“The hasty stroke oft goes astray.”
J.R.R. Tolkien
Omkring klokken 06:30. Det er, som om der er rimfrost på den grønne “eng” til højre…
Dagens Spruch.
Lad os starte med at smile! Så får vi et smil tilbage, som regel ialtfald da. Så smil og nyd livet!
Smil til vejrudsigten. Ja, jeg tror faktisk, at der her til morgen var rim nede på det grønne græs i dalen, som jeg skrev tidligere. Det er jo dejligt, at der venter os et smukt efterår!
Ingen besøg hos vinbønder i dag. Der er ikke mere plads i bilen, så som Moritz foreslår, så skal vi købe en combi, og jeg opfatter det som han mener en anhænger uden at vide det – måske er det en varebil…
Der blev derfor tid til en gåtur fra formiddagen af. Vi besluttede at gå mod Matthisleweiher.
Den er der flere veje hen til, og vi valgte en god gårute.
Jeg tror nok, at de er søen, der hedder Matthisleweiher – ellers er det naturområdet – og jeg aner ikke mere om den 
Vi gik videre og kom op på Silber Berg. Egentlig troede jeg, at Silberberg var det høje bjerg, hvortil man kan komme op med svævebane, lidt længere vestpå.
Men ialfald målte Steen højden her til 1012 m.
Vi fortsatte ad Rotwasserweg, hen til, hvor den endte. Der vendte vi også om og gik tilbage ad den samme vej.
Hen mod slutningen af vejen var denne lidt triste “ruin”. I sig selv fejlede den ikke noget, men man kan se, at der er huller efter et kors. Hvor kan det være blevet af? Og har der i den lille alkove været en helgen-figur, eller har den mon været beregnet til blomster?
Og næsten samme sted blev vi foreviget i alt det grønne, der præsenterede sig i en masse forskellige nuancer…
Vi gik meget op og ned, og hvad stedet hedder her, har jeg glemt, men det var en ret stejlt opadgående tur, vi havde for at komme dertil.
Vi fandt vej tilbage til Hinterzarten. Den ligger her foran os som en miniput-by.
Vi besluttede at gå direkte hen til “Cafe Diva” og belønne os selv med en Eiskaffee. Vi sad ude og det blev lige koldt nok til sådanne danskere som os 
Tilbage på hotellet kunne vi få et mere præcist overblik over ruten, vi havde gået i dag.
Vi havde gået knapt 15 km, og været oppe i 1033 m højde, som det højeste. Steens løbeur og navigations-app på telefonen stemmer nogenlunde overens, hvis vi tager de 10 meters unøjagtighed med i købet…
Steen må have tænkt en del over dette billede – flere gange om dagen -når han går op og ned ad trappen her på hotellet. Sagen er, at han “kun” har en Swiss Army kniv i bilen og et eller andet sted på vores ferietur kom ud for en flaske, han simpelthen ikke kunne hive proppen op fra. Ja, jeg tør ikke tænke, hvad der er kommet ud af Steens anden ende.
Nu er det sådan, at når vi rejser, så er der en vinoplukker i hver kuffert, tilsammen adskillige, som er samlet i forskellige lande og bringer forskellige minder…
Men når vi kører i bilen, så har vi kun tasker med og ingen kufferter. Ja, sådan ønsker Daimleren det, så vi har ikke per automatik en ordentlig proptrækker med. Så denne gang, ligesom vi før har gjort det, har vi lånt en fra vores lokale vinbutik. Nu er der så bare lige det, at det er en åbner, der ser smart ud og er skulpteret som en vinflaske og derfor, som åbnerdims, svær at bruge.
Vi skulle jo som de pæne mennesker, vi er, igen ned og aflevere den lånte flaskeformede proptrækker, og spurgte om der ikke var en med 2 led, vi kunne købe. Nej, det havde de ikke, kun en godt og forslidt en, forklarede Herr Erichsen os. Lidt senere fortalte han, at hans bedstefar var dansk født i Kiel, og selv hedder han Björn. Ja, endnu en gang blander historien sig i vores ferie. Det var jo damals, da Kiel var dansk. Erichsen selv var født i Freiburg, og da vi sagde at vi næsten ikke kendte Freiburg – vi havde kun været der en gang – sagde han, at han til gengæld ikke kendte Danmark.
Da vi købte to kasser a 6 stk. flasker sauvignon blanc, sagde han, at han ville give os denne godt brugte oplukker fra butikken.
Denne oplukker ligner meget en fugl, ikke – lidt papegøje/undulat måske, hvis man lægger hovedet på skrå?
Nu, da vi er i vinens verden, så hænger denne her på vej ned ad hotellets trappe, og jeg elsker den!
Endnu engang en dejlig aftensmad. Hvor er det skønt at kunne navigere rundt mellem menu’erne og vælge, som man har lyst til. Vinen sørgede Moritz for, og han har fridag i morgen, så vi åbnede på hans anbefaling lige en Riesling fra Rhein-Hessen…
Endnu en dag er til ende og aftensolen smilede og sagde tak for en dejlig dag!