Steen var på færde samtidig med at klokkerne i byens kirke ringede og fortalte at nu var klokken 6. Nu er kirkeklokkerne automatiserede, det er Steen vel ikke….
Vi gik ned på Theaterplatz.
Vi skulle med bus 211 og da det er søndag kører den kun med tiderne til højre dvs. hver halve time.
…og bussen kom og der var air-condition i den, men nu var der bare lige det med hvor vi skulle af?
Vi stod af bussen sammen med de andre med rygsække og vandrestøvler, og vi gik samme vej som dem også.
…og vi gik hen og stod i kø sammen med dem og alle de andre der kom alle steder fra. Vi stod nok 45 min i kø.
Der blev købt billet og vi stod igen i kø.
Jeg ved ikke hvad alt betyder men apparatet tæller ned fra 20 til 1 og derefter siger den “alt”, måske betyder det fuld eller holdt… …men næste gang ville vi komme igennem.
Nu er vi kommet igennem og nu kommer vores stågondol, så vil vi sammen med 18 andre endelig være på vej lidt op ad bjerget, der hedder San Vigilio på italiensk og Vigiljoch på tysk.
På vej op.
Ankommet til Bjergstationen for svævebanen måtte vi gå ca 100 m for derefter at fortsætte med Sesselbahn i cirka 20 minutter. Det er Steen som vinker, han er bagefter min sessel.
…og nu kom Steen op og vi er et sted jeg ikke ved helt hvad hedder, fordi det på kortene betegnes som Panoramarestaurant, men korrekt vil være at kalde det Sesselliftens Endestation. Der er dejlig friskt og der var levende tyrolermusik.
Vi skulle op til kirken på toppen, St. Viglius Kirchlein, for der havde Dorthea nemlig været og lige nedenfor var en af de 5 beværtninger der var oppe på bjerget, Gasthof Jocher, men den gik vi forbi…
Man kunne se ind i den lille kirke, St. Vigilius Kirchlein, gennem tremmer. Sådan noget er altid forkert, en kirke skal være åben og man skal have lov til at gå ind…
Men der var en bænk udenfor i solen. Der sad vi dog ikke længe, det var ikke en dag for os at sidde i solen i længere tid.
På den rute vi valgte at gå var der opstillinger af noget fra eventyr. Her var det “De 7 ravne” af Grimm.
Der var engang en mand, som havde syv sønner, men ingen døtre. Endelig fødte hans kone ham en lille pige. De var meget glade, men barnet var lille og svageligt og måtte døbes hjemme. Faderen sendte i en fart en af drengene hen til en kilde for at hente vand, de andre seks løb med, og da de allesammen ville have fat i kruset for at øse, faldt det i vandet. Nu stod de der og vidste ikke, hvad de skulle gøre, for de turde ikke gå hjem. Faderen ventede og ventede og blev til sidst utålmodig og sagde: “Nu har de skarns drenge nok givet sig til at lege og har glemt det hele.” Han blev mere og mere bange for, at pigen skulle dø uden at være døbt, og råbte til sidst ærgerlig: “Jeg ville ønske, alle drengene ville blive til ravne!” Næppe havde han sagt det, før han hørte en susen i luften over sit hovede, og da han så op, fik han øje på syv kulsorte ravne.
Faderen kunne ikke tage sit ønske tilbage, men hvor bedrøvede de end var over tabet af deres syv drenge, trøstede de sig dog efterhånden med deres lille datter, som snart kom til kræfter og blev smukkere for hver dag, der gik. Hun vidste i mange år slet ikke, at hun havde haft søskende, for hendes forældre vogtede sig vel for at fortælle hende det, men en dag hørte hun tilfældig en kone sige, at pigen var jo nok smuk, men hun var jo dog på en måde skyld i sine syv brødres ulykke. Hun blev meget bedrøvet, da hun hørte det, og spurgte sin far og mor, hvad der var blevet af hendes brødre. Forældrene kunne nu ikke længere skjule det for hende, men de sagde, at det havde været himlens vilje. Hendes fødsel havde kun været den uskyldige årsag. Men pigen syntes alligevel, det var hendes skyld, og at hun måtte gøre, hvad hun kunne, for at frelse dem. En nat listede hun sig stille ud af huset og begav sig på vej ud i den vide verden for at finde sine brødre og frelse dem, hvad det end skulle koste. Hun tog ikke andet med end en lille ring til minde om sine forældre, et stykke brød og et krus vand og en lille stol til at sidde på, når hun blev træt.
Hun gik og gik lige til verdens ende. Så kom hun til solen, men den var så hed, så hed og spiste de små børn. Så hurtig hun kunne løb hun sin vej hen til månen, men den var så kold og vred, og da den så barnet, sagde den: “Jeg lugter menneskekød.” Hun skyndte sig at komme bort og gik op til stjernerne, som var milde og venlige, og hver af dem sad på en lille stol. Kun morgenstjernen stod op, og den gav hende et lille ben og sagde: “Uden dette ben kan du ikke komme ind i glasbjerget, og der er dine brødre.”
