Det mærkelige ved 1. januar i København er at alle dens kunstmuseer, gallerier og lignende institutioner er lukkede den dag, så alle de mange fastboende og især alle turisterne ikke har mange chancer for at bruge penge disse steder og må ty til de gratis glæder.
Vi tilhører turistkategorien, og besluttede at spadsere en tur op langs kajen og ad Langeline for at hilse på den lille havfrue. Det gør vi normalt, når vi er i byen. Vi kom forbi Toldboden hvor A. P. Møller har sit arkitektonisk lidet inspirerende hovedkvarter, der passer ind i bydelen som en hund i et spil kegler.
Lige nord for Toldboden findes det 19 m høje monument fra 1886 over den nationale søhelt admiral Iver Huitfeldt (ja, ja, han var norsk, men dengang var det lige så godt som dansk for danske historieskrivere), som omkom da hans skib Dannebroge under en heltmodig afværgemanøvre mod den svenske flåde under slaget i Køge Bugt i 1710 blev skudt i brand og sprang i luften. Kanoner og kanonkugler benyttet i fundamentet er hentet op fra vraget af Dannebroge og nogle mener at det er Danmarks flotteste monument.
Der var fint vue over til Marinestation København med den store mastekran fra 1749, Hovedvagten med kronetårnet og Rigets Flag foran, samt batteriet Sixtus med salutkanonerne, som vi hører om morgenen kl. 08:00 (fordi vi sover med åbent vindue på hotellet) eller når Rigets Flag hejses senere ved solopgang.
Lidt længere oppe ad Langeline sad den lille havfrue og som ventet var hun ikke alene.
For os var det, som om hun sad lidt vemodigt og kiggede ned på pinden fra en nytårsraket. Hvad mon hun tænkte, hvis hun havde haft tanker?
Måske kunne vi tage havnerundfarten fra Langelinie? Et check viste at også denne turistattraktion var lukket 1. januar.
Vi gik lidt videre, hen om Langelinie Marina og op ad trapperne tilbage til Langelinie for enden af bassinet. Her lå resterne af nytårsaften, resterne af det gamle år, spredt på nogle trappetrin…
…men der var også frisk grønt græs som et symbol på håbet for det nye år.
Som så ofte før, gik vi tilbage gennem Kastellet…
…som i sit nordøstre hjørne (Prinsessens Bastion) har fået et monument for Danmarks internationale indsats siden 1948. I en del af monumentet mindes indsatsområder, i et andet de udsendte medarbejdere, som mistede livet i tjenesten. Vi var også henne omkring det sidste gang vi besøgte København. Dengang, som nu, kom vi til at snakke om relevansen af sådan et monument. Vi spekulerede på, om der mon et eller andet sted også var et monument for fotografer dræbt under deres dækning af begivenheder rundt om i verden for at vise hvad der sker, ikke hvad vi bliver fortalt, der sker…
Når man forlader Kastellet ad den søndre port og drejer til venstre har man den Engelske Kirke foran sig. Den var interessant for os…
…fordi vi havde et af Arnes linoleums- eller træsnit fra ca. 1941, der kunne have denne kirke som motiv. En vis lighed er der da, og næste gang vi kommer forbi, kan vi jo sammenligne træstammerne… Men mon ikke træsnittet er af denne kirke?
Fotografiet af kirken var taget i Churchillparken hvor også Frihedsmuseet ligger. Vi bemærkede at der var lys derinde…
…og minsandten om der ikke var ÅBENT!!!
Vi havde ikke besøgt det museum siden vores helt unge dage, skoledage var det vist nok endnu, så vi gik ind, ønskede godt nytår og erfarede at Frihedsmuseet var administrativt en del af Nationalmuseet, som også havde åbent. Så ved vi det til næste gang vi er i byen en 1. januar.
Vi forevigede os selv foran “Frihedens Lys”, en glasmosaik udført af Carl-Henning Pedersen, som vi havde vores egne meninger om – dels i lyset af de afskedsbreve fra dødsdømte frihedskæmpere, der var udstillet i montrer foran det og og dels mht. museets hovedformål generelt.
Afdelingen for jernbanesabotage fik os til at tænke på et brev Inges onkel, Christian skrev i krigsårene…
“…vi studerede så Vaaben og Sprængstof i Vinter og skulde så tage rigtig fat…”
Instruktionen til jernbanesabotagen han nævner i brevet kan evt. have set ud som den vist på fotografiet ovenfor, som vi så på Frihedsmuseet.
Christian skrev længere nede i brevet “…de havde jo nær fået et chock da de blev kloge på at det var saadan en Terrorist de havde fået. [Tjeneste]Pigerne skældte ud på mig fordi at jeg sådan ødelagede Banen så de ikke kunde rejse og så kunde de jo bedre forstå at jeg cyklede herned…”
“…for jeg turde jo nok ikke rejse med Tog når jeg selv sprængte dem i Luften”.
Det havde alt i alt været et meget interessant besøg på dette lille museum, hvor temaet er det samme år efter år, og hvor der derfor i sagens natur ikke er de store forandringer, om der så er gået flere årtier siden det sidste besøg. Det var dejligt at opleve en “visuel institution” have åbent, når man havde tid til at besøge den.
Med det nationale sindelag peppet op fra besøget på Frihedsmuseet var det helt rigtigt at fortsætte tilbageturen via Amalienborg, hvor garderne i dagens anledning var i gallapåklædning.
Meget ved garden er traditionsbundet, men moderne tider har holdt sit indtog i form af kommunikationsteknologi 🙂
Fanen var fremme ved kollonaden ved Christian VII’s palæ (trommen burde også være fremme, men den har vi ikke billede af) og det er den og trommen, når der er såkaldt “Kongevagt” på Amalienborg, hvilket er tilfældet når Hendes Majestæt Dronningen bor på slottet. Hvis det “kun” er prinsgemalen eller deres sønner i kapacitet af hhv. Regent (Kronprins Federik) eller Rigsforstander (Prins Joachim) der bor på slottet, er det kun trommen, der er fremme og så kaldes det “Løjtnantsvagt”. Hvis det kun er sønnerne, som bor på slottet uden at være regent eller rigsforstander, er hverken tromme eller fane fremme, og så kaldes det “Palævagt”.
Hos Dronningen var der dobbelt vagtmandskab – som altid, når et af Amalienborgs palæer er beboet. Det er jo egentlig rørende at lille Danmark endnu er så fredeligt et land, at det er muligt at lægge sin spadseretur hen om monarkens gårdsplads, hilse på hendes og vores allesammens gardere og fortsætte videre…
Vores tur blev på 3.9 km, gråvejr hele tiden, men alligevel rig på gensyn med Danmarkshistorien, både indenfor og udenfor.