28. december 2012

1863

Engleanden vækkede Hans meget tidligt. Den ville at de skulle gå udenfor for at se solopgangen denne meget smukke morgen, og det var så betagende at de stod og betragtede morgenen over København i dyb stilhed – indtil det dog snart blev for koldt for dem og de måtte indenfor igen! Sommer var det bestemt ikke.

0632

“Juhuuuu, her er vi!” råber Jes og Valdemar på billedet her. De ville med på byturen igen i dag, for de følte sig friske. De havde fået sovet godt i nat, ovenpå “Den fiffige ræv”. På fotografiet her står de foran søjlerne til indgangen til Vor Frue Kirke og her i nissehøjde er det helt tydeligt at søjlerne snart trænger til lidt maling.

0645

Indenfor i Vor Frue Kirke blev nissene andægtigt stille. Hvor var der dog smukt og stilrent – og stort! De blev stående i lang tid for at indtage det hele i deres nissehjerter og -hjerner.

0643

Udenfor igen. De små nisser for over gaden og råbte “Juhuuuu, kan I finde os?”. Inge og Steen tænkte nu mere på at nisser ikke kender så meget til at komme trafiksikkert over gaden, og at det måtte de have lært, end at lege gemmeleg med dem. Den leg var de nu ikke så dårlige til og Inge og Steen måtte knibe øjenene sammen og fokusere skarpt for at finde, hvor de havde gemt sig – men, nisser er vel gode til at gemme sig, sådan i al almindelighed, ikke?

0642

Steen kom trafiksikkert over gaden og fik taget dette billede, så det nu er helt tydeligt hvor Jes og Valdemar gemte sig mellem figurene i monumentet “Herredagen i København vedtager Reformationens indførelse 30 oktober 1536”. Et historisk motiv, som nu meget senere blev en lille historisk del af denne rejseblog 🙂

0640

Rundt om hjørnet ville nisserne igen fotograferes og det var foran Weises buste. Ham regnede de med at Bjørk vidste noget om og hun kunne da også, da de sås senere på dagen, fortælle at ham der C.E.F. Weyse var guldalderens kendteste danske komponist og organist, og videre oplyse at C.E.F. stod for Christoph Ernst Friedrich, og at han levede fra 1774 til 1842. Ohhh, de små nisser blev så kloge, så kloge af at besøge den store by.

0634

Ovre på den anden side af pladsen lå Københavns Universitet og her ville de to smånisser fotograferes foran en alvorlig herre hvis hovede også var sat op på en meget høj piedestal – alt for høj for både mennesker og (især) nisser. Jes og Valdemar mente sagtens kunne se forskel på den musikalske Weise på den anden side af gaden og den alvorlige Bohr, som Bjørk også senere belærte dem om mere præcist var H.E. Niels Henrik David Bohr, at han levede fra 1885 til 1962 og at han var en dansk fysiker, som bidrog afgørende til forståelsen af atomets struktur og udviklingen af kvantemekanikken. Ja, Bjørk kunne også oplyse at denne fysiker modtog Nobelprisen i fysik i 1922. Hvor blev de dog kloge de små nisser. De tænkte evt. også at skrive “H. E.” foran deres navne i fremtiden. Der var da en vis stil over “Hans Excellence Valdemar”, fremfor “Nisse Valdemar”, ikke?