Pigen tog benet, pakkede det ind i et tørklæde og gik, lige til hun kom til glasbjerget. Døren var lukket, og da hun ville tage benet frem for at lukke op, var tørklædet tomt. Hun vidste slet ikke, hvad hun skulle gøre, for hun ville frelse sine brødre. Da tog den gode, lille pige en kniv, skar sin lillefinger af, stak den i låsen, og døren gik op. Hun gik ind og traf en dværg, som spurgte: “Hvad leder du efter, min lille pige?” – “Jeg leder efter mine brødre, de syv ravne,” svarede hun. “De er ikke hjemme,” sagde dværgen, “men kom indenfor og vent lidt, så kommer de nok snart.” Dværgen satte nu mad til rette til ravnene på syv tallerkener og skænkede vand i syv bægre. Pigen tog en mundfuld af hver tallerken og drak en slurk af hvert bæger. I det sidste lagde hun den ring, hun havde taget med.
Kort efter hørte hun en susen i luften. “Nu kommer de hjem,” sagde dværgen. Ravnene kom nu flyvende og satte sig ned for at spise. “Hvem er det, der har spist og drukket af vores mad,” råbte de. “Det er et menneske.” Og da den syvende havde tømt sit bæger, fandt han ringen på bunden og så straks, at det var hans mors. “Blot det var vores søster, så var vi frelst,” udbrød han, og da pigen hørte det, kom hun frem, og straks blev ravnene til mennesker igen. De omfavnede og kyssede hinanden og drog så allesammen glade hjem til deres far og mor.
Vi fulgte skilte til en sø, der viste sig stort set kun at være et lille vandhul. Der var også en beværtning, Gasthaus Seespitz, men den gik vi også forbi.
Vi fulgte afmærkninger på træerne, og vi havde også Steens kort 
Vi gik gennem skov og det gik opad. Ja, vi var gået nedad til kirken, og det skulle jo betales i den anden ende.
Vi kom til et skilt hvor der stod “schöne aussichten” og det gik vi ned for at se, og det var det her vi så – Meran og omegn, og der langt ned.
Og vi forevigede os selv.
Vi kom tilbage til 1821 m og der var vores sessellift. Vi ville nemlig ned før alle de andre. Vi gad ikke stå i kø endnu engang i dag…
Nedad er Steen foran mig, og vi kan se Dolomitterne langt ude i horisonten.
Vi fandt den beværtning, der skulle have vores besøg, for enden af sesselliftbanen. Her fik vi os lige en iskaffe, men det er egentlig ikke den, vi er kommet for…
Det er det her!!!!! Dorthea havde været oppe på bjerget flere gange og en af gangene var det med en frøken “et eller andet” og de havde været her på dette sted og de havde styrket sig med en flaske champagne til at klare nedturen, så vi var da forpligtigede, men vi var beskedne vi fik hver kun 1 glas “Aronda” som den vist hed. Det er en Tyrolsk sekt. Forpligtigelser, forpligtigelser…
Stedet så helt anderledes ud i Dortheas tid, og da hed det Gasthof Station Vigiljoch. Det er efter Dortheas tid blevet solgt, og de nye ejere lod det rive ned og byggede et helt nyt hotel, Vigilius Mountain Resort. Dog har de har lavet et lille gæstgiveri ved siden af selve hotellet, og hvor de har udskænkning i gammel stil, men det fik vi ikke taget et billede af.
Der var ingen ventetid til stågondolen, dejligt!
Vi havde været deroppe og sad nu i skyggen og ventede på bussen. Den skulptur, eller hvad det nu er, der er på den anden side af gaden viser en ophængt gammel stågondol – den har Dorthea måske siddet i.
Vi kom med bussen tilbage til Theatherplatz og gik i god varme tilbage til hotellet, hvor vi gik lige til eftermiddagsbuffeten.
Bjerget San Vigilio ligger ca. 7 km sydsydvest for Meran…
…og vores tur bragte os op i 1819 meters højde. Det flade stykke på kurven i ca. 1500 meters højde mellem ca. 3:45 og 4:15 timer efter start er vores pause med iskaffe og sekt fra Tirol.
Aftensmaden var denne og vi valgte Truthahn…
Steen var gået først ned i restauranten i aften og han var nede kort tid efter at der var åbnet for aftensmaden. Han havde fået bestilt vinen og vandet og nu skænker han vin til mig da jeg kom ned, tjeneren var forsvundet…
Steen havde brugt lidt af eftermiddagen til at programmere Fräulin Daimler, nu havde hun hvilet noget dage, så nu skal hun op på mærkerne igen. Derudover havde han pakket vores indkøb ned i bilen.