Vi stod på banegården og ventede. Vores tog var endnu ikke kommet, så af kørende materiel var der kun Arrivas grønne tog. Det ser vi hver dag, der var ikke så meget nyt der. Det endte med at vi blev 20 minutter foresinkede.
Toget var bygget i 1991 og hed “Olaf Rye” – opkaldt efter generalmajoren af samme navn, som fik heltestatus under 3-års-krigen mod den slesvig-holstenske hær.
Mellem Struer og Holstebro skrev jeg til Roland som opfølgning til vores samtale i aftes. Jeg skrev bla. om at Inge havde talt, hvor mange bukser jeg har. Chokerende resultat: 3 par vandrebukser, 3 chinos og tilsammen 11 yderligere par fordelt på jeans og mere formelle par til jakkesæt og lignende. Derefter hengav jeg mig til hjerneforskeren Peter Lund Madsens bog “Frihedens Pris” – en meget interessant bog om et emne, jeg kun har ufunderede forestillinger om 
Inge hørte en lydbog “Der er ingen ende på Paris” og tænkte, at Paris altid er en god idé, hvor de drikker champagne. Det gjorde hun ikke lige nu og måtte nøjes med DSB´s udvalg af vand på plastflasker.
Og så var der en nødbremsning, som bragte togets hastighed ned til 40 km/t. Årsagen blev ikke annonceret, kun at det var en nedbremsning.
Vi havde stillekupéen for os selv, så der var mulighed for at flytte til andet sæde, når solen var for generende. Billedet her er taget en halv times tid før ankomst. Jeg havde lige haft lukket øjnene i hvad jeg husker som “ganske kort tid” 
Ankom til tiden, taxi til hotellet, check-in til et af “de gode gamle værelser” fordi der var stillads foran de nyrenoverede. Meget hyggeligt og pudsigt nok har vi aldrig boet i det værelse (nr. 460).
Gik op til Poul Stig, hvor Inges briller blev ordnet først, så hun kunne komme ud og shoppe. Mit ærinde hos brillemenneskerne ville tage længere tid, så denne rækkefølge var der ganske god fornuft i.
Mit ærinde var solbrillerne, de nye, hvor jeg så skarpt med det højre øje og ufokuseret på venstre. Det diskuterede vi indgående, testede brilleglassene og mit syn. Så Inge havde god tid til shoppe.
En sms fra Inge fortalte at hun var hos Levis på Amagertorv. Den kom kort før, at jeg var færdig hos Poul Stig, så det varede ikke længe før jeg derhenne kunne dele hendes glæde over at have haft heldet med sig. Jeans i nummeret mindre, end hun plejer at gå med, var det blevet til, og vi kunne nemt blive enige om, at de sad meget bedre end den gamle størrrelse
På toppen af Illum holdt vi pause i selskab med gode grøntsagsjuicer. Snakkede om hvor vi ville spise aftensmad.
Via hotellet for at læsse varer af gik vi til Toldboden til Løgismose. Købte nødder og vin og på vej ud snuppede en flaske Riesling fra Mittelmosel fra køledisken. Lånte et par glas og satte os udenfor. Vinen viste sig at være en jævn Schoppenwein, som vi sandsynligvis også ville have fået den på en terrasse ved Mosel Egentlig meget hyggelig pause her, for på den anden side var udsigten til et stort krydstogtskib – en uhyggelig nabo til en vinpause.
Reserverede bord via mobilen hos Cantina til 18:30. Bestilte pizza (Inge med ged, jeg med skinke) og en flaske italiensk rosé. Damen kom med 2 vinglas, skænkede i dem begge og forsvandt med flasken. Vi spurgte ved næste lejlighed, hvor hun havde sat flasken. “Åh, her troede at det bare var 2 glas vin”. Hun kom tilbage med en hel flaske i isspand. Vi spurgte om, hvordan vi så afregnede, nu da hun havde skænket 2 glas allerede. Dem fik vi bare, skulle kun betale for flasken
Med hvidvinen hos Løgismose og roséen her i restauranten blev vi vist det, man kalder “selskabeligt overrislet”…