“Es ist doch schön die Luft” hørte jeg fra altanen inde ved siden af og nej, jeg eaves-dropper ikke, men jeg sad alene mens Steen sad nede hos Fraülein Daimler og planlagde turen hjem. Der var en stærk lugt af tobaksrøg, så sandsynligvis røg stodderen, men hvordan kunne hun så snakke om den dejlige luft, men måske er hun vant til at sidde i en tilrøget stue sammen med ham.
Nå, det var i går aftes….
Klokken er 07:50. Der er 10 minutter til vi kan få morgenmad, og vi skal jo på landevejen i dag. Vi havde i aftes spurgt om de kunne lave et par sandwiches til os og de fortalte at vi kunne få et par “frokostposer” og så selv lave vores mad ved morgenbordet – meget fint for os!
Vi blev ellers vækket tidligt. Der var knap nok noget lys på himlen, da der lød “BANG-BANG… pause …BANG-BANG! Der må være noget jagt igang, men det er jo også den tid på året igen.
Jeg vil lige tage en mere fra hotellets billeder på væggen, og nej, jeg ved ikke hvem kunstneren er, men uanset hvad – sådan skal dagen være, hver dag!
Googlede det lige og det er Mary Rosina, der vistnok har skrevet den, men hvem billedkunstneren er, ved jeg ikke.
Nu er det ikke fordi jeg ønsker at vores køretur hjem skal vare i 1000 år! Nej, slet ikke den ønsker jeg skal gå nemt og smertefrit, at alle andre biler vil holde sig fra de veje, som vi skal køre på, osv.
Et sted var der trafiklys ved et vejarbejde, og så har man jo tid til at sidde og fundere, som jeg gjorde, over dette skilt. Det må være en “Männer-frei Zone”, da gående mænd var forbudt adgang, men damer med flot strutskørt og børn måtte gå til venstre…
Vi kom forbi et skilt hvor man kunne dreje til venstre til Sankt Peter og der var også en parkeringsplads, kunne vi se. Men vi følte ikke at vi behøvede at stå i kø hos ham endnu…
Vi kørte forbi eller under en seværdighed, men hvor det var og hvad det var husker jeg ikke – det gør Steen heller ikke.
Vi kørte også af og til igennem meget kraftigt regnvejr, dråberne hamrede godt på forruden.
Der var kø ved betalingsstationerne, men nu var forruden da blevet vasket ren!
Vi spiste “vores medbragte madpakke” i tørvejr og fik en meget stærk kaffe til….
Det var på en rasteplads lige ved Verdun, og medens vi gumlede kunne vi tænke på, at for 99 år siden udkæmpedes “Den store krig” her på stedet og mennesker blev dræbt i massevis – hver dag! Nu 99 år senere racer vi over den tidligere så blodige og helvedeslignende slagmark på en motorvej – og vi der kører her er mennesker af alle nationaliteter, efterkommere af både fjender og venner.
Det var tørvejr resten af vejen hjem og der kom igen de kedelige rester af et insekt, der ikke længere lever, det mistede sit liv på en motorvej, en motorvej der fører alle steder hen…
Hele turen forløb fint, så vi nåede endda også lige forbi en af vores biobutikker, så køleskabet kunne få nogle varer at køle på og vi kunne få mad at spise i den kommende uge.
Nu var der bare lige det med pladsen, men Steen fik dog plads til det.
Hjemturen havde ført os via denne rute…
…og landskabet havde gået lidt op og meget ned (til Rhindalen) og så bølget derudad.
Snip-snap-snude så er denne sommerferie ude.