Vi var inviteret til en 60-års fødselsdagsfest på Salling. Steen kom fra Paris og Inge var så venlig at køre omvejen fra Hurup via Billund så til Pinenhus ved Sallingsund, hvor vi havde indlogeret os.
Nu skyldes alle flagene ikke os, heller ikke fødselaren vi skulle spise hos om aftenen, men mere de fester der afholdtes denne lørdag. Men de understegede at “blæsten gik frisk over Limfjordens vande”. Fordi Inge havde taget omvejen via Billund var der tid til en fælles gåtur inden vi blev hentet af venner der også skulle til fødselsdag.
Der var en markeret “Blå rute” på omkr. 4 km, der passede os udmærket. Den ville gå langs stranden, derefter op ad bakke til kæmpehøjene og tilbage til hotellet.
Dejligt med blæst og sol efter dagens rejseri.
En tavle belærte os om at højene hørte til en gruppe på 13 høje ialt, konstrueret af græstørv i bronzealderen og lagt på en linie øst-vest.
Turen sluttede ved hotellet “Pinenhus” som har sit navn af en af færgerne der før broens konstruktion i 1972 sørgede for transporten mellem Salling og Mors. Skulpturen ved indkørslen til hotellet er meget munter og har normalt vand plaskende op på stævnen af båden. Passagererne ser ikke særligt trygge ud og man kan sagtens forestille sig turen i de tidligere åbne joller, når vinden peb ind på tværs.
Vi var nu klar til at blive afhentet og køre det sidste stykke til fødselaren, nemlig Else Marie. Blandt gæsterne ville være flere tidligere elever fra Boddum skole, hvoraf 6 havde gået i samme klasse. De små portrætter af dem ovenfor er vist fotograferet i 1969.
Vi fik ikke selv fotograferet den aften, men behøver ikke billeder for at sige at det var et herligt og muntert samvær over dejlig mad, serveret generøst med dejlige vine. Natmad var der også. Det var en dejlig klar suppe med kød- og melboller, grønne ærter og gulerodstern, noget vi ikke havde spist meget længe. Vi gik ikke sultne derfra. En rigtig god aften, rigtig godt selskab, det var både nostalgi, men også en meget nuværende aften og vi var heldige, for vi blev også transportet i godt selskab.