Min mor ville sige at det var en ulykkesdato af de helt store! Der er 2 gange 13, for andre er det et lykketal, for mig er det er dag som alle andre og som altid skal man nyde hver eneste dag.
Ingen morgenrøde denne morgen, og cyklister er ikke morgenmænd. Steen var også lidt sent på den 05:31, måske var det fordi det var en overskyet morgen efter så mange skyfrie og bogstaveligt strålende morgener.
Efter at have tilbragt en formiddag med at skrive et brev til det kommunale Danmark, var min ferierende fysioterapeut så venlig lige at se på min fod, som jeg har døjet lidt med på det sidste. Nu har mine fødder ellers været flinke mod mig – de har været mig trofaste på mere end 1000 km den første halvdel af i år. Jeg endte med at se ud som en professionel idrætsudøver, jeg fik ultralyd og derefter blå tape.
Det skulle straks afprøves ude på Tyskerbakken, og nej, jeg ved ikke hvorfor det hedder sådan, men vi gik 4½ km og var lykkelige over at vi også i dag fik tid til en lille gåtur.
Vi gik igennem et område hvor der havde været storbrand for nogle år siden, og man havde besluttet at lade de brændte træer ligge for at se hvordan naturen vil genopbygge området. Det er meget interessant hvordan det vil komme til at se ud i forhold til brændte områder som straks bliver genoprettet.
Fotografen besluttede at han ville også med på et billede …
Efter gåturens afslutning blev der taget et gruppebillede med vand og juhuuu – vi er alle med!
En bil skulle klargøres til en ferietur, det sker med alvorlige miner.
…og hvad der foregår aner jeg ikke en disse om, men det er også fuldstændig ligegyldigt, for det er ikke mig der skal lave det. Hver mand laver det han har forstand på…
Vi var så forkælede at vi blev inviteret til kaffeslabberas og der var 2 af mine dejlige niecer tilstede og – nå ja, også Carsten. Det var hyggeligt og stor kudo til huset frue, der havde været med på gåturen og i løbet af ½ time havde nået at bade, bage kastajnebrød og en kringle med rabarber og noget mere fyld som jeg ikke husker, men det smagte godt. Alle var i feriestemning – dog ikke fotografen som skal arbejde og jeg, jeg passer fortet….
Niecerne tog med på Åbakken og farforældrene fik set dejlige billeder at deres 2 oldebørn. Jo, det bragte glæde at se børnebørnene og oldebørnene, som jo var så fortravlede med deres små gøremål, at de ikke kom med i denne omgang.
Når man bor på plejehjem er måltiderne meget vigtige og tiderne skal passes, man skal ikke komme for sent.
Vi fik ikke taget flere billeder den dag, men vi endte på pizzariet, egentlig var vi ikke storsultne efter det store eftermiddagskaffebord, det er vi slet ikke vant til, og selv om min brors køkkenhaver, ja haver (i flertal) bugner med friske grøntsager så havde vi alle på en måde haft en travl dag, og det var ikke mig der skulle pakke kuffert – en pizza og så stille og rolig udveksling af ønsker om god ferie.
Endnu en dejlig dag var til ende uanset hvor mange 13-taller der var.