Rådhusets ur viser at klokken er næsten 5 om morgenen. Det ser overskyet ud, men ingen regn. Tilbage i sengen og sove et par timer mere tænkte og gjorde Steen.
Senere var der lige det der med at huske at få mobiltelefonen med ned til morgenmaden.
En lille del af den dejlige morgenmadsbuffet her på hotellet. Men ingen porridge til os i dag. Vi skulle mødes til frokost med sønnike og veninden.
Og snart sad vi i en taxi…
…på vej til Manchester Piccadilly station.
Vi stod i en lang kø, men der herskede ro og orden som der gør i køer i England og fik købt os et par dags-billetter der var gyldige i et stort område omkring Manchester.
Her er flere forskellige togselskaber der kører de samme ruter og der er forskellige priser på dem, men vores billetter gjalt dem alle og vi vores tog var med Northern.
Afgangen var præcis og det blev tekstet til Roland.
De unge mennesker var på stationen i Maccelesfield, en by der var kendt for at der tidligere blev blevet vævet silke. Derfor kaldes den lokale fodboldklub “silkeklubben” eller noget lignende. Restauranten var blevet startet med en svensk kok og var kommet lidt svært fra starten fordi ejerinden ikke anede en disse om at drive restaurant. Så var en fra en eller anden tv-udsendelse kommet til hjælp for at få den igang og derefter var den blevet en succes.
Steen måtte have sig en Åbro lager som slet ikke hedder en Åbro i England, men selvfølgelig en Abro!
Vi valge en røget markrel med rødbede/æble salat og det var en dejlig frokost. Jeg nøjedes med perlende mineralvand til.
Ja, vi var alle glade og tilfredse med stedet og maden.
Os, vi skulle videre i dagens planlægning og var tilfredse med vores private chauffør.
Mr. Pickles sad og ventede på os og håbede at Steen ville levne noget pizza til ham, men han blev skuffet for der var ingen pizza og vi mødte desværre ikke søsteren Mermite igen. Hun havde lidt trafikdøden siden sidst vi var der, sådan er det med katte, de lever deres eget liv og det skal de også…
Vi gik en lille eftermiddagstur rundt i byen og havde ikke før set den lokale “smedie”. Prøv at lægge mærke til hvordan hesten og rytteren er integreret i stakittet. Fremragende lavet. Det ser jo ud som om den er ved at springe over!!!
På ruten vi gik var der opstillet en ny oplysningstavle og der var en del pegen og diskuteren – og os, vi var bare turister….
Tilbage hos de unge mennesker prøvede vi at se hvilke planter vi kunne genkende som ukrudt og hvilke som haveplanter. Egentlig noget mærkeligt at gøre for alt har jo sin ret til at gro. Det eneste man skal sørge for er at ingen planter kvælver alt det andet og bliver enerådige.
Udsigtsterrassen er under udarbejdelse og der var også tid til at nyde udsigten derfra selv om den ikke ses fra dette billede…
Dagen gik hurtigt og inden vi så os om var vi på vej ind i The Red Lion, hvor der var bestilt bord til os.
Der blev bestilt vand og hvilket navn til en vand: “Prinsen af naturligt vand”
Nu var det jo ikke kun vand vi kom for at få. Stedet er blevet kendt for sin franske løgsuppe. Det blev anmeldt af nogle spise-skibenter og de lovpriste suppen, som havde kogt i 48 timer. Så selvfølgelig skulle vi smage den og den var god, rigtig god.
Nu havde suppen stået som en forret, så vi havde også bestilt en hovedret, men ingen af os kunne spise den op. Retfærdigvis skal siges at den også var meget velsmagende og noget af det grønne er grønkål, så det har englænderne også. Hvorfor mon vi aldrig ser det i Frankrig?
Vi blev kørt til Disley station og det var vinke, vinke og tak for en dejlig dag.
Toget kom og kørte os tilbage til Manchester.
Tilbage på hotelværelset så vi solens næsten vandrette belysning af byen og Union Jack. Gad vide hvorfor flaget har det navn?
The size and power of the Royal Navy internationally at the time could also explain why the flag was named the “Union Jack”; considering the navy was so widely utilised and renowned by the United Kingdom and colonies, it is possible that the term “Jack” occurred because of its regular use on all British ships using the “Jack Staff” (a flag pole attached to the bow of a ship). The term ‘Union Jack’ possibly dates from Queen Anne’s time (r. 1702–14), but its origin is uncertain. It may come from the ‘jack-et’ of the English or Scottish soldiers, or from the name of James I who originated the first union in 1603. Even if the term “Union Jack” does derive from the jack flag, after three centuries, it is now sanctioned by use and has appeared in official use, confirmed as the national flag by Parliament and remains the popular term.
