Fødselsdagsfesten aftenen før var forløbet på allerbedste måde og efter en sen morgenmad denne søndag kørte vi tværs gennem kongeriget til København. Mandag aften, tirsdag og onsdag var der møder Steen skulle deltage i, så der var nogle dage med storstadsluft.
Denne gang ankom vi til “Admiralen” i bil, hvilket forårsagede at vi skulle tage stilling til parkeringsafgifter på pladsen foran hotellet. I gamle dage var der fri parkering for hotellets gæster, nu skal der betales afgift til Københavns kommune. Så vi parkerede, gik ind for at checke ind og høre om der var nogle måder vi kunne betale for parkering under hele opholdet, så vi ikke skulle tilbage hele tiden og fodre parkometeret. Gik så op med kufferterne og ned for at ordne det parkeringshalløj. Der var vel gået en 10 minutters tid og så skulle der findes ud af hvordan vi bedst kunne købe parkeringsbillet. Det var lidt kompliceret for der er 3 afgiftssatser og der står som max. 24 timer for 135 kr. I receptionen sagde de at man kunne købe indtil 3 døgn, men det stod ikke på parkeringsstanderen. Så skulle der regnes på, hvordan vi kunne undgå at skulle tilbage midt på næste dag for at fodre parkometeret. Endte med at købe 24 timer og på vej hen til bilen med parkeringsbiletten sprang en parkeringsvagt frem med et allerede udfyldt bødeforlæg. Han sagde at vi havde parkeret 20 min. uden at have betalt afgift og viste at han havde fotograferet bilen ved ankomsten! Forklarede at de 10 min. var gået med at checke ind og forhøre om hvordan man kunne dække parkeringsafgiften for hele opholdet (hvilket det ellers udmærkede hotel overhovedet ikke havde nogen kundeordning for) og de resterende 10 min. henne ved parkeringsbetalinsstanderen – få meter fra hvor vagten havde stået og ventet på sit bytte – for at finde ud af hvordan der kunne kombineres afgiftsbilletter. Forklarede også at vi normalt fløj til byen og det var ikke nogen måde at behandle tilrejsende. Han skulle hellere gå med hen til parkeringsstanderen og hjælpe med at finde ud af hvordan det her kunne løses på bedste måde. Vagten vidste ikke hvor mange dage vi kunne købe ad gangen, men der var et tlf. nr. vi kunne ringe til. Så fik han ganske venligt forklaret hvordan det fungerede f.eks. i Odense hvor man stikker sit betalingskort ind ved ankomsten og igen når man kører bort. Nemt og fleksibelt, i stedet for dette stive gammeldags system som gør gode turister og tilrejsende til kriminelle inden de fandt ud af hvordan det kunne tilpasses deres parkeringsbehov. Parkeringsvagten var forstående og krøllede det udfyldte bødeforlæg sammen. Vi var vist enige om at dette system foran et hotel og bag dets egne mure var håbløst gammeldags og ufleksibelt i en grad der var utrolig 🙂
Ringede senere til det givne tlf. nr. hvor de ikke vidste hvor lang tid man kunne købe ad gangen og kunne heller ikke forklare hvordan vi kunne betale med mobiltelefonen, som der stod annonceret, men de havde et andet nr. og her kunne de fortælle at det ville blive meget dyrere for os hvis vi ville betale med mobilen, for så skulle der oprettes et abonnement som også kostede penge. Moralen må være: flyv til København og tag taxa mellem lufthavn og hotel…
Fra vores værelse på Hotel Admiral havde vi overraskende nok denne meget passende udsigt som levede op til hotellets navn. Her var gammelt og nyt og vi var enige om at Arne (Steens forlængst afdøde far, der var i Marinehjemmeværnet) var med os på denne tur og var helt på mærkerne medens han bakkede på piben og vurderede de maritime detaljer. Operaen i baggrunden ville han nok have bemærket noget senere 🙂
Snart efter ankomsten tog vi en taxi op til Freja for der at se hendes og Jespers kollegielejlighed og spise sammen med hende og Marie (Jesper var desværre på arbejde). På vej ud af døren huskede vi lige at få taget et gruppefoto, et godt minde at have over en dejlig eftermiddag og aften.
Vi fik en rundtur i lejligheden og den tilhørende have og snakken fortsatte over en kop kaffe. Lige hvad vi trængte til.
Lidt af et scoop for Freja og Jesper at have fået fat i sådan en lejlighed og det var ikke svært at forestille sig hvor grønt området må blive, når der begynder at komme blade på træerne. Der er intet som en free lunch, så Freja må piske sine 16 km om morgenen og aftenen for at passe studierne. Det er lidt det samme for Marie, så ud over at de 2 niecer er herlige unge damer er de også damer i topform!
I ovnen lavede Freja en dejlig skrubbe-spinat ret i flere lag og serverede dertil et grydebagt brød der bar navnet “Verdens bedste brød”. Begge dele var nye for os og det hele smagte fortrinligt. Dertil blev serveret en dejlig hvid vin. Intet under at vi følte os forkælede da vi tog derfra. Dejlig mad og dejligt selskab.
Mandag morgen bemærkede vi øget aktivitet på de tyske flådeenheder og antog at de nok gjorde klar til at forlade havnen, så måske det var værd at gå en tur på kajen. Arne ville sikkert også være der 🙂
Flådeenheden bestod af 4 hurtigbåde fra den 7. Schnellbootgeschwader samt tenderskibet A516 Donau der forsynede dem med proviant, brændstof, etc. under en øvelse i østersøen.
De 4 hurtigbåde kunne fyre raketter af mod fly og skibe og smide dybvandsbomber mod ubåde. De havde navnene S71 Gepard, S75 Zobel, S80 Hyäne og S72 Puma, alle efter hurtige rovdyr. I ca. en halv time spyede de udstødningsgas ud som vilde dyr under opvarmning af deres 18.000 hestekræfters dieselmotorer. Det så helt dramatisk ud med operaen i baggrunden.
Kanonerne på fordækket er fuldautomatiske 76 mm og kan skyde 85 skud i minuttet mod fly, skibe eller mål på en kyst 18 km borte. Måske styres de med en mus på en skærm og holder målet automatisk selv om båden svulper op og ned og fra side til side. Helt vildt!
Arne stod nok ved siden af og nikkede anerkendende og med en indre lyst til at være kaptajn ombord på sådanne både…
Under vores indkøbstur kom vi forbi hattebutikken Petitgas i Købmagergade. Gik ind for at høre om der evt. skulle være kommet forårs og/eller sommermodeller. Det ville vare endnu et par uger, fortalte indehaveren. Vi benyttede lejligheden til at spørge om hvad en “Sixpence” var, nu Steen altid havde kaldt noget der bare lignede en “Cap” for en “Sixpence” uden egentlig at vide at der var forskellige klassikere, som for kendere er en naturlig viden. Forklaring på en “Sixpence” (øverst til venstre i fotografiet ovenfor) fik vi af butiksejeren og vi blev belært om at folk troede at fordi den var lavet af seks stykker stof så havde den fået navnet, men navnet kommer jo fra pence ikke pieces, og i de gode gamle dage var den irske six-pence mønt 6 kantet og således var også hatten, deraf navnet. Nu er der også også en “8 Pieces”, men her er pulden lavet af 8 stykker stof og passer til sit navn. Den ses nederst til venstre.
Vor vej gennem byen styredes mere eller mindre af jagten på en fødselsdagsgave til Steen – en krummeskraber. På vej til butikkerne i Strædet hvor der handles med gammelt sølvtøj, kom vi meget nær La Glace, så nær at vi kunne fornemme en god kop kaffe med typisk dansk “brød” til.
…ja, og så deres mini-Sahra Bernard kager, der er super lækre og perfekte til at runde en picnic på hotelværelset af med:-)
Det typiske danske “brød” blev et stykke wienerbrød med alt det traditionelle snask på. Kaffen er god på La Glace, så det blev til en lille chauvinistisk formiddagspause. Men vi måtte videre.
Tidligere, da vi i sølvantikbutikkerne i Strædet ledte efter krummeskrabere, fik vi ideen til at spørge om hvor de fik nye flag til de gamle fødselsdagsflagstænger, som de også solgte. De henviste til “Dahls oppe ved Nørreport Station”. Den var stort set på vores vej når vi alligevel ville hente sandwiches hos Fougaz i Torvehallerne. Dahls Flagfabrik lå ganske rigtigt meget nær Nørreport Station, og den så helt rigtig ud, når vi nu var på jagt efter et nyt fint lille dannebrog i passende dimensioner til den lille fødselsdagsmand derhjemme. Han havde kun et rektangulært flag fra Føtex eller Netto – og det tæller jo ikke, når man er født til et splitflag – som afløste det tidligere lille DSB-flag vi havde arvet ham med og som stille og roligt var gået til i tidens løb og kunne ikke repareres. Hos Dahls Flagfabrik fandt vi det vi søgte – et smukt lille splitflag – og så fandt den flinke ekspedient en lille flagstang til det, som vi fik med.
Parkering af cykler overalt på byens fortove og ophobningerne i gigantiske mængder foran S-togsstationer som her ved Nørreport Station eller indkøbscentre som Torvehallerne henne om hjørnet virker helt surrealistisk.
I Torvehallerne lærte vi at Fougaz og flere af butikkens kolleger holdt siesta om mandagen, så vi benyttede det mulige alternativ: il Fornaio, hvor vi fik lavet sandwiches der senere viste sig at være ganske udmærkede. Den havde vi fået anbefalet af niecerne aftenen før.
På vej mod hotellet krydsede vi Kronprinsensgade hvilket bragte idéen om en kop the og lidt spiseligt hos Perchs Tearoom henne i nr. 5 op. Vi havde minsandten heldet med os og fik et bord med det samme. Det var ikke tilfædlet med de 2 japanere der kom efter os. De måtte pænt vente en halv time – hvilket de gjorde med stoisk ro.
Til vores æblekage havde vi drukket Perch’s Earl Grey, som vi ville have med hjem, så vi var lige inde om butikken i stueetagen. Ren nostalgi…
…hvilket billedet her også bekræfter.
Om aftenen var vi til en reception på Nimb. Der havde vi ikke været før, så fik vi set det.
En konference om “Space & the Arctic” optog Steen om tirsdagen, hvilket bla. var interessant i og med at personer med relation til det høje nord var på banen, bla. den relativt nyudnævnte ambassadør til det arktiske område, som redegjorde for kongerigets strategi for det arktiske område 2011-2020.
På lystavlen ved det Kgl. Teater annonceredes et møde med en forfatter Niels Barfod, som i Skuespilhuset om aftenen ville introducere sin nye bog om Knud Rasmussen og hvis titel er “Manden bag helten”.
Det kunnee Inge ikke undslå sig at høre. Da Steen kom derhen var det forbi.
Næste dags picnic hentede vi hos Fougaz og vi var også lige omkring Summerbird for at få det fornødne lækre til den søde tand. Undervejs blev det til indkøb af toast-rack, kabelholderbrandmænd og avocados-scooper og ikke at forglemme, at vi endlig fandt og købte krummeskraberen. For at det ikke skulle være løgn fandt vi den i The English Silver House, hvor de omtalte den som The Crum Sweeper, men huskede at bemærke at den var fransk og benyttedes på de bedre franske restauranter. Nu må vores hjem så per definition høre med til den kategori 😉
Videre gik det til Løgismose for at købe vinen til vores picnic. Det blev til et meget sjovt besøg i butikken og gav samtidig en tur langs kajen i dejligt vejr.
Vi rundede indkøbsturen ind med en lille espresso i “Kafferiet”. Næste morgen kørte vi tilbage til Thy.