Olga og Bjørk fulgte med ned til morgenmaden, men Bjørk blev lidt betænkelig da Inge og Steen begyndte at tale om biograf og talte om klokkeslet og hvad der ville passe ind i resten af dagen. Hun blev klar over at det nok var bedst at nogle af de yngre nisser tog den tørn, for dagens program ville nok passe bedre til deres eventyrlige fantasi.
Derimod var Bjørk og Olga mere interesserede i hvad Steen havde taget til morgenmad. De kunne især lide de næsten nisserøde tørrede tranebær, de flotte gule sultaniner eller hvad det nu var han havde valgt til yoghurten sammen med den traditionelle (for)sødede müsli. Men hvordan var det han var opdraget? Han må have været over-ivrig da han øste op, for der var slattet flere steder på skålens kant.
Plejehjemsnisserne Karen, Jørgen og Hans var gået ud på gesimsen mens de andre var nede til morgenmad. De ville lige kigge på dagens vejr og diskutere alderdommens dårligdomme – især den vejrpåvirkelige gigt – men også alderdommens glæder. De blev enige om at det stadig var for koldt for dem til at gå med ud i byen, de ville hellere blive og holde styr på værelset og så kunne de få sig en dejlig lang middagslur.
Valdemar og Jes lod sig ikke spørge 2 gange om de ville med i dag. De var de første ude af taxien og ventede utilmodigt på Steen i Imperial Bio’s forhal. Ja, de kunne slet ikke stå stille, de hoppede og dansede. Allerede om morgenen havde han på hotellet købt billetter til klokken 11 forestillingen, så de var alle sikre på gode pladser – men, minsandten om han ikke stod nu og fumlede rundt efter billetten!
Inge og Steen havde fået et par 3D-briller udleveret, de var heldigvis inkluderet i billettens pris, og så købte de GaJol i overensstemmelse med at “Det danske vejr er GaJol vejr”, samt et par flasker vand. De unge nisser mente at dette indkøb vist var lidt ude af trit med hvad der blev købt til biografture nu om dage: papbægre nærmest i spandestørrelse fulde af popcorn, store krus med ca. 1 liter Coca Cola, etc.
Jes og Valdemar sprang rundt, de ville se det hele, og her fandt de en sympatisk mand. Han var nærmest klædt som dem, halstørklæde og hat – ja, alt hans tøj lod til at være gråt, men han kunne vel være en gammel mand – meget ældre end plejehjemsnisserne -som ikke ville vække for meget opsigt. Nisserne vidste jo at de skabte smil overalt, og det var selvfølgelig fordi man kunne se at de var nisser, men ham her, ham kunne de fornemme som værende noget mere alvorlig, og måske endda mere vidende end selve Bjørk…
De snuppede billeterne fra Steen, for de var bange for at han fik dem fumlet væk, og det ville de ikke risikere. Der var stadig lidt ventetid til filmen begyndte, så de lod sig adsprede med en lille fotosceance foran plakaten med hr. Sækker.
Endelig blev dørene til biografsalen åbnet og nisserne var igen blandt de første. De satte sig til rette og ventede bare på at disse kedelige, uendeligt kedelige, reklamefilm og “trailers” skulle blive færdige, så de kunne få brillerne på og se Hobitten i 3D! Ca. 3 timers spænding og god historie lå foran dem…
Ude af biografen ved 14-tiden stod munden ikke stille på hverken Jes eller Valdemar. De snakkede og snakkede om alt det de havde set i filmen – i en køre! Inge og Steen indså at de lige så godt kunne gå ned til Meyer i Magasin’s underetage og få sig en kop kaffe, for der var også mange mennesker som snakkede løs.
Ved Det Konglelige Teater ville nisserne igen fotograferes ved en statue. Denne gang vidste Steen da hvem der havde lavet den – hvilket han også burde, for det var en eller anden laaaangt ude i Steens familie. Steen vidste også at det var Ludvig Holberg, som sad der i stolen, men hvorfor han var bekranset, det vidste han ikke. Bjørk kunne hjemme på hotelværelset fortælle mere om Holberg: “Ludvig lensbaron Holberg 1684 – 1754 var en epokegørende norsk-dansk forfatter”. Hun fortalte også at han er blevet kaldt “den danske litteraturs fader”. Jes og Valdemar undrede sig over at Bjørk vidste så meget, hun måtte stamme fra et meget lærd hus!
Senere på dagen tog Hans og Valdemar med på Café Victor. Her snakkede Inge og Steen om kaffe og de var heldige at få et bord, selv om Steen, som næsten altid, var utilfreds med bordet, men det passede Inge glimrende….
Snart efter kom der vin og vand på bordet og så var Steen åh, så tilfreds, men det havde Valdemar og Hans nu også regnet med…
Aftensmåltidet blev en slags picnic på hotelværelset og den så altså godt ud synes Jørgen og Karen – danske oste, vin fra Californien, brød fra Meyer! De var kommet på benene efter deres hvile og måltidet her skærpede deres sanser.
De 2 plejehjemsnisser var også lige ude og kigge på månen, de blev enige om at det var en smuk, men også kold aften.
Karen og Jørgen gik inden for i varmen igen og sluttde sig til de andre nisser, som stod og hørte på Jes og Valdemars drabelige fortællinger fra dagens oplevelse i biografen – med briller og det hele!. Og hvad var nu det? De to havde fået lavet sig et par sværd, mon de forestillede sig at det var elversværd? Hvorom alting var, så blev det sent før der faldt ro over nisserne, for der var hele tiden lige en ting mere der skulle fortælles i mindste detalje…