Om eftermiddagen var vi lidt på arbejde, idet vi var blevet bedt om at vælge de 3 bedste udstillinger sat op af 17 quiltegrupper fra forskellige egne af Japan. Vi kunne derfor ikke bare slappe af og kun gå rundt efter vores egne interesser. Dog blev der tid til at snakke med de forskellige grupper, og ofte blev der spontant stillet op til gruppebilleder.
For grupperne er det serious business at deltage i konkurrencer som denne, men der er overalt smil og latter og samtaler om den fælles interesse på det niveau de gensidige sprogkundskaber tillader. Og det er forbløffende hvad der med lidt gensidig tålmodighed, mimik, armbevægelser og velvilje kan udveksles af information.
Der var en stille strøm af besøgende i udstillingsområdet, inklusive vores eget galleri…
…men hvor der hele tiden var tryk på var i handelsområdet med de mange boder. En quilt festival som denne giver mulighed for på en og samme dag at købe ind af alt muligt forskelligt relateret til quiltning og patchwork, og derefter kigge på quilts i de mange forskellige udstillinger.
Når der senere om aftenen på hotellet skulle printes tekstforslag til for eksempel prisoverrækkelse for vinderne af gruppeudstillingerne, måtte hotellets faciliteter tages i brug.
Formedelst 100 yen kunne der surfes i 15 minutter eller printes 3 sider. Dog skulle der lige glippes med øjnene et par gange i begyndelsen, men vi kan vel alle lidt japansk, som Hans Otto Bisgård ville have udtrykt sig…
… om ikke andet så kan vi bruge ikonerne hvor vi ikke lige kan komme i tanker om hvordan nu et af de japanske skrifttegn skal forstås 😉
Torsdag aften var vi inviteret til The Quilters’ Party, som festivalkommiteen havde arrangeret for sponsorer, instruktørerne på de forsk. kurser der også afholdes, de nærmeste medarbejdere, samt de indbudte quiltere, heriblandt os. I Pacifico centret er der 4 restauranter, hvor den italienske er den bedste. Det vidste kommiteen heldigvis og havde valgt den til dette party, hvor vi var blevet bedt om at holde en lille åbningstale. Maden var italiensk med et japansk tilsnit, ganske udmærket og snart var stemningen høj. Vi lærte at japanerne holder meget af at spille bingo, så det skulle ikke mangle her.
Hver gæst fik ved indgangen udleveret et kort og senere på aftenen løb spillet så af stabelen.
Og da aftenens program var til ende, lærte vi en japansk skik, nemlig den at afslutte festen sammen ved at klappe en bestemt rytme 3 gange – det skulle gøre folk glade og samtidig signalere at nu var festen forbi, og alle går hjem.
Det gjorde vi også og kom i indkøbsgaden på vejen til hotellet forbi et stort juletræ, som er uhyre populært. Vi skal ikke glemme at julen snart er over os.
