På vej ned ad trapperne hænger dette lille billede af Glücksborg Slot. Mon ikke det er til ære for alle deres danske gæster?
Morgenbilledet bliver dette her, for her im Hohen Norden, ja næsten på grænsen til Danmark, kunne vi få to forskellige udgaver af Bircher Müsli, og det siger vi ikke nej tak til. Vi tog begge versionen med æbler og ikke den med skovbær. Den med æbler er vel egentlig den klassiske…
Vejret var som lovet, lidt overskyet og Danmark lå stadig på den anden side af Flensborg Fjord. Den tossede mand, som er lodret begravet med kun hovedet stikkende op, har vi set før, men husker ikke hvor. Hvem begraver dog mænd på den måde og planter blomster rundt i ring omkring ham…
Et lille kig op mod en del af morgenmadsbuffetten og kokken der bukker sig fremover for at ordne et eller andet, fortæller at vi var tidlig på færde. Dog var der andre der havde været lidt tidligere end os så vi sad absolut ikke alene – der var liv i lokalet.
Her var der også en lille – og jeg mener lille i forhold til hvad vi får andre steder – ensidet morgenavis og her er dagens citat derfra…
Et andet sted i et hæfte læste vi dette. Teksten var også oversat til dansk og jeg kender ikke hr. Thakur. Ja, jeg går ud fra at det er en herre, men det passede meget godt til hvad Steen og jeg talte om til morgenmaden, en morgenmad der iøvrigt var ganske fremragende….
Vi skulle videre og ville selvfølgelig gerne videre i tilværelsen med et klart udsyn, så vi havde noget at give videre, og nu da vi var mætte efter en dejlig morgenmad og udsynet blev gjort klart, så måtte bilen også lige have sig noget velfortjent til at føre os videre….
Når man har undret sig over huset til venstre, må man sige om beboerne, at de i sandhed bor ved grænsen…
…og hvor utroligt det end lyder, så var der minsandten en butik der havde åbent i Danmark og det var en blomsterhandler ved siden af kirkegården…
Vores fine lille buket med 5 blomster til 5 mennesker, der har betydet noget i Steens liv, blev lagt på “deres” lille plæne….
Vi fortsatte nordpå og passerede en bro med forblæste lystfiskere og himlen blev mere og mere blågrå…
Der var ikke så langt tilbage til dagens finale-flag.
Regnen kom og forsøgte at vaske de døde insekter væk, som Steen havde haft svært ved at fjerne da han vaskede forruden tidligere på dagen.
Vi kom så frem og profiterede undervejs af den nye motorvejsstrækning nord for Vejle.
Vi var på Åbakken for at besøge Elly og Hjalmar og blev der indtil de skulle ned og spise aftensmad.
Vi fik også aftensmad: dagens fisk og det var helleflynder. Natten faldt også på i Hurup.
Og Steen glædede sig over at han havde fået bestilt nogle arktiske tæpper i ren ny norsk uld, her til det kolde klima i Hurup.