Dagen begyndte med en bytur og Olga og Valdemar fulgte med i godt humør. For menneskene var denne aften jo normalt en festaften, men for nisserne begyndte en dejlig ny dag jo hver dag, så for dem lignede dagen en normal dag. Her på Nyhavn fangede deres opmærksomhed en skraldespand, men det stod der slet ikke på den, der stod 6 enstavelsesord på forskellige sprog – dog ikke nissesprog, måske var det fordi nisser ikke svinede og smed affald, men hvorfor skulle så mennesker gøre det? Der var kasser til dem overalt, en mærkelig skik at skulle komme af med affald overalt, hvorfor gik de rundt med affald?
Tilbage på hotelværelset stod plejehjemsnisserne ude på gesimsen og diskuterede gamle dage – dengang da….ja, dengang da Dokøen – hvor nu Operaen blev bygget – var en kunstig anlagt ø som blev anvendt som orlogsværft. Nu er klangen derovre fra musik til operaer, balletter og lign og ikke hamren, boren, nitten, og alle de andre lyde der hørte et skibsværft til. Jooohh, der var sandelig sket ændringer og der ville blive ved med at ske ændringer, men nisser var og blev nisser. Ikke dårligt med lidt nissefilosofi på morgenstunden!
Da Olga, Valdemar, Inge og Steen gik tilbage til hotellet kunne de høre at der blev spillet marchmusik og Steen havde snakket noget om at så var Dronningen hjemme, når livgarden kom med fuld musik. Olga og Valdemar plagede så indtrængende for at se det, at vejen til hotellet blev lagt omkring Amalienborg slotsplads. Hvor var denne plads dog stor og hvor var der var mange mennesker forsamlet her!
Nisserne ville nærmere for bedre at se hvad der foregik og de kom så langt frem som de kunne. En politimand der sagde: “Hertil og ikke længere!”, men sendte dog et stort smil ned til nisserne – ja, det var nok ikke hver dag at der var nisser på besøg for at se vagtparaden og den ekstra musik der var i anledning af nytåret. Det var nok mest turister i alle afskygninger politiet normalt snakkede med. Olga og Valdemar fandt det hele meget festligt og stampede i takt til musiken.
Turen gik ned om kajen på tilbagevejen til hotellet og endelig så nisserne på nært hold det skib de kunne se oppe fra hotelværelset på 4. sal. Det var imponerende, set her fra kajen og de hørte Steen snakke om at det var et rigtigt Rasmus Klump skib…
Det hele begyndte så godt, så dejligt Valdemar og Jes var med på Bistro Huks Fluks, hvor Inge og Steen havde aftalt møde med et par unge damer og her var nisserne i hyggeligt selskab i et par timer indtil pigerne skulle videre.
Men allerførst skulle der bestilles lidt mad og lidt vin dertil. Steen og en af pigerne spiste skinke fra sortfodede grise – hmmm, mon grisene vader rundt i tjære eller lignende, tænkte nisserne, for det havde de lidt svært at forestille sig, det med sorte fødder? Inge og den anden af pigerne spiste Cæsar salat – nisserne undrede sig over hvorfra man ved at kejer Cæsar spiste denne salat med kylling og spinat og brødcrouton’er. “Nej, nej nej!” sagde Bjørk senere, “Det var slet ikke ham salaten havde navn efter, men en italiensk- amerikansk kok ved navn Cesare Cardini som menes at have kreeret den en eller anden gang i sit liv der varede fra 1896 – 1956!”
Steen og Inge snuppede sig lige en kop espresso inden de og nisserne skulle videre. Hvad Jes og Valdemar ikke vidste var at lige om et øjeblik – her fra hvor de stod og varmede sig – ville blive et vendepunkt i deres aften, et uforudset vendepunkt for dem og for Steen og Inge…
Et billede taget af Inge – og ja, hun ved at det er dårligt – fra deres pladser i Radiohusets koncertsal. Men hvor er nisserne? Ja, hvor er nisserne? Fortvivlsen begynder at indfinde sig. Steen ringer i pausen til restauranten hvor de mødtes med pigerne, men der havde de allerede travlt med nytårsaften og havde ikke bemærket nogle nisser…Der var pause med mad fra Søren Westh og den var lækker og der var cava til ligesom, der havde været til Dronningens nytårstale inden koncerten begyndte. Lyden i koncertsalen var frenragende, hvert instrument hørtes klart. Det var virkelig en positiv oplevelse. Derimod var der håbløse forhold for publikum til at komme til og fra koncertsalen fra foyeren. Men lad det ligge, for det presserende spørgsmål var: “Hvor var nisserne?” De to små fyre med røde huer fik slet ikke musikken at høre, og måtte leve med at så slap de da også for al den masen frem og tilbage i gange og på trapper. Jes og Valdemar var væk…
Tilbage på hotellet havde nisserne dannet ring om Frejas lækre kransekager, og hvis Steen prøvede at tage et stykke, så blev han prikket med nissesværdene, som de havde lavet sig efter inspiration fra Hobitten-filmen. Læg lige mærke til, at her er Jes og Valdemar med igen!!! Der var sket det at Steen havde glemt nisserne, glemt dem, glemt dem dybt nede i sine frakkelomme som han havde givet til garderobedamen, som havde hængt den ind i et garderoberum. Heldigvis for Jes og Valdemar var garderobedamerne flinke og de underholdt de små nisser medens orkestret spillede flere etager ovenpå. Men nu skulle Steen altså ikke bare tro at man kunne opføre sig sådan over for nisser! At glemme dem…
Snart var alle nisserne ude på gesimsen og Steen sneg sig til at smage Frejas konfekt og han fik snart himmelvendte øjne og saligt smil på læben. Det havde nisserne også mens de så på knald og brag. De hørte Inge og Steen tale om at hvis man dog bare kunne nøjes med at se på det hurlumhej, så var det til at klare, men nej, man måtte også høre det man så, og meget af det man ikke så. Det var dog ikke nissernes problem, men alligevel, efter megen ihhh og åhh blev de trætte og gik til ro. De havde fået nok, og de havde allerede vænnet sig så meget til larmen at de faldt i søvn uden problemer. Det havde været en lang og begivenhedsrig dag.