Livet undervejs…

Lørdagen startede hvor den plejede og efter yoghurten var det hen til omeletkokkene og vælge ingredienser – snittede forårsløg og lidt parmesan blev det til denne gang – og give dem til en af kokkene. Han modtog den lille skål med et smil og et nik med hovedet og kom straks noget smørlignende på panden, tilføjede en stor skefuld æggemasse og lod den stå et øjeblik inden ingredienserne dryssedes i.

Med de lange pinde kontrollerede kokken tilberedningen og undervejs foldede han sirligt kanterne ind hele vejen rundt. Med et ryst foldede han den halvt, med et andet ryst lukkedes den og ved at slå med rørehånden ned på håndledet på den hånd der holdt panden, kunne han helt rytmisk få vendt omeletten rundt et par gange – og det på trods af at den var meget saftig inden i. Så lod han den glide over på en tallerken og rakte den til os med et smil og et lille buk.  Sådan var det hver morgen.

Ovre i centret var vi lige et smut omkring lokalet vi havde til vores rådighed. Lige ved siden af er en af indgangene til udstillingsområdet, denne her kun for allerede registrerede beøgende, som også tjente som udgangen fra udstillingsområdet. Her sad hver morgen 4 damer til at kontrollere og vejlede og vi fik lov at tage et fotografi af dem.

Det blev også til et gruppebillede og det tog lige et øjeblik. Vi ser her på fotografiet nedenfor at folk pænt ventede på at seancen afsluttedes med et fint billede, og alle smilede. Der var mange flere af disse medhjælpere, synlige på deres lillafarvede jakker De arbejder vist nok på frivillighedens basis. I vores galleri var der altid mindst 2 af disse damer. Vi hilste hver dag pænt på dem og takkede for hjælpen – prøvede nogle gange at sige lidt mere, men det var svært. Den gensidige forståelse for hvad det drejede sig om var der dog ikke problemer med.

Allerede kl. 11:00 var vi hovedpersoner ved et Talk Show. Det foregik som på TV med at værten spørger de indbudte “kendte” – os i dette tilfælde – om hvordan vi begyndte at lave quilts, hvordan vi arbejder sammen, etc. Vores dygtige oversætter, Naomi, sad lige bag os og sørgede for at der ikke opstod misforståelser. Publikum sad på polstrede bænke foran podiet.

Talk Show’et gik udmærket. En halv time er ikke lang tid, og inden vi så os om, var det forbi. Som ved andre “events” her i Yokohama hvor vi selv medvirker, har vi ikke selv fotograferet, så det må I forestille jer.

En ide om, hvordan pladsen foran podiet er, kan I få på fotografiet herunder, der viser den et lille kvarter før ceremonien med overrækkelse af præmier skulle starte kl 13:00.

The Award Giving Ceremony dækkede alle priser og varede vel en times tid. Hen mod slutningen var det vores tur til at gå på podiet og holde en lille tale for derefter at overrække prisen med et par begrundende ord til de 3 grupper, der en efter en blev kaldt op til os på podiet.

Vi var formelt udstyret med rød/hvide rosetter – monteret på tøjet med en knappenål – ligesom hele komiteen der sad over for os på en tilsvarende række stole, hvoraf den yderste kan ses i øverste højre hjørne på fotografiet ovenfor. Som sagt var det meget formelt og blev taget seriøst af alle. Vinderne blev annonceret ved navn, og kom op fra hvor de sad på de hvidpolstrede bænke, der til denne ceremoni var reserveret til dem. Udenfor dette område stod folk op og fulgte med. Når vinderne kom ud i det åbne felt mellem bænkene og podiet stoppede de op, drejede sig mod komiteen og bukkede, drejede sig over mod os og vores sidemænd og bukkede ligeledes, og gik så op på podiet. Her stod på skift medlemmer af komiteen og overrakte diplomer og gaver, sandsynligvis for de udstillinger de var sponsorer for. Overrækkelsen foregik med et buk. Der bukkedes til publikum og så gentog det sig for resten af vinderne i den  pågældende kategori. Men, som sagt, I må nøjes med at forestille jer det hele, for her har vi ikke selv fotografier.

Vi kan derimod vise et par detaljer i vores galleri, heriblandt markeringen ved sideindgangene om, at her drejede det sig om udstillingen “Inge & Steen”.

En anden detalje var vores “profil” med foto. Med jeres fremskredne niveau i japansk behøver vi ikke vise den engelske version, der også var monteret på væggen inde i vores galleri.

Et sjovt indslag var udstillingens omvandrende maskotter, som vi lærte at kende. Det var mor og datter i dragterne, der var lavet af moderens veninde.

Charmerende, ikke?

I løbet af lørdagen blev vi flere gange rørende overraskede over at folk spontant kom og gav os gaver og fortalte os hvor glade de havde været for at vi var kommet til Japan, hvor godt de kunne lide vores udstilling og hvor dejlige mennesker de synes vi var. Gaverne bestod  af et eller andet traditionelt japansk spiseligt i den søde afdeling eller en lille ting de selv havde fremstillet, også med japansk tradition bag. Meget rørende. Da det ikke var vores første besøg i landet var vi  lidt forberedte på dette fænomen og havde selv små ting fra Georg Jensen med til at give som en symbolsk tak for hjælp til de, der evt. ville hjælpe os i løbet af dagene i Yokohama. Men det var langt fra nok, vi fik brug for dem alle og kunne godt have brugt flere.

The International Quilt Week Yokohama 2011 lukkede officielt lørdag kl. 17:00. Som sædvanligt på sådanne udstillinger gik vi en sidste runde og forlod så centret lidt før lukketid. På broen over til hotellet og indkøbsgaden kunne vi kigge tilbage på centret, der havde dannet rammen om meget interessante dage. Som sædvanligt gik de hurtigt.

Et kig ud til den anden side fra broen viste The Cosmic Clock 21 som alle dagene havde lavet lysshow for alle inden for synsvidde, inklusive os en gang imellem.

Broen fører lige ind i indkøbsgaden, hvorfra der er nem adgang til hotellet, der ses i øverste venstre del af fotografiet.

Indenfor ventede juletræet med al sin pynt.

Yokohama har Asiens største China Town uden for Kina, og der var vi inviteret til at spise kinesisk af vores “forbindelse”, Naomi.

Hun ses her i midten med stor håndtaske. Til venstre har hun Michael Cummings, som var den der foruden os var inviteret til at udstille en samling quilts. Til højre, et par skridt bagud, ses Inge.

Indgangen til restaurant Heichinrou mindede mest om et konidtori…

…men der inde ventede rensdyrene…

…og det gjorde vi også medens bordet blev frit. Nu er Heichinrou ikke hvilken som helst restaurant. Den er Yokohama China Town’s ældste og kendeste restaurant og den blev grundlagt i 1884 (kig selv her http://en.wikipedia.org/wiki/Heichinrou og her http://www.heichinrou.com/mainpage.html), så det skulle være værd at vente lidt på. Det viste sig også at være tilfældet. Men alt det vidste vi slet ikke noget om, da vi sad der i sofaen.

Nu er der madinteresserede læsere af denne uformelle rejseblog, så vi kan lige gå menuen igennem, som Naomi senere ved bordet efter studiet af 2-3 menukort sammensatte og som vi i fællesskab bestemte skulle ledsages af en kalifornisk chardonnay. Der skal straks beklages at en af de 8 retter ikke blev fotograferet. Hvordan forglemmelsen kunne ske står hen i det uvisse. Men lad os starte med begyndelsen – det er altid et godt sted at starte.

Første ret var en tallerken forskelligt, nemlig and (midt i nederst), gris med karamelliseret skorpe (tv), kogt reje, blæksprutte (th) og det, der ligner stuvet kål underst, er ikke kål, men vandmand, der var tilberedt al dente. Der serveredes en lille skål med meget stærk sennep til det lille stykke gris, som i øvrigt mindede om barndommens sukkerglacerede hamborgryg nytårsaften. De mørke spisepinde anes yderst til højre i fotografiet.

Derefter hajfinnesuppe. Bemærk skeen.

Så tofu med dampede forårsløg.

Og som afveksling en kæmpereje i pikant sauce, som vi fik kniv og gaffel til.

Stegte ris med æg. Bemærk igen skeen og at den lægges foran på tallerkenen, som vi tidligere har vist fra thesalonen i hotellet.

Så kom retten der ikke blev foreviget. Det var en hvid fisk. Derefter var der en meget interessant anderet (se fotografiet nedenfor). Andestykket var skåret meget tyndt ud og lagt på en slags filodej. Der var en cracker (nederst) med rejer i og det røde og hvide var en grøntsag som mindede om syltede asier. Rød og hvid er farverne i Japans flag (I husker farverne på rosetterne der lå på vores stole ved prisoverrækkelsen). Denne lille ret med and var den sidste inden desserten og vi  spiste den med pinde.