0652

Foran indgangen til Universitet hoppede nisserne også rundt og ville fotograferes, men de fik følelsen af, at det kun var meget høje mennesker der kom her, for hvorfor skulle man ellers have så høje døre? Tilbage på hotellet kunne Bjørk igen belære dem  om at øverst kunne man se en skulptur af en ørn, som symboliserede menneskeånden, der skuer mod lyset, erkendelsens endemål. Indskriften “coelestem adspicit lucem” betyder ‘Tanken, som søger det sublime, øjner det himmelske lys’ og udtrykker, at når erkendelsen ledes af høje mål, nås en helhedsforståelse af ophøjet sammenhæng. Det blev en stor mundfuld at fordøje for alle nisserne, for lyset, nå ja, det måtte være derfor at døren var så høj…

0637

Til højre for Hans Excellence, hr. Bohr, var der yderligere en statue. Hvem den skulle afbilde vides ikke, men han er nu meget fantasifuldt udført. Læg især mærke til – hvis man kan se det på fotografiet – at han han har en cigaret i munden og at næsen er lavet af “lærerens tyggegummi”. Der er lagt god fantasi i statuen her – nisserne havde altid beundret uskyldig fantasi og denne statue her fik dem til at diskuterede ordet KUNST.

1869

Dette fotografi er Jes og Valdemar ikke tilfreds med! Det kunne Inge godt have taget bedre, for hvad er mere dansk end en kop kaffe med et stykke wienerbrød til? Hun har rystet på hånden, har hun, da hun tog det – alligevel aner man at det er hos La Glace der bliver smovset. Her gik de ind og var heldige at finde et frit bord. Der var mange kunder, for La Glace havde åbenbart været i fjernsynet og alle ville ind for at se stedet i virkeligheden; men Inge og Steen, som har kendt det i mere end 35 år, syntes at denne trængsel var en tand for meget…

1870

Snart efter hoppede de to nisser ned i La Glace’s papirpose, hvor der var små konditorbakker med små Sarah Bernard kager og se bare, dette billede kunne Inge få skarpt, så skarpt så man kan se at fodpanelerne hos La Glace trænger til lidt maling.

0657

Senere på eftermiddagen hoppede Olga og Bjørk i rygsækken, for de trængte også til at se lidt af byen. Det blev til en tur langs kajen og henne ved det Vestindiske Pakhus, hvor Statens Museum for Kunst huser Den Kongelige Afstøbningssamling, fik Olga lejlighed til at studerede Sokrates nøje, og Bjørg kiggede godt og grundigt på Hippocrates – to herrer  som på deres tid nok ikke tænkte på at en dag ud i en meget fjern fremtid, næsten 2500 år senere, skulle deres buster stå indenfor vinduerne i det kolde Danmark og kigge ud på Københavns havn og have nisserdamer til at kigge ind af vinduet til sig på en kold december dag i 2012 🙂

0659

Udenfor stod den mægtige David og damenisserne forsvandt næsten på hans piedestal, da de betragtede hans mægtige fødder. Olga og Bjørk tænkte på hvor mange nisser ham den store fyr her, måske uforvarende, har trådt ihjel med disse kæmpestore fødder – en uhyggelig tanke for de to nissedamer. De vidste at han var en modig fyr som i tidernes morgenk kæmpede mod Goliat, men han ville nok ikke bemærke om han trådte på nisser af deres slags – selv om han skulle udstråle klogskab…

0663

Damerne Margrethe og Mary, øhhhhh, nisserne Bjørk og Olga ville også fotograferes foran Københavns Havns venteværelse for de kongelige når de ventede på chaloupen, der bragte dem ud til kongeskibet. Kronen på toppen af venteværelset syntes nisserne var så fin, så fin!

0665

Tilsidst hoppede damenisserne op til et “Badning forbudt”-skilt, som de slet ikke forstod. Hvem ville dog bade i det her Herrens vejr…..

1872

Fuldmånen måtte Karen og Olga lige ud og kigge på og trodsede et par øjeblikke kulden for rigtigt at beundre den.

1880

Ind i varmen igen til de andre nisser. De så stadig TV. Først havde de storgrinet af en der hed Sigurd og kørte taxi, derefter skraldgrinede nisserne til den næste film –  man kan vist ikke være i tvivl om hvad nisserne så, for der blev igen og igen sagt: “Jeg har en plan!” og “Skide godt, Egon!”.

This entry was posted in Julen 2012. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *