Taxien var der præcis kl. 07:30 for at køre os til Charles de Gaulle. 9:35 havde vi afgang til Oslo med Air France, som havde omlagt flyveplanerne og udliciteret transporten til deres datterselskab Regional og i stedet for Airbus havde de indsat en brasiliansk flytype Embraer 190, og afgang var fra lavpristerminal 2G i stedet for 2D, som har fuld komfort.
Nu var komfort lidt nede på listen, fordi der havde været forsk. strejker i Frankrig, hvilket er normalt når rejseaktiviteten er på maksimum ved feriers begyndelse – i tilfældet her: juleferien. Denne gang var det personalet ved gennemlysningsfiltrene som strejkede. Rygtet gik at der var indsat politi til at overtage opgaven. Men politiet i Frankrig har ikke 10.000 mand at sætte ind på en sådan opgave, så vi forventede lang kø og håbede at vi havde margin nok.
Det viste sig til vores glæde at filterfolkene var på arbejde og vi rullede ud fra terminalen med kun 40 minutters forsinkelse og taxiede hen til startbanen hvor vi holdt til det blev vores tur. Men da det blev vores tur skete der ikke noget – ikke noget i lang tid. Så annonceredes der: Vi har et elektrisk problem og bliver nødt til at køre tilbage til terminalen og slukke helt for flyet og så tænde igen. Altså en ”reset” var nødvendig. Det havde vi aldrig oplevet før… … men det fik gang i flyet og vi slap for at skulle vente på at Air France fandt et andet fly og kom afsted med ca. 2 timers forsinkelse og kunne 2 timer senere se Norges land, som de kaldte det i “Far til 4 i sneen” i eftermiddagssolens lys.
Ved 15-tiden rullede ud fra garagen i den lejede bil og mørket faldt på. Vi havde 3 mulige ruter til hytterne i Strömmer og pga. det nylige snefald og vejenes beskaffenhed valgte vi at køre næsten helt ind til Oslo og derfra sydpå ad E6 for ved afkørsel 21 at tage E18 som forbinder Oslo med Stockholm. Det gav os så kun 15 km. ad små veje til sidst. Men prisen var at vi fik fyraften- og juleferietrafikpropperne med, så køreturen varede ca. 3 timer.
Men til sidst kom hytterne dog til syne efter en lille bakke i skoven og det så meget idyllisk ud som de lå der i sneen med lys i vinduerne, og juletræer indenfor med lys på. Meget hyggeligt og dejligt at være kommet frem uden uheld.
Vi fik desværre ikke fotograferet hytterne udefra i deres snedækkede idyl. Det var synd for i nattens løb mildnedes vejret og snepragten var borte næste morgen. Men det tænkte vi ikke på for det var så rart at være kommet frem uden uheld og hyggen bredte sig med lynets hast indenfor. Der kom endda gang i julepynten så der kunne komme en anden stjerne og nogle flettede hjerter på træet.
Og det kom der så…