En route igen. I dag skulle vi ikke køre så langt – kun omkring 3 timer.
Da vi kørte igennem Somme dalen, fortalte Steen om hvad Winston Churchill havde skrevet i slutningen af 1920erne om dalen, at allerede 10 år efter at mange mange hundrede tusinder af unge mænd mistede livet i første verdenskrig, så havde det smilende franske landskab allerede lagt et glemslens slør over disse uhyrligheder.
Grænsen mellem Frankrig og Belgien er vist med dette monument, som åbenbart skal signalere venskabet mellem de to lande.
Afviseren til Namur kom og vi drejede fra.
Vel ankommet til hotellet mente Steen at han ville have lidt frokost inden starten på det eftermiddagsmøde, der var årsagen til turen. Så vi satte os på hotellets terasse hvorfra vi kunne se ned på den ene af de to floder der mødes i byen, Meuse og Sambre.
Jeg kom da lige med på dette selfie hvor vi studerede bykortet og nej, ikke menukortet, det kom først lidt senere.
Hotellet er en hotelskole, hvor man uddanner unge mennesker i alle hotel verdenens discipliner – fra rengøring og til kogekunst. Da hotelelevernes lønninger ikke afholdes af hotellet, så tæller de heller ikke med i priserne på mad og overnatninger, så der er et godt forhold mellem kvalitet og pris. Vi var ikke sultne til en 3 retters frokost menu, så vi spurgte om vi ikke kunne få en salat, hvilket tjeneren gik ud til kokkene og forhandlede om. Det ville kokkene gerne, og salaten smagte ganske fremragende og med dejligt perlende belgisk vand til – samt les petits pain, naturligvis.
Vi tog en taxi ned -ja NED! – til Namur til kongrescentreret, som vi ser midt i billedet for enden af Place des Armes. Hotellet ligger oppe – ja OPPE! – på en klippetop.
Steen havde mappe og ringbind i plastikposen med ind. Det var godt vi tog en taxi ellers havde Steen drevet af sved, for der var en god varme og der var ikke meget vind nede i byen.
Udenfor Palais des Congres, hvor Steen var til møde, findes denne lille gruppe skulpturer.
The bronze statues of Djoseph and Francwes and les Escargots (Snails) were made by Suzanne Godard in 2000 and stand for the nickname for the people of Namur, Belgium.
D’Joseph and Francwes are the Belgian versions of Laurel & Hardy, characters from a Comic Book. They are standing over two bronze snail’s, one in a cage, and the other tied to the cage, so neither could escape. The snail is the symbol of Namur, and it describe’s “slowness.” The senior citizens are said to speak French very slowly, which is why they have the reputation of moving at a snail’s pace.
Jeg gik rundt i varmen og beså byen og på et tidspunkt ringede Steen til mig og da jeg ikke var langt borte gik vi hen til Teaterpladsen, hvor man kunne sidde i skyggen og få sig en espresso. Overraskende nok var der ikke belgisk chokolade til til kaffen, men en ala hollandsk spekulatius småkage.
Efter mere bytraskeri tog jeg en taxi tilbage til slottet som er vores hotel, og gik en tur i de tillæggende haver. De er lavet megafint i små områder og med meget vægt lagt på dufte og synsoplevelser og det er altsammen forklaret på tavler, så selv jeg kan forstå det
Og skilte der også fortalte om vejen til hotelskolen, hvor eleverne lærer en masse og som de så praktiserer på os, og mange af dem er meget nervøse…
Medens jeg gik min runde i haverne var Steens møde kommet til det punkt på dagsordenen der sagde “velkomst hos guvernøren af provinsen Namur” og han og kollegaerne gik hen til provinsens regeringsbygning.
Og medens han stod og small-talk’ede inden velkomsttalen faldt hans blik på et par portrætter på et lille bord i hjørnet i forkammeret på første sal. Især det venstre, som bragte tankerne hen på hans farmor, Dorthea. For Dorthea stod den svenskfødte Astrid højt på listen over foretrukne blandt Europas kongehuse – og som omkom ved en bilulykke i den lille schweiziske by Küssnacht medens hun stadig var den unge bedårende dronning af Belgien. Kun 30 år blev hun og Leopold III måtte leve med savnet resten af sit liv. Men det vidste han ikke da disse portrætter blev taget.
Og så var der den officielle reception med taler, taksigelser og mere rosa champagne.
Jeg fandt min vej til baren og forberedte mig til en stille aften og planlagde hvad jeg ville lave. Men planer er jo til for at ændres. Der var tomme pladser til den formelle dinner som de nationale værter for mødet Steen var til, havde arrangeret netop her på hotellet og Steen spurgte om jeg ikke ville komme ned og spise sammen med dem og hilse på hans kollegaer. Mange har jeg mødt ved andre lejligheder og de havde undret sig over at jeg ikke allerede sad ved bordet. Jeg følte at jeg ikke rigtig kunne sige nej, så flinke Inge tog sig sammen…
Maden var dejlig, natten faldt på og nedenunder har jeg lidt om sangen Sambre & Meuse.
Og her sangen der har navn efter de to floder – og forklaringen om den:
Le Régiment de Sambre et Meuse (lit. “Sambre-et-Meuse regiment”) is a French song and military march by Robert Planquette and Paul Cezano. The original poem was written in 1870 by Paul Cezano, in the wake of the Franco-Prussian War and the first days of the French Third Republic. The references to the Army of Sambre-et-Meuse set Republican, soldierly mood. The next year, music was composed by Robert Planquette. In 1879, it was arranged as a military march by Joseph François Rauski.
Første vers i engelsk version lyder sådan:
All these proud children of Gaul
Marched without respite or ease
With their rifles on their shoulders
Courage in their hearts and packs on their backs
Glory was their nourishment
With neither bread nor shoes
They slept on the hard ground
With their packs beneath their heads.
Chorus:
The regiment of “Sambre et Meuse”
Always marched to the call of freedom
Seeking the path of glory
That led them to immortality