Klokken 6 præcis startede vi hjemmefra, man kan næsten sige med militær præcision, men hvorfor siger man egentlig det? Det aner jeg ikke! Der er stjernehimmel på gps’en og det fortæller at det er nat, måske skulle man sige morgen og at det ikke er sommerdage, for så ville det være lyst…
Da det blev lyst kunne vi se at vejret var gråt i gråt. At det småregnede engang imellem behøvede vi ikke dagslys for at bemærke, det gør vinduesviskerne helt af sig selv, men vi glædede os over at der ingen drillenisser var på vejene.
En lille oplevelse ved en betalestation: En mand i en lille kassebil kører helt hen til bommen, stiger ud og går tilbage, kigger lidt på betalingsautomaten, putter sin billet ind, kigger lidt på den igen, finder tegnedrengen frem og tager et kreditkort ud, stikker det i automaten, venter, tager det ud igen, bommen går op, han kigger lidt på automaten, tager kvitteringen og putter den i tegnedrengen, som bliver puttet i lommen, han går tilbage til bilen, sætter sig ind og kører videre. Andre mennesker sidder dovent i bilen og ruller vinduet ned, næh – denne mand kom lige et smut ud af bilen og fik rørt sig lidt. Bravo monsieur!
En lille kop kaffe og Steen havde lavet madpakke med hjemmebagt brød og schweitsisk ost og det har jeg munden fuld af da han mente der skulle tages et billede.
Efter at have kørt igennem det ene vinområde efter det andet – stadig med ganen knastør, (nej, det er ikke sandt, den havde både fået espresso og san pellegrino vand) – dukkede Hoch Schwarzwald op forude.
…og imellem skyerne kunne vi ane sne på højdedragene.
og målflaget kom til syne.
Vores værelse var klart til os og der var en lille anretning som velkomst – dejligt at være nået frem.
Vi havde tilbagelagt 636 km på 7:18 timer med 1 times hvilepauser med en gennemsnitshastighed på 101 km/t.
Vi gik os en lille runde ned i byen og var forbi vores vindame. Hun sælger dejlige vine fra regionen Baden, som vi netop befinder os i. På billedet ovenfor ser vi op forbi kirken og bagved er skihop banen og vi lærte at fra den 20.-22. december var der skihop for damer. Sådan noget foregår ofte om aftenen, så vi så skihop-damer ude for at motionere, det var nemt at se at der var forskellige nationaliteter, men de var næsten alle af små størrelser, men hvad ved vi om skihop?
Vi var lidt spændt på om Cafe Diva holdt åbent. Vi havde først lært den at kende i sommers. Det var den og en lille kop kaffe var ikke at kimse af, og nu er det jo ikke lige sæson for iskaffe, så en lille torte var nok på sin plads efter den lange køretur, Steens sunde ostemad og en gåtur i byen. Vi valgte en Apfel-Zimt-Sahne torte og blev ikke skuffede. Den var aldeles dejlig, og selv om der har været en masse snak om kanel, så kan denne kage anbefales, hvis nogen kommer i nærheden af den. Vi havde ikke hørt om den før, men glemmer den sent.
Tilbage på hotellet kom vi i tanker om at vi havde glemt at få udfyldt noget meget vigtigt, nemlig hvad vi ønskede at spise i aften! Ja, der er vigtige beslutninger at tage, men det fik vi da heldigvis gjort og med et smil…
Og jo, lige en meget vigtig ting mere – det var at tage imod den velkomstdrink hotellet tilbyder, det ville da være uhøflig ikke at tage imod den ikke? I glassene perler det fint i en tør Sekt fra regionen.
Inden vi så os om var vi blevet sultne, eller…. nå, ja ikke så meget, men vi var trætte og besluttede ikke at spise for sent. Her er deres Wildpastete, den er nærmest arrangeret helt juleligt og med et smil.
Hotellet var helt fuldt og vi kunne forstå til aftensmaden – hvor alle hilste høfligt på hinanden – at det ikke var første gang at mange holdt juleugen her. Gennemsnitalderen var svær at sige noget præcist om, men vi er hverken de yngste og eller de ældste. At mange havde holdt adskillige jul’er her fortæller os også at det er en god oplevelse for folk – ellers ville de jo ikke komme igen og igen…
Det blev alligevel ikke til “tidlig i seng”, for vi havde glemt at der var “Fakkelvandring gennem Hinterzarten” ved 21-tiden, og det ville vi da være med til. Det havde vi jo ikke prøvet før, og ja, man skal have fakler med, for ofte gik vi gennem helt mørke landskaber og der var også af og til meget glat. Det var en dejlig 3 kilometers tur, der blev ledet af hotelets ejer, Herrn Erfuhrt. Vi gik gennem gader, hvor huse var smukt pyntede med hvide lys, altså ikke alskens farvede lys, vi gik gennem kulsorte skovområder, vi gik langs en rislende bæk som vi kun kunne se fordi der lå sne og var med til at lyse op….
Tilbage på hotellet skulle faklerne blæses ud og de blev lagt i en spand, som ses til venstre. Der var blevet kørt en grillvogn ud, næh, det var nok ikke en grillvogn, men jeg aner ikke hvad den hedder, men der var gasblus på toppen som et gammeldags komfur – alt for at holde indholdet i en høj kobbergryde varmt.
Der var vinterkrus i vognen, med snemænd og kirke og det sneede lystigt på dem og deri blev der hældt Glühwein, godt at varme sig på efter fakkelturen – og den var god! Snakken gik godt og lystigt og vores planer for i morgen blev ændret – men ferier er vel også at være parat til andre end forventede oplevelser, ikke?