Desserten var lavet af mandler og serveredes med et lille mynteblad. Den var meget let og vi diskuterer stadig hvordan den mon blev fremstillet, for hvordan får man mandelmælk (som ikke har en dråbe komælk i sig) til at blive tilpas stiv uden at blive så stiv som en budding? Bemærk også her, hvordan skeen ligger – foran.

Slutningen kom i form af en kop oolong the.

Og så var vi så mætte, at der ikke var plads til en bid mere. Imedens vi spiste lå vores rygsæk og kamera på en stol i hjørnet, pænt dækket hver især med en hvid stofserviet. Vi fik at vide, at i Japan kan man godt lide at dække ting til. Vi sluttede af med et gruppebillede, hvor baggrunden er den “have” vi havde ved siden af os, den var bag glas.

Vi skiltes ved hotellet. Michael tager via nogle omveje tilbage til New York, Naomi har som chefredaktør meget arbejde foran sig, og vi vil i morgen tage tilbage til Paris. Dejligt internationalt, ikke?

Det var nu blevet søndag den 13. november og vi skulle hjemad og havde ikke længere brug for vores gæstekort til centret, nu da forestillingen var forbi.

Flyveren afgik først 21:55 så vi havde forlænget værelset til 14:00 for at tage med den sidste direkte ekspresbus til Narita. Der var derfor god tid til morgenmad og pakning af kufferter. Der var også tid til at gå hen til salonen Toraya, hvor vi en lille uge tidligere havde smagt de traditionelle japanske “søde sager” kaldet wagashi for at have nogle af dem med hjem. Selv om det var søndag var der åbent fra 10:00 – 20:00.

Det var vores eneste indkøb, og snart efter var vi på vej op i hotellets elevator til 10. etage for at pakke færdig.

Ved 16-tiden var vi i lufthavnen og fik der lidt af en overraskelse. Modsat af hvad Air Frances Tokyo kontor havde oplyst var det ikke muligt at checke ind og vi blev opfordret til at sidde og vente 3 timer på ukomfortable stole i den store check-in hal. Vi fik også at vide at Air Frances salon ikke åbnede før 2 timer før afgang, hvilket også var modsat de forsikringer vi havde fået. Det var naturligvis uacceptabelt for os, så vi lavede et nummer ud af det, tog ikke nej for et brugbart svar, og opfordrede damen ved skranken om at ringe til Tokyo kontoret. Hun forsvandt så og kom tilbage med sin overordnede og sagde at de kunne – undtagelsesvis – checke vores bagage ind, og via automaten ved siden af kunne vi checke os selv ind.

Vi kom så igennem “filtret” og var endelig inde i transitområdet. Inge huskede at vi i lignende tilfælde i Houston havde benyttet Delta Airline’s salon, og minsandten om der ikke var hele 2 Delta saloner at vælge imellem, og de var helt nye. Vi installerede os…

… fandt mad og drikkevarer ved buffet’en og medens vi sad der hørte vi en flyvemaskine parkere nedenfor. Det var vores maskine, så vi vidste at dens ankomst ikke ville være forsinket.

Vi beskæftigede os med at skrive blog og lave fotografier parate til den, samt kommunikerede. Ja, vi fik os også et glas vino.

Vores fly, AF277 var det sidste fly fra Narita, som I kan se på informationstavlen i Delta’s lounge. Med jeres efterhånden gode kundskaber udi den japanske skrivekunst har I naturligvis straks set at den var “on time”.

Da tiden var så fremskreden at vi kunne gå om bord, gjorde vi det og inden længe var vi komfortabelt installeret.

Flyet startede mod sydøst men vendte snart efter snuden mod nordvest…

…og der var ca. 13 timers flyvetur og ca. 10.000 km at tilbagelægge.

Forplejningen var lige så god som på udrejsen (ingen fotos denne gang) og vi havde bare tilbage at slappe af…

…gennem den lange nat vi havde foran os.

I Tokyo faldt mørket på omkring 17-tiden, så det havde været mørkt i 5 timer før vi startede på vores 13 timers flyvetur gennem natten, og det vedblev at være mørkt 4 timer efter ankomst til Paris. Så det var en nat på 22 timer. Men vi sad i højre side af flyet og havde Nordstjernen uden for vores vindue på hele turen.

Vi landede som første fly i Charles de Gaulle næste  morgen kl. 04:10 – i tågen meget spøgelsesagtigt, men vi var kommet helt hjem, og medens vi ventede 10 minutter på vores trofaste taxichaffeur, som var blevet overrasket over vores tidligere ankomst, kunne vi stå og læse og sende de første emails på vores iPhones. Det havde været en interessant og oplevelsesrig tur.