre igennem byen, for at se om den var søndags-død. Det var den – og meget større, end han havde regnet med.
Her er Steen sprunget ud af bilen for at fotografere nogle bjerge, og der var også et belærende skilt at fotografere…
Kort tid efter kom vi til vores hotel i Garmisch.
Garmisch-Partenkirchen (German pronunciation: [ˈɡaʁmɪʃ paʁtənˈkɪʁçən]) is a mountain resort town in Bavaria, southern Germany. It is the administrative centre of the district of Garmisch-Partenkirchen, in the Oberbayern region, and the district is on the border with Austria. Nearby is Germany’s highest mountain, Zugspitze, at 2961 m (9714 ft.).
Det første, jeg lagde mærke til, var et Auto-Wellness-Center, og jeg tænkte “hvilken god ide og hvorfor ikke?” Så nu er jeg spændt på, om bilen skal have sig en wellness-kur….
Vi ankom til hotellet omkring 13:30, da vi ikke havde gjort ophold i Innsbruck. Vores værelse var ikke klart endnu, så vi satte os ud på terrassen og fik os – ja, gæt engang. Bravo, godt gættet en iskaffe!
Imens var vores værelse blevet gjort klart, så vi kunne gå derop og konstatere at vi fra altanen havde udsigt til Zugspitze.
Når vi kiggede til højre, var der også bjerge, heriblandt Kramerspitz…
Die Kramerspitz (auch Kramer) ist ein 1985 m ü. NHN hoher Berg nordwestlich von Garmisch-Partenkirchen. Der Berg bietet eine umfassende Aussicht auf das Zugspitzmassiv sowie auf das Karwendelgebirge und die Ebene rund um München.
En af “kunstværkerne” inde på vores værelse hilste os velkommen 
Steen for lidt rundt, da vi havde besluttet at gå os en tur. Jeg ved ikke rigtigt, hvad hans problemer var, men jeg begyndte at gå…
Jeg mødte ret hurtigt denne her, den er dobbelt – altså, der er to personer.
Da vi kom forbi den evangelisk-lutherske kirke, ringede klokken kvarter-slag. For mig var det som at gøre opmærksom på sig selv, nemlig at vi skulle gå ind og se den. Kirketårnet stod for sig selv.
Vi gik ind i Gemeinde-huset, som var ved siden af.
Det var kirkens rum.
Kirkens to kors, det første bag ved alteret og den anden på alteret.
Vi fortsatte ned i byen og fik øje på en kirke mere. Den måtte vi også ind og se.
The St. Martin’s Parish Church (Marienplatz) is located in the centre of Garmisch, and was built by the famous master builder and stucco-artist from Wessobrunn, Josef Schmutzer. The superb frescoes are the work of Matthäus Günther. The impressive life-size statues of the Apostles, Peter and Paul were created by well-known sculptor, Anton Sturm, from Füssen.
Vi gik videre over en flod via en overdækket træbro.
Zugspitze rørte sig ikke ud af stedet. Det var os, som flyttede os. Vi gik ad en sti, der hedder Kramerplateauweg.
Da vi var kommet op til det højeste sted, vi ville gå i dag, tillod vi os et hvil på en bænk, hvorfra der var en aldeles dejlig udsigt.
Ikke langt derfra var dette Denkmal. Her mindes familier i området sønner og fædre, der som soldater døde i den anden verdenskrig. Det hedder Kriegergedächtniskapelle.
Die Kriegergedächtniskapelle Garmisch ist eine Gedenkstätte am Kramerplateuweg im Markt Garmisch-Partenkirchen in Oberbayern. Das Gebäude ist auf Basis des Denkmalschutzgesetzes vom 1. Oktober 1973 ein Baudenkmal, die Akten-Nummer lautet D-1-80-117-306.
Der Volkstrachtenverein Garmisch errichtete im Jahr 1952 für alle Gefallenen und vermissten des Zweiten Weltkrieges die Kriegergedächtniskapelle Garmisch. Sie liegt auf einem Plateu Nordwestlich von Garmisch-Partenkirchen am Fuße des Kramers. Oberhalb befindet sich die Berggaststätte St. Martin. Den Kegeldachbau mit Umgang und campanileartigem Zeltdachturm errichtete Hans Ostler.
In der Nacht vom 13. zum 14. Mai 2006 verwüsteten Unbekannte die Gedenkstätte. Unter anderem zerstörten sie zahlreiche Namenstafeln und beschmierten die Wände. Die Kriegergedächtniskapelle konnte jedoch mit Hilfe von Spendengeldern kurzer Zeit darauf wieder renoviert werden.
Inden for i kapellet var dets runde væg dækket af hundredevis af navne, og i midten stod der et groft kors af birketræ, med en stålhjelm sat på toppen. På ydersiden havde familier hængt erindringstavler med og uden portrætter – nogle har 2 portrætter for 2 sønner, eller for far og søn – men lige uhyggeligt var det at se så mange unge mennesker, der var døde og savnede i en af disse unyttige, uforståelige og tragiske krige, som er til glæde for ingen…
En fresco beskriver det meget malerisk med al den ulykke, det er for alle.
På stien nedad mod byen var der 7 af disse dobbelttavlede “installationer” med Jesus lidelseshistorie. Det kunne minde lidt om den profetiske/meditative sti i Berchtesgaden.
Her på hotellet er der fri minibar på værelset. Der er selvfølgelig ikke spiritus deri, men der er nogle læskende drikke. Vi tog en blanding af disse to, da vi kom tilbage. Vi skulle nemlig spise her klokken 18, det er jo lidt tidlig for os….
Som de pæne mennesker vi jo er, så gik vi ned og spiste klokken 18. Det viste sig, at hotellets gæster kom dryssende lidt efter lidt, og jeg tror, at det, det drejer sig om, er, at der er grænser for, hvor mange der kan være ved ta-selv-salat-buffetten, og måske køkkenents kapacitet….
Vi tog Mehr Balance, så vi fik lidt husmodersovs, lidt giftgrøn suppe (tjenerens udtryk), lidt fra ishavet – der har Roland jo badet i år og Steens oldefar sejlet i 1870erne – så det hele var ikke så ringe endda….
I spisestuen, hvor vi sad, var denne festlige vægdekoration. En moderne tusch-tegning printet ud på de der blanke flader, som jeg slet ikke kan huske hvad hedder, men det er derfor, at der er spejlinger i den…
At der var en velkomst sekt og ventede på os havde jeg lykkeligt glemt, for vi ville ikke have den klokken 2 om eftermiddagen – det er lidt for tidligt. Men Steen huskede dem, så vi tog dem efter aftensmaden – der var jo heller ikke tid før aftensmaden. Jeg ser lidt bekymret på den, for jeg frygtede, at den var lidt lieblig. Det var den også, men dog drikkelig…
Lidt opdaterning blev det også til.
…og Steen fik foreviget Zugspitze i aftenslys, og gjort status mht. køre- og gåtur i dagens løb.
Det blev til i alt 220 km…
…og vi kom op i 1208 meters højde.